Til jord skal du blive: Bedemand vil give dig et bæredygtigt alternativ, når du dør

Formuldning er en bæredygtig metode til at forvandle døde kroppe til næringsrig muld. Metoden er ikke lovlig i Danmark, men det vil en bedemand fra Aarhus ændre på.

Hvad skal der ske med din krop, når du engang dør? Hvis du vil begraves i Danmark, så har du i dag to valgmuligheder: Du kan enten blive begravet i en kiste eller blive kremeret.

Står det til bedemand Mette-Marie Nikolajsen, skal du også have en tredje – og mere bæredygtig – mulighed: formuldning.

”I stedet for at kroppen køres til krematoriet, så køres det til et formuldningshus. Efter et par måneder, så er kroppen blevet til en god og næringsrig muld, som planterne er klar til at bruge,” siger hun.

Formuldning er en anerkendt og bæredygtig metode til at forvandle døde kroppe til muld, og det er en begravelsesmulighed for en del amerikanere, hvor det blandt andet er lovligt i staterne Washington, Oregon og New York. I Europa er det kun lovligt i Tyskland, men i både Norge, Sverige og Storbritannien arbejdes der på at gøre formuldning lovligt.

Herhjemme har Mette-Marie Nikolajsen startet ’Forening Formuldning – Miljøvenlig Begravelse’, hvor hun arbejder for at gøre det grønne alternativ til en lovlig begravelsesform i Danmark.

”Jeg synes, det er vigtigt, fordi vi er i en situation, hvor vi skal passe på kloden, og det skal vi gøre, hvor vi er. Det, jeg ved noget om, det er begravelser,” siger bedemanden.

Vand er dårligt brændstof

Der er ikke blevet ændret i Danmarks begravelsesformer, siden man i 1892 lovliggjorde kremering. Det var en lang kamp dengang, selvom de overfyldte kirkegårde udgjorde en livsfarlig sundhedstrussel.

Sådan er det heldigvis ikke i dag, hvor knap 88 procent af danskerne blev kremeret i 2024.

”Nu er det en anden dagsorden, der optager os, og som vi skal have styr på, og det er miljøet og klimaet,” siger Mette-Marie Nikolajsen og fortsætter:

”Vores kroppe består af omkring 60 procent vand, og det er jo ikke verdens bedste brænde. Derfor skal der bruges diesel til at brænde kroppen af, og så udleder selve forbrændingen også CO2 til atmosfæren.”

Ifølge Danske Krematoriers Landsforening udleder én kremering herhjemme, fratrukket udnyttet overskudsvarme fra krematorium til fjernvarme, i gennemsnit 17 kilo CO2. Tallet er uden transport og urne. Til sammenligning udleder et kilo oksekød i gennemsnit 32,5 kilo CO2.

Sidste år blev 50.191 danskere kremeret, og ganger man det med 17 kilo, så udledte det lidt over 853 tons CO2. Danmarks samlede årlige CO2-udledning er cirka 40 millioner ton.

Selvom den samlet udledning fra kremeringer ikke lyder af meget i det store billede, så understreger bedemanden, at det stadig skal være en mulighed at udlede så lidt CO2 som muligt som sit sidste ønske.

”Naturen har brugt millioner af år på at optimere formuldning, og det er den mest naturlige måde at komme tilbage i jorden på,” siger hun.

Kræver en lovændring

Hvis formuldning skal blive en mulighed i Danmark, så kræver det, at vi laver en ændring i begravelsesloven. Noget, som der i år også har været til debat i forbindelse med askespredning.

I foråret åbnede kirkeminister Morten Dahlin (V) op for, at man kan få sin aske delt og bisat to steder. I juni anbefalede et flertal i Etisk Råd, at det bliver tilladt at sprede aske på jorden, opbevare urne i eget hjem og at anvende asken til smykker. Ingen af delene er i dag lovlige og betragtes ifølge lovgivningen som usømmelig omgang med lig.

Mette-Marie Nikolajsen forstår også skepsissen hos folk, der hører om formuldning. Hun har selv mødt den, når hun har snakket om sin forening.

”Der er to hovedreaktioner. Nogle siger, at det lyder spændende, mens andre bliver forargede. Der er vi forskellige som mennesker, men det er vigtigt, at vi har nogle begravelsesformer, som vi kan vælge imellem,” siger hun og fortsætter:

”Engang var kremering utænkeligt, og nu er det danskernes foretrukne begravelsesform. Nye ting tager tid.”

Derfor tror hun også på, at vi en dag får muligheden for at vælge formuldning til herhjemme.

Til spørgsmålet om, hvorvidt bedemanden selv vil formuldes, hvis hun får muligheden, svarer hun:

”Det er stensikkert. Jeg vil gerne blive til noget, hvor der er gavn. At jeg kan blive til jord, hvor der for eksempel kan plantes et træ. Det er dét, jeg godt kan lide ved formuldning.”

En renæssance for dødssamtalen Læs også
Udgivet

En renæssance for dødssamtalen

Flere ældre og fagpersoner tør i dag tage den vigtige samtale om døden – og det giver både livskvalitet,…

Lys over Damsøgård: På plejehjem skinner lamper efter solens bue på himlen Læs også
Udgivet

Lys over Damsøgård: På plejehjem skinner lamper efter solens bue på himlen

Blødt, mildt og fyldt med ro. På plejehjemmet Damsøgård er lyset helt særligt. Det starter svagt…

Den danske selvmordsrate er historisk lav, og snart bliver den endnu lavere Læs også
Udgivet

Den danske selvmordsrate er historisk lav, og snart bliver den endnu lavere

For fire årtier siden begik fire danskere selvmord hver eneste dag. Siden er adgangen til blandt…