Spøgelsesnet dræber sæler, fugle og fisk – nu skal dødsfælderne fjernes i alt dansk farvand

Limfjorden er midt i en redningsaktion. Bag aktionen står foreningen North Nature, som renser fjorden for de drabelige spøgelsesnet, der har indtaget dens bund. Nu skal foreningen finde og fange spøgelsesnet i alle landets have.

Dødsfælder. Det er, hvad gamle og ødelagte fiskenet bliver til, når de mistes i have og fjorde. Plastiknettene går nemlig ikke til, men ligger under overfladen og fanger dyr i stilhed, og til ingen verdens nytte. Udover at være en havdyrsdræber, udleder nettene også mikroplastik, hvilket forværrer miljøet i Danmarks have.

Ud på det åbne hav

Foreningen North Nature har i fire år kæmpet for at finde og fange ejerløse fiskenet, som hvert år dræber tusindvis af pattedyr, fisk og fugle.

“Det hele startede for fire år siden, da folk grinte, fordi vi havde estimeret, at der var 1000 spøgelsesnet i Limfjorden,” forklarer Jesper Appel, stifter af North Nature. “Der var mange, der simpelthen synes, det var et sindssygt højt tal,” tilføjer stifteren.

Siden har foreningen North Nature bjærget 1300 net fra Limfjorden og estimerer nu, at der stadig er 5000 net tilbage i fjorden, på trods af deres hårde arbejde. Over hele Danmark er der estimeret at være 46.000 spøgelsesnet.

North Natures arbejde med at bjærge og lokalisere spøgelsesnet har siden ført til støtte fra Velux Fonden, og i januar fik de fondsmidler nok til at udvide indsatsen. Nu skal foreningen fjerne spøgelsesnet i både fjorde og have i Danmark og oplyse om nettenes fare i hele landet.

“Vi støtter North Nature, fordi vi har stor fokus på forurening i havet,” siger programchef for Velux fondens Projekt Ghostnet, Charlotte Mogensen. “Det er en fantastisk nyhed. Det her er sådan en god lokal historie, og nu skal det blive endnu bredere end det,” fortsætter hun.

Hvert år dør der verden over flere tusinde dyr i spøgelsesnet. Foto: North Nature
Hvert år dør der verden over flere tusinde dyr i spøgelsesnet. Foto: North Nature

"Det er fantastisk, at vi nu kan udvide vores arbejde til hele Danmark," siger Jesper Appel, stifter af North Nature. “Selvom det bliver svært at give lidt slip på Limfjorden, for det er vores hjertebarn” siger han, men tilføjer, at de glæder sig til at tage hul på resten af Danmark også.

Spøgelsesgarnet er ikke en tanketorsk

Spøgelsesgarnet er ikke altid tabt eller mistet ved et uheld. Fiskegarn er nemlig så billigt, at det ikke kan betale sig for fiskere at få det op, hvis det sidder fast på bunden, eller bliver ødelagt. “Så der er nogen, der kan finde på at skære garnet over og lade det falde til bunds,” siger Jesper Appel, manden bag North Nature.

“99 procent af det garn, vi finder, er skåret af og efterladt,” fortsætter Jesper Appel. “Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi nu med de nye fondsmidler oplyser om faren ved at efterlade et net,” siger han.

De frivillige er havets trøst

Udover at oplyse om nettets farer, skal North Nature også inspirere andre til at engagere sig. De har nemlig en unik tilgang til at tackle problemet med spøgelsesgarn. Ved at uddanne frivillige dykkere til at bjærge nettene og etablere en rapporteringsmekanisme for fiskere og andre, der støder på spøgelsesnet, modtager foreningen uvurderlig hjælp fra lokalsamfundet, herunder både fisker- og dykkerklubber.

North Nature uddanner selv frivillige dykkere i at bjærge spøgelsesnet. Foto: North Nature
North Nature uddanner selv frivillige dykkere i at bjærge spøgelsesnet. Foto: North Nature

Men for at det kræver en kombination af sømandskab og dykkerfærdigheder at deltage i redningsaktionen påpeger Jesper Appel, der selv har dykket og sejlet i mange år. Derfor er foreningens vigtigste opgave lige nu at sprede ordet om spøgelsesnet i Danmark.

“Den største succes,vi fik i Limfjorden, var at få mange til at tage ejerskab og blive engageret,” siger Jesper Appel. Hos North Nature kaldes de engagerede for ambassadører. De er mennesker, der færdes ved vandet til hverdag, og som hjælper North Nature med at lokalisere net. Nu håber  North Nature på at få ambassadører i hele landet.

Jesper Appel ser lyst på fremtiden for Danmarks hjemsøgte farvande og udtrykker håb om, at havene en dag kan blive rene. "Jeg tror på, at Danmark kan blive helt fri for spøgelsesnet. Ellers ville jeg ikke kunne blive ved med at kæmpe for det," siger han.

Som privatperson kan man også bidrage til kampen mod plastikforurening ved at samle spøgelsesgarn, fiskeline og andet plastik op fra stranden. Det hele kan genbruges. Journalisten bag denne artikel har for eksempel hæklet denne sæbeholder af  af plastikgarn samlet op på Vestkysten. Foto: Klaus Abildgaard Kelgren
Som privatperson kan man også bidrage til kampen mod plastikforurening ved at samle spøgelsesgarn, fiskeline og andet plastik op fra stranden. Det hele kan genbruges. Journalisten bag denne artikel har for eksempel hæklet denne sæbeholder af af plastikgarn samlet op på Vestkysten. Foto: Klaus Abildgaard Kelgren