Rekordmange danskere kender til Verdensmålene: "De er for alvor er blevet en del af samfundet"

Kan vi frem mod 2030 nå at bekæmpe klimakrisen? Udrydde fattigdom? Mindske uligheden? Kendskabet til Verdensmålene vokser, men det gør tvivlen på, om vi kan nå dem også, viser nye tal.

FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling frem mod 2030 blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FN topmødet i New York den 25. september 2015 - samme år viste tal, at blot 19 pct. af danskerne have hørt om Verdensmålene.

År for år er denne procentdel vokset markant siden dengang og i 2022 angiver 81 pct. at have set eller hørt om FN’s Verdensmål. Det er en stigning på 2 pct. siden 2021.

Tallene glæder Thomas Ravn-Pedersen, adm. direktør og chefredaktør for Verdens Bedste Nyheder, der er med til at udbrede kendskabet til Verdensmålene:

”Det er imponerende, at tallet fortsat stiger. Mig bekendt er tallet blandt de højeste i verden. Det ser jeg samtidig som et tegn på, at Verdensmålene for alvor er blevet en del af samfundet og er blevet noget som kommuner og virksomheder i stigende grad styrer efter,” siger han.

Kilde: Epinion
Kilde: Epinion

2030: Tvivlen vokser hos danskerne

Andelen af danskere i 2022, der finder det realistisk, at vi når FN’s Verdensmål inden 2030 er dalet.

29 pct. af danskerne tror i 2022 på, at Verdensmålene ”i nogen grad” er realistiske at nå inden 2030. 2 pct. svarer ”i høj grad”.

Det er et fald sammenlignet med 2021, hvor 33 pct. svarede ”i nogen grad” og 3 pct. ”i høj grad”.

Stilles skarpt på nogle af Verdensmålenes temaområder, så bekræftes dette fald.

Andelen af danskere der vurderer, at det er realistisk at ”udrydde ekstrem fattigdom”, ”mindske ulighed” og ”bekæmpe klimaforandringer” er lavere end i 2020 og 2021:

F.eks. mener 45 pct. i 2022, at vi ”i nogen grad” eller ”i høj grad” kan bekæmpe klimaforandringer. 54 pct. svarer ”i mindre grad” eller ”slet ikke”.

Faldets skyldes to ting ifølge Thomas Ravn-Pedersen fra Verdens Bedste Nyheder :

"For det første er vi ikke kommet hurtigt nok i gang i Danmark med den store bæredygtige omstilling. Og for det andet vokser klimakrisen og energikrisen lige for øjnene af os. Så jeg kan godt forstå, at mange danskere tvivler. Og  for mig er det faktisk en endnu større motivation for at vi simpelthen skal have mere fart på Verdensmålene."

Kilde: Epinion
Kilde: Epinion

Danmark bør gå forrest

Danskerne mener, at vi som land bør gå forrest for at nå Verdensmålene:

76% svarer, at danskerne ”i høj grad” eller ”i nogen grad” bør gå forrest internationalt for at nå Verdensmålene:

Der er ligeledes bred enighed om, at Danmark nationalt bør gøre en ekstra indsats for at nå FN’s Verdensmål.

83% mener, at Danmark ”i høj grad” eller ”i nogen grad” bør gøre en ekstra indsats for at nå Verdensmålene. Dette er på niveau med 2021.

Hvor dybt er kendskabet til målene?

Én ting er at have hørt om Verdensmålene. En anden ting er dybden af kendskabet til de 17 specifikke mål.

Når danskerne skal bedømme deres eget vidensniveau, så svarer 39 pct. i 2022, at de har ”nogen grad" af viden om Verdensmålene, hvilket er en stigning på 1 pct. sammenlignet med året forinden og 3 pct. sammenlignet med 2019.

4 pct. svarer, at de har "høj grad" af viden om Verdensmålene.

Det vil med andre ord sige, at op mod halvdelen af danskerne har "høj" eller "nogen grad" af viden om Verdensmålene i 2022.

Hvis du vil vide mere...

Læs mere om verdensmålene her.