Bæredygtige proteiner - fra insekter til fiskefoder
I forløbet fokuseres der på bæredygtigheden af forskellige proteinkilder i fødevarer og specifikt på, hvordan insekter kan bruges til at skabe mere bæredygtige proteinrige fødevarer.
Dette forløb er udviklet af Manon Eggink, DTU Aqua og Jonas Niemann, Gentofte HF. Forløbet er en del af projektet "Stem for Verdensmålene", der er et samarbejde mellem VerdensKlasse/Mellemfolkeligt Samvirke og DTU Aqua med støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Formål
Forløbet er tiltænkt kemi B evt. kemi A, da elementet om proteiner går igen i begge læreplaner.
Der er til forløbet udarbejdet en vejledning over en øvelse, hvor man bestemmer proteinindholdet ved biuretmetoden i insekter.
Der er også produceret en kort journaløvelse, hvor den totale fedtmængde i insekterne bestemmes. Denne kræver ikke særlig viden om triglycerider, men blot polaritet, og den kan laves, hvis dette perspektiv ønskes inddraget.
Forløbet afsluttes med en øvelse, der er præcis den samme, som præsenteres i videoen med forskeren, Manon Eggink. Dette er en lang øvelse i oprensning og kvantitativ bestemmelse, som anbefales, hvis man ønsker at bruge lang tid i laboratoriet og vise alsidig laboratorieanvendelse. Det kunne også være i forbindelse med et projekt, SRO, SRP osv.
Relation til FN's Verdensmål for bæredygtighed
Verdensmål 2: Stop sult
Verdensmål 14: Livet i havet
Kernestof og faglige mål
Faglige mål Kemi A
- demonstrere forståelse af sammenhængen mellem fagets forskellige delområder
Faglige mål Kemi B
- anvende fagbegreber, fagsprog, modeller og metoder til at beskrive, analysere og vurdere kemiske problemstillinger
- gennemføre kvalitativt og kvantitativt eksperimentelt arbejde under hensyntagen til laboratoriesikkerhed, herunder tilrettelægge simple kemiske eksperimenter
- indsamle, efterbehandle, analysere og vurdere iagttagelser og resultater fra eksperimentelt arbejde
- gennemføre og vurdere beregninger ved undersøgelser af simple kemiske problemstillinger
- anvende relevante matematiske modeller, metoder og repræsentationsformer i behandling af kemiske problemstillinger
- indsamle, vurdere og anvende kemifaglige tekster og informationer fra forskellige kilder
- anvende fagets viden og metoder til analyse, vurdering og perspektivering i forbindelse med samfundsmæssige, teknologiske eller miljømæssige problemstillinger med kemisk indhold og til at udvikle og vurdere løsninger
Kernestof Biologi A og B
- Eksempel på makromolekyle: Proteiner, enzymer og chitin (og evt. fedtstoffer og evt. kulhydrater)
- kvalitative og kvantitative eksperimentelle metoder: Spektrofotometri og separation (og evt. vejanalyse og evt. titrering)
- organiske kemiske stofklasser: Carboxylsyrer, aminer, amider og deres egenskaber i særligt aminosyrer og i syre-baserealation
- organiske reaktionstyper: Kondensation og hydrolyse
- kemiske bindingstyper og opløselighedsforhold