Fra øl til fiskefoder - mask som bæredygtig proteinkilde
Formålet med projektet er at finde en bæredygtig proteinkilde til produktion af fiskefoder som erstatning for traditionelle proteinkilder med stort CO₂-aftryk.
Dette forløb er udviklet af Freja Karlsen, DTU Aqua og Anders Almlund Osted, Rysensteen Gymnasium. Forløbet er en del af projektet "Stem for Verdensmålene", der er et samarbejde mellem VerdensKlasse/Mellemfolkeligt Samvirke og DTU Aqua med støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Formål
Formålet med projektet er at finde en bæredygtig proteinkilde til produktion af fiskefoder.
Mask er et restprodukt fra ølproduktion og er basalt set korn, hvor en stor del af stivelsen er fjernet i forbindelse med ølbrygningen. Mask indeholder derfor stadig en hel del energigivende næringsstoffer og fibre, som med fordel kan anvendes til andre formål i f.eks. fødevareindustrien. Mask anvendes allerede direkte til brødbagning og som fodersupplement til dyr i landbruget.
Produktion af fisk er en bæredygtig kilde til kød og proteiner i forhold til mange andre animalske produkter, og en stor del af CO₂-udledningen i produktionen af fisk ligger i produktionen af foderet. Fisk har brug for et proteinrigt foder, og traditionelt anvendes f.eks. fiskemel og sojabønneprodukter som proteinkilde i foderet. Kan man finde en kilde til protein i foderet, der er baseret på lokalt producerede restprodukter fra industrien, kan man på sigt gøre produktion af fisk endnu mere bæredygtig og konkurrencedygtig i forhold til andre kødprodukter.
Projektets formål er derfor både at udnytte den forholdsvis store mængde protein, der er i masken, og finde måder at opkoncentrere mængden af protein samt finde metoder til at omdanne andre stoffer i masken til aminosyrer. Og herved omdanne masken til et meget proteinholdigt stof, der kan tilsættes fiskefoderet i stedet for andre traditionelle proteinkilder med stort CO₂-aftryk.
Relation til FN's Verdensmål for bæredygtighed
Verdensmål 2: stop sult
Verdensmål 12: Ansvarlig produktion
Verdensmål 13: Klimaindsats
Verdensmål 14: Livet i havet
Verdensmål 15: Livet på land
Kernestof og faglige mål
Faglige mål i bioteknologi
- bearbejde data fra kvalitative og kvantitative eksperimenter og undersøgelser og dokumentere eksperimentelt arbejde hensigtsmæssigt
- analysere og diskutere eksperimentelle data med inddragelse af faglig teori, fejlkilder, usikkerhed og biologisk variation
- gennemføre, vurdere og dokumentere beregninger ved behandling af problemstillinger med bioteknologisk indhold
- indsamle, vurdere og anvende faglige tekster og informationer fra forskellige kilder
- anvende fagets viden og metoder til vurdering og perspektivering i forbindelse med samfundsmæssige, teknologiske, miljømæssige og etiske problemstillinger med bioteknologisk indhold og til at udvikle og vurdere løsninger
Faglige mål kemi A
- tilrettelægge og gennemføre kvalitativt og kvantitativt eksperimentelt arbejde under hensyntagen til laboratoriesikkerhed
- indsamle, efterbehandle, analysere og vurdere iagttagelser og resultater fra eksperimentelt arbejde
- dokumentere eksperimentelt arbejde mundtligt og skriftligt, herunder sammenknytte teori og eksperimenter
- gennemføre, vurdere og dokumentere beregninger ved behandling af problemstillinger med kemisk indhold
- indsamle, vurdere og anvende kemifaglige tekster og informationer fra forskellige kilder
- anvende fagets viden og metoder til analyse, vurdering og perspektivering i forbindelse med samfundsmæssige, teknologiske eller miljømæssige
- problemstillinger med kemisk indhold og til at udvikle og vurdere løsninger
Faglige mål kemi B
- indsamle, efterbehandle, analysere og vurdere iagttagelser og resultater fra eksperimentelt arbejde
- dokumentere eksperimentelt arbejde mundtligt og skriftligt, herunder sammenknytte teori og eksperimenter
- gennemføre og vurdere beregninger ved undersøgelser af simple kemiske problemstillinger
- anvende digitale værktøjer, herunder fagspecifikke, i en konkret faglig sammenhæng
- indsamle, vurdere og anvende kemifaglige tekster og informationer fra forskellige kilder
- anvende fagets viden og metoder til analyse, vurdering og perspektivering i forbindelse med samfundsmæssige, teknologiske eller miljømæssige
- problemstillinger med kemisk indhold og til at udvikle og vurdere løsninger