Fra frygt til fremtidstro: Ny interviewbog vil få os til at forestille os det gode, grønne liv i 2050

Mere muld mellem hænderne

Forestil dig, at du træder ud ad din hoveddør. Hvor der engang var asfalt og parkerede biler, er der nu træer, blomsterbede og summende bier. I byerne løber der grønne områder gennem kvartererne, og på landet er de fleste marker erstattet med skove.

I fremtidens samfund fylder naturen mere i vores liv – ikke kun fysisk, men også i vores bevidsthed. Vi befinder os i klimapsykolog Solveig Roepstorffs fremtidsvision, og her har vi gjort grøn dannelse til en central del af børns skolegang.

“Børn skulle have fingrene i jorden, plante og se tingene gro for at få en forståelse for det kredsløb, de var en del af,” siger hun i bogen.

Når man fra barnsben har en større forståelse for naturen omkring en, så føler man en forpligtigelse for at passe på den.

“Det handler om at uddanne mennesker til at elske verden nok til at tage ansvar for den. Det vi holder af, vil vi også passe på.”

En fremtid med mere jord under neglene er også det, som filosof, forfatter og klimaaktivist Esther Michelsen Kjeldahl drømmer om:

“Vi har lært at dyrke jorden, vi har lært jorden at kende. I vores gårdkollektiver dyrker vi grøntsager på skånsomme måder, og der er altid gang i henkognings-, syltnings- og fermenteringsprojekter.”

I hendes fremtid er landdistrikterne blomstret op igen, fordi vi søger de lokale fællesskaber og ønsker at leve tæt på den vilde natur. Folk i 2050 er nemlig stolte af at have genskabt de danske egeskove og store vådområder, der tiltrækker ænder og andre fugle.

Hun beskriver et landskab med moser, vandløb og vild skov – og hvor lyden af biltrafik i baghaven er blevet erstattet af fuglesang og frøers kvækken.

Respekt for ressourcerne

I år 2050 har vi også gjort op med overforbruget, der tærede på planetens begrænsede ressourcer.

En af vores mest prominente klimaforskere og medforfatter til konceptet om planetære grænser, Katherine Richardson formulerer det skarpt i sit kapitel:

“Vi tager ikke flere af Jordens ressourcer, end vi giver tilbage.”

De planetære grænser er vores rettesnor for, hvor meget vi mennesker må påvirke klima, miljø og biodiversitet på planeten, uden vi risikerer, at det får voldsomme konsekvenser for vores levevilkår.

I hendes fremtidsvision har vi lært af naturens eget kredsløb, hvor intet går til spilde. Alt nedbrydes og bruges igen.

“Der kommer ikke en skraldemand en gang om ugen og henter mit affald, for jeg producerer det ikke længere,” fortæller hun i bogen.

Ikke alene genbruges alt i et cirkulært system, vi har også grundlæggende haft et opgør med vores forbrugsvaner.

For iværksætter og investor Tommy Ahlers betyder det, at standarden for fremtidens produkter er, at de er klimavenlige.

“Bæredygtighed er tænkt ind i markedet, uden at der er nogen, der nødvendigvis tænker så meget over det. Det er bare blevet et vilkår, i alt det, vi gør,” siger han i bogen.

Når han tænker på sit liv i 2050, er det ikke nogen utopisk forestilling om, at vi slet ikke forbruger noget, eller skal lide en masse afsavn, tværtimod.

“Livet er ikke kun det gamle liv minus CO2. Vi rejser smartere og grønnere. Vi har masser af fleksibilitet og er gladere mennesker - især fordi vores samfund lever i bedre samspil med naturen.”

Tid til det, der betyder noget

I 2050 har vi altså sagt farvel til et forbrugssamfund, hvor det hele tiden handlede om at købe mere og mere. Det har givet os mere tid og mere frihed i fremtiden.

Madiværksætteren Claus Meyer kalder det en ny form for luksus: friheden fra hele tiden at skulle have noget nyt.

“Vi oplever, at der er andre måder at opleve rigdom på end det at købe nye ting.”

I 2050 forestiller han sig, at vi vil glæde os over ikke at belaste kloden, og at vi lever mere nærværende liv med mere tid til fordybelse.

Forfatteren Charlotte Weitze minder os også om i sit kapitel, at det ikke kun er vores vaner, men også vores mindset, der er ændret.

“Det er et spørgsmål om at genopdage ting, vi gjorde før i tiden. Det er jo ikke mere end 40-50 år siden, at folk rejste i tog som det mest naturlige.”

Et håbefuldt modspil til dystopien

Fælles for fremtidsvisionerne er, at det ikke er et nøjsomt og sparsommeligt liv med en masse afsavn, som vi går i møde. Måske er det et friere, lykkeligere og mere meningsfuldt liv, der venter os, hvis vi tør forestille os en bedre fremtid.

Det er faktisk et meget velkomment modspil til de fortællinger, som de fleste af os nok genkender fra dystopiske science fiction-film.

Efter at have læst bogen er jeg i hvert fald lidt mere håbefuld og lidt mindre tilbøjelig til at miste modet fuldstændig, når jeg tænker på, hvad fremtiden kan byde på.

Hvis vi skal vende tilbage til der, hvor vi startede – til forestillingskrisen - så vil jeg sige, at hvis der er en udbredt forestillingskrise i vores samfund, så er den i hvert fald ikke til stede i denne bog. Den er fuld af optimisme og en tro på, at vi nok skal løse de udfordringer, som vi allerede står overfor.

Men måske tænker du, at du har hørt det hele før?

Til det vil jeg sige både og. For det kommer næppe som nogen overraskelse, at Tommy Ahlers går ind for vækst, også i fremtiden – eller at Claus Meyer drømmer om, at vi sætter mere pris på madlavning og husker at spise vores rester.

Men selvom de 14 offentlige danskere har meget tilfælles, er de på ingen måde ens, og der er rigeligt med overraskelser gemt i kapitlerne.

For der bliver også drømt om de helt store samfundsforandringer i bogen – som når Esther Michelsen Kjeldahl ønsker mere demokratiske virksomheder og et borgerting på Christiansborg, eller når bioetikeren Mickey Gjerris forestiller sig, at det vil være så dyrt at flyve, at de færreste vil have råd til det.

Det kom bag på mig, at fremtidsvisionerne også rummer så fundamentale forandringer, men det gav mig samtidig masser af stof til eftertanke.

Så hvis du ligesom mig også har brug for at genfinde troen på, at en håbefuld fremtid faktisk er mulig, så er denne bog et ret godt sted at starte.