Regeringen vil skodde de unges cigaretter i nyt sundhedsudspil

I dag bliver det længe ventet sundhedsudspil lanceret. En af forslagene er blandt andet at forbyde salg af cigaretter til danskere født i eller efter år 2010.

I et nyt sundhedsudspil lancerer regeringen senere i dag en ambition om, at generationen født efter 2010 skal være nikotinfri. Hvis forslaget bliver vedtaget i Folketinget, vil det betyde, at salget af cigaretter, snus og andre nikotinprodukter vil blive forbudt for alle født i eller efter år 2010, skriver DR. Det vil altså betyde, at borgere, der er født i eller efter år 2010 ikke må købe tobak, selv når de bliver voksne. Men folk født året før stadig har mulighed for det. Der vil i teorien komme to grupper i samfundet: En, der må købe tobak og andre nikotinprodukter og en, der ikke må, indtil generation 2010 er blevet så gamle, at aldersgrænsen dermed er hævet så meget, at det er forbudt for alle. Med de nuværende regler skal man være 18 år, før man må købe tobak og andre nikotinprodukter.

Baggrunden for forslaget er, at rygning er ekstremt sundhedsskadeligt. I Danmark dør omkring 14.000 mennesker om året på grund af rygning, og der dør flere af passiv rygning end i trafikken. Nemlig mellem 300 og 500.

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil Danmark følge efter New Zealand. De offentliggjorde planer for et forbud i 2021. Planen i New Zealand er, at lovgivningen vil blive vedtaget i slutningen af 2022. Her er det folk født efter 2008, der ikke længere skal have mulighed for at ryge. Loven vil gøre New Zealand til et af de mest restriktive lande i verden på området, kun overgået af Bhutan, hvor cigaretter helt er bandlyst, ifølge Reuters.