Verdensmål 13 går både på, at vi skal bremse klimaforandringerne, og at vi skal styrke vores modstandskraft mod de forandringer, der nu ikke længere kan undgås. Blandt andet ved at bygge bedre kloakker, så vi undgår oversvømmelse ved skybrud. Samtidig skal vi hjælpe udviklingslandene med at reducere deres udslip af CO2, selv mens de opretholder den økonomiske vækst, der skal til, hvis vi skal nå målet om at få alle mennesker ud af ekstrem fattigdom.

Klima-aftalen fra Paris 2015 blev af mange eksperter kaldt et vigtigt skridt i den rigtige retning, men aftalen er ikke i sig selv nok til at løse problemet. Vi skal udlede langt færre drivhusgasser, end aftalen lægger op til, hvis vi vil undgå de mest katastrofale konsekvenser af den globale opvarmning. Derfor er det meningen, at aftalen skal styrkes løbende, så verden udleder mindre og mindre CO2. Det kommer til at kræve en hurtigere omstilling af den globale økonomi, end der nogensinde er set før, og udfordringen er enorm.

Til gengæld er der også mange positive tegn på, at omstillingen er i fuld gang.

Kina blev tidligere set som det store problem i klimaforhandlingerne, fordi man mente, de aldrig ville opgive deres mange kulkraftværker. Men i dag investerer kineserne i vedvarende energi hurtigere end noget andet sted på jorden. For nylig har kineserne endda erklæret, at de ville forsvare klimaaftalen fra Paris, som Donald Trumps amerikanske regering ønsker at udtræde fra. Og hvis man ser på, hvad almindelige amerikanere mener, er det kun 28 procent af Trumps egne vælgere, der rent faktisk ønsker amerikansk exit fra klimaftalen.

En del af forklaringen på kinesernes grønne omstilling er, at prisen på solceller er faldet med 80 procent siden 2008. Dermed går kineserne blot efter den energi, der bedst kan betale sig. Især, når man medregner, at mange kinesiske storbyer er ved at blive kvalt i luftforurening fra kulkraftværker og trafik. En række andre lande er også godt i gang med omstillingen, fordi prisen på solenergi nu ofte kan konkurrere på lige fod med kul og olie.

Samtidig er vindenergi også blevet mainstream. På bare et enkelt år er Storbritanniens kulforbrug faldet med 52 procent. Tre kulkraftværker blev lukket, og den gamle industri-nation har nu mere vindkraft end kulkraft.