Blomsterne og Bierne

Blomsterne og Bierne

I ‘Blomsterne og Bierne’, der er skrevet af journalist Jesper Tornbjerg og lærer Susanne Frederiksen, sætter 12-årige Victoria sig ind i Verdensmål nr. 15 om livet på land. Bogen sætter fokus på aktuelle emner som biodiversitet, kvælstof, ulve, elge, solceller, regnskov og mangrove.

Victoria hjælper sin mor med at lave ‘vild med vilje’ i deres have, og hun besøger familien på landet, der er ved at tilpasse sig nye tider med færre grise og flere solceller. Victoria overnatter også ude i en skov sammen med sine venner. Snobrød og shelter kan noget!

Undervejs i bogen går Victoria også på opdagelse i Amazonas regnskov og planter mangrove i Mozambique. Verdensmålene er jo globale.

- Verdensmålene lider under, at FN er svækket som samlende kraft. Så meget desto vigtigere er det, at børn og deres forældre insisterer på, at de 17 mål for bæredygtig udvikling er vigtige. Med ’Blomsterne og Bierne’ og de øvrige 15 titler i serien om Victoria, kan børnene få viden og styrke deres læsekundskaber. Bøgerne kan forhåbentlig også inspirere til handling, mener Jesper Tornbjerg og Susanne Frederiksen.

Alle danske godt 2.000 grundskoler får snart tilsendt et gratis eksemplar af ’Blomsterne og Bierne’. Skolerne kan også benytte gratis undervisningsmateriale lavet af Rikke Elisa Falkenberg fra Leg med IT. Materialet kan anvendes i undervisningen i dansk og natur/teknologi samt i fx temauger og på fagdage.

Victoria & Verdensmålene er skrevet til børn på 9-12 år – og deres voksne. De fleste børn kan læse bøgerne selv, men de er også velegnede til højtlæsning og som oplæg til diskussion.

Læs mere på www.victoriaogverdensmaalene.dk

Download material