Oprindelige folk findes over hele verden. Nu findes de også i ny filmfestival i København

Omdiskuteret DR-Dokumentar bliver åbningsfilm i ny københavnsk filmfestival. Arrangørerne bag kalder filmen for en modfortælling til det danske narrativ.

For første gang nogensinde løber den nye filmfestival Indigenous Peoples’ Film Festival Copenhagen af stablen i København torsdag den 2. oktober.

Festivalen skal give plads til oprindelige folks stemmer gennem film skabt af og med dem. For selvom oprindelige folk er estimeret til at udgøre 476 millioner mennesker på verdensplan, er kendskabet til deres liv og historier fortsat begrænset blandt resten af verdens befolkning. Ligesom de stadig er underrepræsenterede på de fleste biograflærreder.

”Vi vil gerne introducere gæsterne for de mange oprindelige folk, der er ude i verden. Hele seks procent af verdens befolkning identificerer sig som oprindeligt folk, så der er mange historier at fortælle,” siger Helle Løvstø Severinsen, der er Engagement Advisor i IWGIA som arrangerer festivalen i samarbejde med Det Grønlandske Hus i København.

Udover et queertema, der sætter fokus på oprindelige folks LGBTQ+-historie, så er Arktis og Grønland netop et af fokuspunkterne i festivalens filmprogram.

”Jeg er superglad for, at vi er en del af festivalen. Det er tiltrængt, at der kommer fokus på oprindelige folk. Det er alt for ofte, at vi ser og forstår verden fra et vestligt perspektiv, så det er godt, at vi på filmfestivalen fremhæver de oprindelige folks perspektiver,” siger Lars Lerche som er kulturmedarbejder i Det Grønlandske Hus i København og som selv er inuk.

Omdiskuteret dokumentar åbner ballet

Arrangørerne bag festivalen har valgt at vise den omdiskuterede DR-dokumentarfilm ”Orsugiak – Grønlands Hvide Guld” som åbningsfilm.

Dokumentarfilmen fortæller historien om minen Ivuttuut nær Arsuk i Grønland som danske selskaber udvandt kryolit fra i perioden 1854 til 1987. Filmen kritiserer Danmark og undersøger, hvor stor værd minen havde for danske selskaber og den danske økonomi.

Filmen udløste en mediestorm om, hvorvidt Danmark har tjent 400 milliarder kroner på kryolitudvindingen. Et regnestykke, som blev stærkt kritiseret af eksperter og danske politikere. Det førte til, at DR trak dokumentaren tilbage fra dets platform ni dage efter premieren.

Dokumentarfilmen "Orsugiak - Grønlands hvide guld" nåede kun at være på DR's platform i ni dage, inden den blev fjernet af DR selv. Foto: DR.
Dokumentarfilmen "Orsugiak - Grønlands hvide guld" nåede kun at være på DR's platform i ni dage, inden den blev fjernet af DR selv. Foto: DR.

”At filmen ender i en mediestorm, der går op i økonomi og tal, er utrolig ærgerligt. Selve hovedfokus burde være, at det her faktisk er en modfortælling uanset beløbets størrelse,” siger Lars Lerche og fortsætter:

”Det er en modfortælling til det danske narrativ, hvor Grønland udelukkende får penge fra Danmark. Danmark tjener selvfølgelig også på Grønland, og det er filmen et godt eksempel på. Derfor er det vigtigt for os, at det er åbningsfilmen.”

Oveni hatten bragte DR’s satireprogram ”Tæt på Sandheden” efterfølgende et satireindslag om dokumentaren. Her blev filmens hovedperson, Naja Dyrendom Graugaard, der er inuk og forsker i den koloniale relation mellem Grønland og Danmark ved Københavns Universitet, karikeret. Indslaget blev stærkt kritiseret af især inuitstemmer, der kaldte indslaget for racistisk og en fornægtelse af Danmarks koloniale forhold til Danmark. Naja Dyrendom Graugaard udgav efterfølgende et digt i Politiken som modsvar.

På grund af hele filmens efterspil har arrangørerne af festivalen valgt at afholde en talk inden visningen. Her skal Lars Lerche være moderator for en samtale mellem filmens instruktør Otto Rosing og Naja Dyrendom Graugaard.

”Vi kommer til at tale om den danske respons på filmen og den efterfølgende mediestorm. Udsendelsen i ”Tæt på Sandheden” var dråben, der fik bærret til at fylde over for rigtig mange grønlændere, så jeg glæder mig enormt meget til den her talk,” siger Lars Lerche.

Oprindelige folk findes overalt

Selvom festivalens fokus er på Arktis og queerness, så er der også andre film fra hele verden med andre temaer – og det er helt bevidst.

”Vi vil gerne vise danskerne, at oprindelige folk findes overalt, og at de har mange forskellige udtryk,” siger Helle Løvstø Severinsen.

Der findes over 5.000 forskellige grupper af oprindelige folk, og de lever i over 90 lande. Deres territorier udgør over en fjerdedel af Jordens overflade, men på grund af kolonisering, kommercielle interesser og klimaforandringer bliver oprindelige folk og deres rettigheder undertrykt, og de bliver presset på deres ressourcer.

”Når træer i Amazonas eller Malaysia bliver fældet, fordi vi i Vesten skal have billig palmeolie i vores chokolade, så er der en forbindelse til de oprindelige folk. Det er bare nogle af de konsekvenser, som går ud over oprindelige folk, som vi herhjemme bidrager til hver dag,” siger Helle Løvstø Severinsen og fortsætter:

”Det er ikke fordi, gæster skal gå deprimerede fra biografsalen, men filmmediet kan gøre disse konsekvenser levende for publikum, og så kan gæsterne forholde sig til dem.”

Du kan blandt andet se en film om, hvordan ainuere i Japan, var tvunget til at fjerne deres identitet og kultur, og en film om oprindelige folk i Amazonasjunglen, der får invaderet deres beskyttede territorier.

”Efter vi slog programmet op, har vi fået henvendelser fra nær og fjern om andre gode film. Jeg håber, at vi næste år får mulighed for at komme endnu længere ud og får vist nogle originale film, der ellers ikke ville have set dagens lys i København,” siger Helle Løvstø Severinsen.

Indigenous People’s Film Festival Copenhagen afholdes i Empire Bio i København fra 2. – 5. oktober.

Filmskaberen Aka Hansen fremmer ligestilling mellem kønnene gennem grønlandsk historie Læs også
Udgivet

Filmskaberen Aka Hansen fremmer ligestilling mellem kønnene gennem grønlandsk historie

Den grønlandsk-danske filmskaber og aktivist Aka Hansen giver gennem hendes film et nuanceret billede…

50 dokumentarfilm om verden får nyt liv som undervisningsmateriale for danske skolebørn Læs også
Udgivet

50 dokumentarfilm om verden får nyt liv som undervisningsmateriale for danske skolebørn

Hvad sker der, når en gruppe unge kvinder i Zambia beslutter sig for at oprette et detektivbureau? Kan…

Dilemmaspil skal få børn til at tænke over palmeolie og natur Læs også
Udgivet

Dilemmaspil skal få børn til at tænke over palmeolie og natur

Interaktivt YouTube-spil vil få børn til at tage stilling til ægte problemer på en palmeolieplantage.