Unge grønlændere skriver sig fri af skam og ensomhed: “Jeg troede, jeg var forkert, fordi jeg var grønlænder”
Når Danmark taler om Grønland, handler det om bloktilskud og Trump – ikke om, hvordan det føles at være grønlænder. Nu har 16 unge med grønlandsk baggrund skrevet en bog om dét.
I Det Grønlandske Hus’ baggård i København er stemningen varm, sitrende og fuld af forventninger, selvom det er en kølig oktoberaften. Der er dækket op til kaffemik med alt, hvad der hører sig til af kaffe, kage, te og tørfisk, og under lyskæder og bånd i røde, blå og hvide farver, samles publikum på bænke rundt om den lille scene.
30-årige Vida Nuka Vetterlein træder op på scenen og begynder at læse op:
“Utilpasset grønlænder, det var min første diagnose. Den havde ikke nogen kode i det danske system, men jeg fik den alligevel. I skolepsykologens øjne var jeg udansk, uciviliseret og ukultiveret, og det var det, der var galt med mig.”
Publikum er helt stille og lytter opmærksomt. De er samlet til lanceringen af bogen ‘De[Grønlandske]’ der bliver udgivet af Ungdomsbureauet. Bogen er den nyeste udgivelse i Ungdomsbureauets bogserie De[Serien], hvor unge i oversete eller sårbare positioner får mulighed for at fortælle deres egne historier.
I De[Grønlandske] står 16 unge med grønlandsk baggrund frem med deres egne fortællinger. Unge, der har både dansk og grønlandsk blod i årerne, og dem, der mærker splittelsen mellem to kulturer, to modersmål og to lande.
“Jeg ville ønske, jeg havde haft den her bog, da jeg var ung,” siger aftenens vært, fotograf Nina Sikkersoq Kristoffersen, og smiler ud mod publikum. “Til at forsikre mig om, at jeg ikke er alene om at have alle de her følelser.”
De følelser, som Nina Sikkersoq Kristoffersen taler om, er skam, afmagt og ensomhed. Mindreværd og rodløshed. Den slags, der følger med, når man allerede som barn og ung mødes af stereotyper, fordomme og diskrimination. Det er de følelser, bogen særligt kredser om.
Teksterne i bogen handler meget om opvækst, kultur og sprog – om at høre til to steder på én gang og samtidig føle sig splittet. Om altid at føle sig halv, aldrig hel. Det kan de fleste af bogens unge forfattere nemlig genkende.
En livslang indre splittelse
Til boglanceringen har et par af de unge forfattere allerede læst op fra deres tekster, da Salomon Simonsen træder op på scenen og mødes af klapsalver fra publikum.
“Når jeg tænker på Grønland, ser jeg den røde sol over sneen. Jeg hører sproget i hjertet. Det føles som mit hjem. Men jeg mærker også kulden. Kulden, som er at blive gjort til en gæst i mit eget liv,” fortæller han fra scenen.
Da Salomon Simonsen tilbage i marts måned så opslaget på Instagram, hvor Ungdomsbureauet søgte forfattere, så var det at stå og læse op fra sit eget kapitel i bogen, det sidste, han havde regnet med.
“Først tænkte jeg, at det kunne jeg ikke, fordi jeg er ordblind. Men så kunne jeg høre min gamle dansklærer sige: ‘Selvfølgelig kan du skrive en bog – især hvis du er ordblind, for så har du virkelig noget på hjerte.’ Det fik mig til at søge alligevel,” siger han.
Salomon Simonsen er vokset op i Nordøstgrønland – i en lille by, han beskriver som en af de mindste og mest oversete i landet. I sit kapitel skriver han om splittelsen mellem Grønland og Danmark. Da han som barn flyttede til Danmark, oplevede han, at andre allerede havde besluttet, hvem han var, alene fordi han var grønlænder.
For ham blev mødet med de andre unge forfattere til et fællesskab, hvor han for første gang kunne spejle sig i andre, der bar på de samme oplevelser.
“Jeg græd flere gange, da jeg læste bogen. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var alene,” siger han.
Han fortæller, at skriveprocessen fremkaldte minder, han ikke havde bearbejdet før, og at det at fortælle sin historie åbent og ærligt, viste sig at være meget helende.
“Jeg opdagede, at jeg bar på en vrede, jeg ikke vidste, jeg stadig havde. At skrive min historie gjorde det muligt at lægge den fra mig.”
Grønland på dagsordenen
De fleste husker nok, da den amerikanske præsident Donald Trump sagde, at han ville købe Grønland. Det overskyggede stort alt andet i medierne på det tidspunkt. Og mens han igen og igen gentog sit ønske om at overtage landet, så trak dokumentaren “Grønlands hvide guld” overskrifter, og Spiralsagen fik tiltagende politisk opmærksomhed.
Álvur av Kák, der er projektmedarbejder hos Ungdomsbureauet, forklarer, at bogen De[Grønlandske] opstod midt i en tid, hvor diskussioner om selvstændighed og kolonialismens arv igen var blusset op.
“Tit ender samtalen med at handle om bloktilskud eller politik,” siger han. “Men sjældent om, hvordan det faktisk føles at være ung grønlænder i dag. Den her bog giver os, som ikke er grønlændere, mulighed for at forstå – og for grønlændere er den vigtig, fordi man mærker, at man ikke er alene.”
En diagnose, der satte dybe spor
Vreden, og den manglende forståelse fra omverdenen, diskriminationen og fordommene, er også noget, en anden af bogens forfattere, kan genkende.
Vida Nuka Vetterlain, der bruger pronominerne de/dem, skriver om en barndom præget af diskrimination og skam over sin identitet. Det er dem, der på scenen fortalte om at få diagnosen ‘utilpasset grønlænder’ i en alder af bare 8 år.
“Diagnosen blev hurtigt slettet fra mine papirer, men den blev aldrig slettet fra min hukommelse,” fortæller de.
I mange år forsøgte de at passe ind, at skjule deres grønlandske baggrund og skammede sig over deres kælenavn Kuka, som kun familien brugte.
“Jeg troede, jeg var forkert, fordi jeg var grønlænder. Jeg brugte mange år på at distancere mig fra den del af mig selv,” siger de.
At skrive blev en måde at forene de to sider af sig selv. Vida Nuka Vetterlein beskriver skriveprocessen til bogen som smertefuld, fordi den krævede at genopleve gamle traumer, men gennem arbejdet med bogen har de fundet en ny stolthed i deres identitet og lært at stå ved begge sider af sig selv – både den grønlandske og den danske.
“Jeg troede, jeg bare skulle fortælle min historie. Men efter at have skrevet min tekst, så har jeg fået en helt ny kærlighed til mig selv.”
Et nyt blik på Grønland
Da aftenen går på hæld i Det Grønlandske Hus, står de unge forfattere skulder ved skulder på scenen.
Med bogen har de skabt et vidnesbyrd fra unge med grønlandsk baggrund, der tager ejerskab over deres egne historier. Ved at sætte ord på det, der gjorde, at de før følte sig alene med deres oplevelser, har de nu fået et fællesskab.
“De personlige fortællinger bryder en tavshed. Når man deler sin historie, bliver man synlig på sine egne betingelser,” fortæller Álvur av Kák.
Og for ham, og holdet bag Ungdomsbureauet er det præcis det, De[Grønlandske] handler om.
“Jeg håber, bogen kan vise liv og tvivl, kærlighed og humor – alt det menneskelige, som tit bliver glemt i debatten om Grønland,” siger han.