En renæssance for dødssamtalen

Flere ældre og fagpersoner tør i dag tage den vigtige samtale om døden – og det giver både livskvalitet, værdighed og bedre pleje. 

I mange år har døden været noget, vi helst gemte væk. Noget, der foregik bag hospitalsgardiner eller i stilhed på plejecentre. Men noget er ved at ændre sig i den danske ældrepleje: Døden er på vej tilbage som noget, vi tør tale om. I Skive, Viborg og Silkeborg kommune har Projekt Livets Afslutning vist, hvordan samtaler om den sidste tid – den såkaldte “vigtige samtale” – kan blive en naturlig del af sundhedsplejen, til gavn for både borgere, pårørende og sundhedsansatte.

“Døden har fået en renæssance som en del af livet,” mener Ove Gaardboe, overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som også har været  med til at udvikle Projekt Livets Afslutning. For projektet er blot ét af mange, som tyder på, at vi i Danmark, langsomt men sikkert, trækker døden frem i dags­lyset.

Hvad går projektet ud på?

Ove Gaardboe lægger ikke skjul på, at projektets formål er enkelt: At sikre, at ældre og alvorligt syge får mulighed for at sige til og fra, når døden nærmer sig. “Det er ikke raketvidenskab,” erklærer han.

Helt banalt bliver borgere inviteret til at tage stilling til, hvordan de ønsker, at deres sidste tid skal være, når de flytter ind på plejecentret.

“Det handler om, at man skal have afklaret det rigtige undersøgelses- og behandlingsniveau til den enkelte borger eller patient.”

Projektet blev affødt af et forstudie i 2018 af Midtklyngen – altså samarbejdet mellem Regionshospitalet Viborg, samt Skive, Viborg og Silkeborg Kommune, og områdets praktiserende læger. Studiet pegede på en tydelige erkendelse: Alt for få samtaler om døden blev taget i tide. Det resulterede ofte i uønsket behandling, genoplivning og hospitalsindlæggelser.

Ove Gaardboes egne erfaringer peger i samme retning: Da han først begyndte at arbejde med emnet for 10 år siden, var der “stort set ingen plejecentre i Danmark, hvor man havde det som en naturlig del af sin politik eller rutine,” fortæller han.

Forstudiet fandt visse huller i ældreplejen, der stod i vejen for, at de vigtige samtaler kunne opstå. For det første manglede sundhedspersonale kompetencer – ord og metoder – til at tage snakken op. Samtalen havde heller ikke en fast plads i de indflytningssamtaler, plejecentrene ellers har med nye beboere. Og der var ingen systematisk indsats: Borgernes ønsker forsvandt, når sektorerne skiftede, for eksempel når de bevægede sig fra praktiserende læge, til plejecenter, eller til sygehus.

Derfor blev Projekt Livets Afslutning rullet ud fra 2020 til 2022, med fire indsats­områder:

1. Forventningssamtaler – hvor borgerens ønsker til behandling og pleje i den sidste tid drøftes.
2. Støtte til pårørende – som ofte står med usikkerhed og spørgsmål.
3. Tydelig dokumentation – så borgerens valg følger med i alle sektorer.
4. Viden om vågetjenester – så ingen dør alene.

Diana Gaarskjær er sygeplejerske i Skive Kommune, og blev frikøbt et år for at implementere projektets metode bredt på kommunens plejecentre og i hjemmeplejen. Hun understreger, at “det ikke handler om at tale folk i graven. Det handler om at give dem mulighed for at bestemme selv.”

Fra pilot til permanent praksis

Blandt både borgere og sundhedspersonale, blev Projekt Livets Afslutning modtaget “suverænt godt,” siger Ove Gaardboe. Og Diana Gaarskjær fortæller, at mange af de plejecentre hun arbejdede med, har valgt at føre initiativet videre.

"I starten troede vi, at borgerne ville blive kede af det eller afvise samtalen. Men det viste sig hurtigt, at mange faktisk blev lettede over, at nogen turde spørge. Det giver ro – for dem selv og for deres pårørende," siger hun.

Og ifølge Diana Gaarskjær har projektet også givet et løft til arbejdsglæden blandt personalet. Hun oplevede nemlig, at det ofte var personalet – ikke borgerne – der tøvede. Nogen følte sig usikre på, hvordan de skulle tage emnet op, og for andre var det måske for sårbart. Men i dag føler hendes kolleger sig mere sikre, fordi de ved, hvad de skal gøre, når en borger bliver dårlig eller dør.

"Det gør en forskel, at alle – også de ufaglærte – ved, hvad der står i borgerens journal. Skal vi ringe efter en ambulance? Eller bare være der, holde i hånd og kontakte familien? Det skaber ro også for os," siger hun.

Et bredere kulturskifte

Siden 2022 har metoden bredt sig til Nordjylland, Lolland-Falster og flere andre Sundhedsklynger. Og Projekt Livets Afslutning er ikke det eneste af slagsen. Flere kommuner og sygehuse har taget lignende initiativer.

Samtidig spirer døden frem i kulturen: Hospice‑podcasts, dokumentarer og avis-features gør døden til samtale­emne i daglig­stuen; sundheds­studerende efterspørger eksistentielle samtaler i pensum; politikere diskuterer indførelse af dødssamtaler hvert 5. år fra 65-års alderen; og fast tilknyttede plejecenter læger har siden 2022 sikret, at mindst én ansvarlig kender til borgerens ønsker.

“Vi skubber til en vogn, der allerede er begyndt at trille,” siger Ove Gaardboe.

Ifølge ham skyldes tendensen et øget fokus på etik og eksistentielle spørgsmål blandt den yngre generation – for i hans oplevelse, er det nemlig det yngre sundhedspersonale, der skubber på for at tage samtalerne.

“Døden har været væk fra det offentlige rum, men nu vender den tilbage" siger Ove Gaardboe.

Etik før økonomi – men regnestykket tæller

Udover at dødssamtaler bidrager til en mere værdig død, er der også et vigtigt ressource-aspekt.

Ifølge Ove Gaardboe ser man ofte, at to social- og sundhedsassistenter begynder at genoplive en 95-årig, fordi der ikke stod noget i journalen. Det sætter en kædereaktion i gang: Ambulance, akutmodtagelse, intensiv.

“Det giver ingen mening. For det første giver det en hel masse unødvendig larm og forstyrrelse i et almindeligt dødsforløb. Og selvfølgelig også et spild af ressourcer. Denne ressource vinkel er rimelig nok at tage med i en samlet betragtning,” mener Ove Gaardboe.

Men for ham er det vigtigt, at økonomi ikke bliver det primære argument for at tage samtalen.

"Når vi ved, hvad borgeren ønsker, kan vi undgå overbehandling. Det sparer ressourcer – og vigtigere: Det giver mere værdighed," siger han.

Et mere menneskeligt farvel

Projekt Livets Afslutning handler ikke om at styre døden. Det handler om at skabe plads til det menneskelige, når livet går mod sin afslutning. Som Ove Gaardboe siger:

"Vi kan ikke planlægge døden. Men vi kan sørge for, at alle ved, hvad der er vigtigt, når tiden er inde."

Og det er netop der, den vigtige samtale gør en forskel. "Når vi taler om døden, bliver det ligeså meget en samtale om det levede liv,” siger Diana Gaarskjær.

Det lyder paradoksalt, men det er netop det, som projektet erfarer: Når vi tør tale om døden, bekræfter vi retten til at leve – og dø – på egne præmisser.