Danmark får sin første grønne trafikvej. Men ekspert ønsker langt større løsninger

Luften bliver renere lokalt, når man lukker en vej for benzin- og dieselbiler, men man flytter bare problemet til andre steder i byen. Det siger trafikforsker, der i stedet for lokale særregler efterspørger bedre forhold for elbiler i hele hovedstaden og i Danmark generelt.

Snart bliver en vej i København lukket for biltrafik. I hvert fald den form for trafik, der har et udstødningsrør. Fra 2024 skal det nemlig kun være tilladt at køre ind på Stefansgade på Nørrebro i København, hvis man har en bil med ’grønne drivmidler’ - i praksis betyder det enten en elbil eller en bil med brintmotor.

Københavns Kommune har besluttet at indføre den såkaldte grønne trafikvej som et forsøg, der kan bane vejen for flere grønne trafikveje andre steder. Formålet er at begrænse trafikken og gøre luften renere i området, der tidligere har været et lidt hårdt område med salg af stoffer i sidegaderne, men som i dag er et sted, hvor der bor mange børnefamilier, og hvor caféer og små hyggelige butikker vokser frem.

“Grønne trafikveje er et af de bedste værktøjer til at få begrænset biltrafik og skabe en grønnere by. Nu starter vi på Stefansgade og får nogle erfaringer med, hvordan redskabet virker i praksis – og så håber jeg, at vi kan udbrede det og lave langt større grønne trafikveje og trafik-øer flere andre steder i byen”, siger Københavns Teknik- og Miljøborgmester, Line Barfod (EL).

Risikerer bare at flytte problemet

En vigtig del af baggrunden for den grønne trafikvej er, at mange bilister bruger den lille Stefansgade som en smutvej, når der er kø på den langt større Jagtvej, der løber parallelt. Ved at lukke Stefansgade for fossilbiler ønsker politikerne at sende bilisterne tilbage til Jagtvej.

Professor Jeppe Rich, trafikforsker og sektionsleder for DTU’s forskningsenhed for transport-efterspørgselsmodellering, er dog ikke ubetinget begejstret for idéen, selvom han medgiver, at den slags løsninger godt kan virke fint på den konkrete vej:

”Man kan godt opnå, at man får mindre luftforurening lokalt, når man lukker en vej for en bestemt type trafik. Men når man blokerer for måske 80 procent af bilerne på Stefansgade, kan det skabe trængsel og trafikpropper andre steder. Man flytter bare problemet med trængsel og forurening, fordi bilerne er nødt til at vælge en anden rute,” siger han.

”Samtidig er det også en del af regnestykket, at der skal bruges ressourcer på at kontrollere, at der ikke kører benzin- og dieselbiler ind på vejen. Og der ligger også en værdi i, at det er nemt at finde rundt i byen, og så det er ikke godt med for mange lokale særregler,” siger Jeppe Rich.

Brug for større løsninger

Han fortæller, at studier fra Sverige har kigget på de samfundsøkonomiske effekter af, at svenskerne indførte en grøn zone i Stockholm. Her måtte dieselbiler ikke længere køre ind.

”Det havde bestemt en effekt på bilejerskabet. For når folk ikke længere kan køre ind med diesel, fravælger de generelt også at eje en dieselbil. Og luften blev ganske rigtigt renere i den grønne zone”.

Alligevel var det samlede samfundsregnestykke ifølge Jeppe Rich dårligt, når man regnede alle de afledte effekter ind. Blandt andet fik staten færre afgifter ind, og det blev derfor en meget dyr miljøforbedring.

I stedet mener Jeppe Rich, at vi har brug for en langt større indsats. En bedre løsning kunne ifølge trafikprofessoren være et samlet og automatiseret vejafgiftssystem, hvor man kunne styre, hvad det koster at køre i visse områder på visse tidspunkter og med visse biltyper.

Det kunne hjælpe med at undgå spidsbelastninger på vejene på samme måde, som når variabel elpris får folk til at vaske tøj i de timer, hvor strømmen er billigere. På den måde ville man kunne undgå en del af trængslen på Jagtvej og skrue prisen op for at skyde genvej gennem små veje som Stefansgade. Især, hvis man kører i et forurenende køretøj.

Selvom Jeppe Rich er skeptisk overfor den grønne trafikvej, er han langt fra modstander af elbiler:

”Hvis de fleste kørte elbil i de store byer, ville luften være langt renere. Og vi har helt generelt brug for en større transition over til at køre på el i stedet for benzin og diesel,” siger Jeppe Rich.

”Men så er det ikke små lokale tiltag, der skal til. Det er derimod nationale håndtag som højere priser på benzin og diesel, lavere registreringsafgifter for elbiler, og langt flere ladestandere, der skal i brug,” vurderer professoren.