Pærfekte portrætbilleder udfordrer perfekthedsidealet
Du kan møde store portrætbilleder af nøgne mennesker med handicap i Københavns bybillede i disse uger. De er en del af Muskelsvindfondens kampagne ‘Pærfekt’, der sætter fokus på kroppes forskellighed.
Aina Boss Budde sidder nøgen på en hvid lædersofa. Hun ser direkte ind i kameraet med et roligt, men fast blik. Budskabet er skrevet med store bogstaver på plakaten: “Vi synes, det er smukt, at vi alle er forskellige. Hvad synes du?”
Plakaten er en del af Muskelsvindfondens kampagne Pærfekt, som har sat fokus på forskellige kroppe, på en måde, der er svær at overse. De seneste uger har der nemlig hængt store portrætbilleder af nøgne mennesker med handicap eller kroppe, der på anden vis skiller sig ud, rundt omkring i København.
En af kroppene er 42-årige Aina Boss Buddes. Hun lever med muskelsvind, sidder i kørestol og har i mange år haft et svært forhold til sin krop. Nu hænger hendes portrætbillede på plakatsøjler og husmure i hele København.
“Det var vildt at se plakaten hænge ude i byen – og tænke, det er jo mig, der hænger der,” fortæller Aina Boss Budde.
Fælles for kampagnerne er ønsket om at øge repræsentationen af mennesker, der lever med et handicap, og udfordre vores opfattelse af, hvad der er normalt. Missionen for Muskelsvindfondens Pærfekt kampagne er også at skabe plads til forskellighed.
“Vi vil gøre det normalt at møde forskellige kroppe i det offentlige rum. For jo mere vi ser mangfoldigheden, jo mere naturlig bliver den. Mange mennesker har det dårligt med deres krop – uanset hvordan de ser ud. Derfor er det vigtigt at skabe et fælles rum, hvor vi kan spejle os i hinanden,” siger Simon Toftgaard Jespersen, der er formand for Muskelsvindfonden.
Aina Boss Budde er heller ikke den eneste, der har stillet sig foran et kamera de seneste år. Flere organisationer har nemlig lavet lignende kampagner.
SUMH, Sammenslutningen af Unge Med Handicap, har med portrætserien ‘Ta’ Ordet’ denne sommer sat fokus på unge med handicap, mens Danske Handicaporganisationer stod bag fotoprojektet ‘At høre til’ i 2022, der viser mangfoldigheden blandt mennesker med handicap.
Han ser også kampagnen som en måde at vise kroppe, der afviger fra de gængse skønhedsidealer, og som man sjældent ser på reklamesøjler i offentligheden:
“Jeg ser kampagnen som et modspil til de sociale medier, hvor vi konstant præsenteres for et snævert kropsideal. Derfor er det vigtigt, at de hænger i det offentlige rum og findes ude i virkeligheden.”
Behovet for dét er tydeligt. En undersøgelse fra Analyse Danmark for Danske Handicaporganisationer viser, at otte ud af ti danskere føler sig usikre på, hvordan de skal omgås mennesker med handicap.
Samtidig kæmper især unge med et massivt pres fra sociale medier. Ifølge en undersøgelse fra Sex og Samfund mener 54 procent af unge, at ”perfekte kroppe” fylder for meget i deres feed, og en tredjedel svarer, at de ofte får lyst til at ændre deres eget udseende på baggrund af det, de ser, når de scroller.
En krop ligesom alle andre
For at forstå, hvorfor Aina Boss Budde endte på den hvide sofa foran Petra Kleis’ kamera, skal vi spole tiden lidt tilbage. I starten af 2024 så hun, at Muskelsvindfonden søgte efter modeller til deres arrangement Pærfekt Croquis og besluttede sig for, at hun ville udfordre sig selv.
Et liv fyldt af hospitalsundersøgelser, hvor hun igen og igen blev bedt om at tage tøjet af, for derefter at opleve de kliniske blikke på hendes krop, har givet hende et distanceret forhold til sin egen krop.
“Mit forhold til min krop er ikke særligt positivt. Jeg har svært ved at se den som en kvindekrop. Den er blevet vurderet meget gennem lægers øjne – skæv ryg, dårlig holdning. Jeg tænkte, at som model var det mit eget valg at tage tøjet af,” fortæller hun.
Hun husker tydeligt første gang på Nørrebro Teater, hvor hun sad foran tegnerne, mens tankerne kørte rundt: “Fuck, jeg gør det her. Jeg gør det her.”
Da hun bagefter så tegningerne hænge på væggen, blev hun overrasket: “Gud, ser jeg sådan ud? Det var en krop ligesom alle andre.”
Da Muskelsvindfonden efterfølgende spurgte, om hun ville være med i en ny kampagne, sagde hun ja med det samme.
“Jeg synes, konceptet giver så meget mening. Det må være så svært at være ung i dag med alle de sociale medier og filtre. Jeg ville gerne være med til at vise, at kroppe ser ud på mange måder,” siger hun.
Da Aina Boss Budde skulle fotograferes, endte hun i den hvide sofa – og ikke i sin kørestol. Det viste sig at betyde meget for hende.
“Jeg synes, at det var fedt at tage kørestolen ud af ligningen. Jeg hænger jo altid sammen med min kørestol, men her ser man mig, bare mig. Det blev på en måde endnu mere nøgent.”
Hun håber, at andre kan bruge kampagnen til at se forskellighed som naturligt og til at tale mere åbent om deres forhold til kroppen.
“Jeg håber, folk kan se vores billeder og tænke: Det er jo bare en krop, og den er fin, som den er. Og så måske også tænke det om deres egen.”
Samfundets blik på den handicappede krop
Men hvad betyder sådan en kampagne egentligt i et større samfundsperspektiv?
Ifølge sociolog og ph.d.-studerende på Københavns Universitet Olivia Dahl, der forsker i hverdagslivet med handicap, er sådanne kampagner en del af en længere historie om, hvordan vi som samfund ser på den handicappede krop.
Historisk set er en krop med handicap blevet fremstillet meget negativt, forklarer hun:
“Det har været en stor del af den klassiske fortælling, at handicap er en personlig tragedie, der skal gemmes væk. At det ikke må fylde for meget. At handicap er besværligt, forkert og en byrde for samfundet,” og fortsætter:
“Den her kampagne er en måde at tage kroppen tilbage på, at tage plads og sige: this is me. Her er vi i al vores mangfoldighed og forskellighed, og vi må gerne være her.”
Samtidig påpeger hun, at kampagnen kun er et lille skridt på vejen, og at det kan være sårbart at stille sig frem. Hun mener, at arbejdet med at bryde kropsidealer og skabe plads til forskellighed bør integreres i folkeskolen, på gymnasierne og i den offentlige samtale på mange niveauer:
“En ting er at skabe synlighed og sætte tanker i gang, noget andet er samtalen, der kommer efterfølgende. Kampagnen er et stærkt bidrag, men den bør ikke stå alene. Det kræver flere og bredere indsatser for at skabe mere plads til at være menneske på forskellige måder.”
Hun mener dog, at en kampagne som Pærfekt er en del af et forsøg på at gøre op med det historiske blik på den handicappede krop, som har gjort, at der er knyttet meget skam og skyld til handicap.
“Kampagnen stiller sig på skuldrene af andre bevægelser, der har kæmpet for anerkendelse. Jeg ser det som en modstandshandling mod den systematiske eksklusion af personer med handicap og de diskurser, der understøtter fortællingen om, at handicap er forkert”.
Dermed peger hun på kampagnens dobbelte betydning: Den er både udtryk for en nyere form for kollektiv mobilisering og handling på handicapområdet og et forsøg på at gøre op med snævre forestillinger om, hvordan “acceptable” kroppe skal se ud og være i verden. Og på det punkt har vi som samfund altså stadig et stykke vej at gå.