Unge aktivister bytter bannere ud med jakkesæt – nu er de nomineret til Verdensmålsprisen
Flere unge klimaaktivister arbejder nu målrettet på at komme i bestyrelseslokaler og andre beslutningsrum i danske virksomheder. Og de tager klimakampen med sig.
Hvordan ser en ung klimaaktivist ud? Du tænker sikkert på én, der går på gaden med skilte, råber fængende slagord og måske endda lænker sig fast til et træ eller en bygning i protest. Og sådan er der da også mange aktivister, der kæmper for klimaet.
Det er godt, mener Cecilia Zade Iseni. Men hun vil gerne kæmpe klimakampen på en anden måde. Derfor har hun været med til at stifte den klimapolitiske forening Gaia, der nu er nomineret til Verdensmålsprisen 2025. Foreningens mål er at få de unge klimaaktivister ind i erhvervslivets magtrum.
”En slags bestyrelsesaktivisme, kan man godt kalde det”, forklarer Cecilia Zade Iseni.
”Vi vil gerne sidde ved magthavernes bord, hvor beslutningerne bliver taget. Det gør de på Christiansborg, men det gør de også i meget høj grad i de danske virksomheder. Der er rigtig mange danske virksomheder, der har store ambitioner for klimaet. De vil faktisk gerne bidrage til den grønne omstilling. Men nogle gange kan de godt bruge det ekstra skub.”
Nej tak til youth-washing
Erhvervslivets betydning for den grønne omstilling er enorm. Det er virksomhederne, der implementerer nye – grønne – teknologier og træffer de valg, der har betydning for bæredygtighed i stort set alle sektorer. Dansk Industri kalder sågar virksomhederne for ”Danmarks grønne superpower”. Omvendt har det også enorme omkostninger for de unge og fremtidige generationer, når virksomheder træffer ubæredygtige og kortsigtede beslutninger.
”Når man ikke føler, at man bliver hørt i de beslutninger, der kommer til at påvirke vores generations fremtid allermest, så risikerer man at blive håbløs. Gaia vil hjælpe de unge med at blive hørt af virksomhederne - men ved at samarbejde konstruktivt med dem”, siger Cecilia Zade Iseni.
Men indflydelsen skal være ægte, ikke bare en skueproces, hvor virksomhederne kan ”lade som om” at de tager de unge alvorligt.
”Vi er meget opmærksomme på, at der skal være en reel dialog og en reel indflydelse. Ellers kan vi lige så godt lade være med at sætte os ved bordet”, forklarer Gustav Rømer, der er næstformand i Gaia Hovedstaden.
Unge i Tryg Fonden og hos PFA
Og hvordan har virksomhederne så taget imod de unges aktivisme i jakkesæt?
Godt, siger talspersonerne. Og de konkrete resultater bakker det op.
Eksempelvis har Gaia fået valgt kandidater til Tryg Fondens repræsentantskab og CIP Fondens Youth Advisory Board. De har opfordret og understøttet PFA i at oprette et ungeråd, så unge nu er med til at påvirke investeringer i en grønnere retning i flere af landets største finansielle organisationer.Gaia var også medarrangør på Klima- og Energiscenen på Folkemødet i sommer, hvor de sikrede, at unge, virksomheder og politikere mødtes for at drøfte konkrete løsninger indenfor vedvarende energi, biodiversitet og grønne jobs.
Og så har Gaia startet ”Gaias Grønne Grunduddannelse”, hvor foreløbigt 50 unge mennesker er blevet undervist af ESG-konsulenter, bestyrelsesmedlemmer og klimaspecialister.
”Vi tror, at man kan gøre den største forskel for den grønne omstilling, hvis virksomheder og unge står sammen om at minde politikerne om, at vi er faktisk mange, der regner med dem i forhold til at lave en ambitiøs grøn lovgivning. Tilbage i 2019 havde vi et klimavalg og vi fik efterfølgende en klimalov. Og den klimalov kom jo netop igennem, fordi der var et kollektivt pres fra både de unge og virksomhederne,” siger Iseni.
Nomineret til Verdensmålsprisen 2025
Gaia er nomineret til Verdensmålsprisen 2025, fordi organisationen har skabt konkrete resultater for Verdensmålene ved at fremme samarbejdet mellem ungdommen og erhvervslivet i den grønne omstilling.
Og nomineringen er ifølge Gustav Rømer et vigtigt skulderklap til en relativt nystiftet ungdomsforening.
”Det er en kæmpe blåstempling af foreningen i sig selv. Vi er jo ikke en særlig gammel forening, vi er jo relativt nye. Og det er jo rigtig fedt at se, at der bliver taget godt imod det, som vi har fokus på.”
Og Cecilia Zade Iseni uddyber:
”Det er ikke alle unge, der kan se sig selv i den mere aktivistiske klimabevægelse. Her er Gaia et alternativ til afmagt og protest, hvor unge får mulighed for at bidrage til den grønne omstilling gennem konstruktivt samarbejde med virksomheder og organisationer.”
 Læs også
 Læs ogsåVerdensmålsprisen - nominerede og vindere
Verdensmålsprisen hædrer projekter, personer og initiativer, der går et ekstra skridt for at…

 Læs også
 Læs også Læs også
 Læs også