Aktivister hylder virksomheder med ny pris: “Venner, klokken er fem minutter i klimakollaps. Det er ikke længere sejt er vækste hurtigt”

Med den første Humlebipris vil ungdomsbevægelsen hædre bæredygtige virksomheder og samtidig sende et signal om, at vækst uden omtanke er yt.

I den tidligere remise på Enghavevej, hvor daghøjskolen AFUK holder til, er der fredag eftermiddag en summende stemning. De seneste to dage har stedet lagt hus til Fabrika - en festival for fællesskabende iværksættere arrangeret af Kooperativt København, der arbejder for at skabe fremtidens bæredygtige erhvervsliv.

Nu kulminerer festivalen med det sidste indslag: den allerførste uddeling af Humlebiprisen – fra Den Grønne Ungdomsbevægelse til en dansk virksomhed.

Men hvorfor overhovedet hylde virksomheder, når man som Den Grønne Ungdomsbevægelse normalt kæmper imod vækstlogik og ubegrænset profit?

“Det er vigtigt ikke at dømme hele den private sektor ude. Der findes virksomheder, der oprigtigt prøver at vise, hvordan man kan gøre tingene på nye måder,” siger Elise Sydendal fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Med Humlebiprisen har de et klart mål:

“Vi vil gerne redefinere, hvad det vil sige at være en succesfuld virksomhed. Det handler ikke om at vokse mest, men om at gavne mest. I dag hyldes vækst for vækstens skyld, men vi synes, der mangler anerkendelse af dem, der faktisk prøver at gøre noget andet,” siger Elise Sydendal fra scenen.

Og de nominerede er: Københavns Fødevarefællesskab, Buddha Bikes, Catapult Projects og Almennr Bofællesskaber. Virksomheder, der på hver deres måde efterlever bevægelsens principper om fællesskab, ansvar og bæredygtig værdiskabelse i erhvervslivet.

Humlebien som modsvar til gazellen

Inden uddelingen talte jeg med Mia Pedersen og Elise Sydendal, som er en del af arbejdsgruppen, der har udviklet prisen.

De fortæller, at prisen er opstået som et modsvar til Børsens velkendte Gazellepris, der hvert år tildeles danske virksomheder, som - ligesom gazellen på savannen - har haft de største vækstspring.

“Humlebien tager ansvar for sit lokalsamfund – den bestøver og har en værdi, der rækker langt ud over sig selv. Og så plejede man at sige, at den gør det umulige ved at flyve, selvom den egentlig ikke burde kunne. Sådan er det også med de virksomheder, vi hylder i dag. De gør det svære muligt i et system, der stadig belønner hypervækst,” fortæller Elise Sydendal.

“For at støtte denne nye fortælling om, hvad værdiskabelse er, kræver det, at man hylder dem, der tør gå imod strømmen,” supplerer Mia Pedersen.

Virksomheder som en del af løsningen

Aktivisterne i ungdomsbevægelsen ønsker at nuancere billedet af erhvervslivet. I  bogen Til Fremtidens Virksomheder har bevægelsen formuleret syv principper for, hvordan fremtidens virksomheder bør agere, og med prisen ønsker de at hylde dem, der allerede opererer efter dem.

For selvom den dominerende tendens stadig handler om at vokse og profitere mest muligt, findes der virksomheder, der kæmper for at drive forretning på en bæredygtig præmis.

“Det er netop den slags virksomheder, vi gerne vil arbejde for en dag. Når vi er færdige med vores uddannelser, vil vi bruge vores arbejdskraft dér, hvor man tænker ud over det klassiske vækstprincip,” siger Mia Pedersen.

“Og derfor er det vigtigt at hylde de virksomheder, der faktisk gør en indsats for at omstille sig. Der skal ikke længere være status i hurtig vækst - for venner, klokken er fem minutter i klimakollaps. Det er ikke længere sejt at vækste hurtigt,” tilføjer Elise Sydendal.

Og vinderen er …

Tilbage i salen venter publikum i spænding.

35 virksomheder er blevet indstillet. Fire er nomineret. Én skal vinde.

Publikum tramper i gulvet, og larmen breder sig i den gamle remise, da Københavns Fødevarefællesskab annonceres som vinderen. Jubelen bryder ud.

En repræsentant fra Københavns Fødevarefællesskab går på scenen og modtager den håndskårne humlebifigur i træ.

“Det er utroligt at blive udvalgt til denne pris. Det kan være op ad bakke at spille på den her bane. Det ved alle, der prøver at leve op til de her principper. Derfor er det fedt at få mulighed for at fejre det. Tak for prisen,” lyder det fra scenen.

Flere unge bliver iværksættere: ”De er drivkraften til at skabe nye arbejdspladser og innovation” Læs også
Udgivet

Flere unge bliver iværksættere: ”De er drivkraften til at skabe nye arbejdspladser og innovation”

Der er flere og flere, der bliver iværksættere i Danmark, og de seneste ti år er der kommet flere…

Klimafokus er en overskudsforretning for danske virksomheder Læs også
Udgivet

Klimafokus er en overskudsforretning for danske virksomheder

Det kan godt betale sig for danske virksomheder at fokusere på grøn omstilling. Der er nemlig mange…

Fra frygt til fremtidstro: Ny interviewbog vil få os til at forestille os det gode, grønne liv i 2050  Læs også
Udgivet

Fra frygt til fremtidstro: Ny interviewbog vil få os til at forestille os det gode, grønne liv i 2050

Hvis vi skal kæmpe for den grønne omstilling, skal vi kunne forestille os et godt liv i 2050. I…