Slut med grøn elastik i metermål? Nyt samarbejde med Danmark i front skal sætte standarder for virksomheders arbejde med Verdensmålene

Mange virksomheder verden over er efterhånden begyndt at arbejde med FN’s Verdensmål på forskellige måder. Men hvordan pokker gør man egentlig det? Der er ingen faste standarder for, hvordan man bruger Verdensmålene i praksis på tværs af de mange virksomheder og brancher. Derfor er Danmark, FN og ISO nu gået sammen i et partnerskab om at udvikle en international ledelsesstandard for Verdensmålene.

Det er en vision om at løse verdens største problemer. Men det er langt fra kun velgørenhed, for der er også masser af penge at tjene på Verdensmålene. Når millioner af mennesker skal ud af fattigdom, kræver det enorme investeringer i alt fra uddannelse, rent vand, energi, fødevareproduktion, og en masse andre livsnødvendige ting. Og det er netop den slags, som virksomheder i hele verden hver dag konkurrerer om at levere.

Verdensmålene er derfor hurtigt blevet populære i erhvervslivet, og ikke mindst herhjemme, hvor vi har en del store virksomheder, der leverer vand, strøm og medicin. Men risikoen for ineffektive løsninger og ’SDG-washing’ er stor, for man kan både tjene penge på at hjælpe verden på vej - og ved bare at lade, som om man gør det.

Derfor er FN og den internationale organisation for standarder, ISO, nu gået sammen med ambitionen om at udvikle verdens første certificérbare ledelsesstandard for Verdensmålene. For bordenden sidder organisationen Dansk Standard.

Samarbejdet skal sikre fælles globale redskaber og målemetoder, så vi kan sammenligne virksomhedernes resultater direkte:

”Standarder berører rigtige mange aspekter i vores hverdag, da de giver os et fundament, hvor vi kan skabe mening og retningslinjer, som hjælper os med at blive mere effektive,” siger Marcos Neto, direktør for FN’s UNDP Sustainable Finance Hub og fortsætter:

”Partnerskabet mellem ISO og FN samler to anerkendte og respekterede organisationer, der hver især har en bred international tilstedeværelse og indflydelse på deres omgivelser. Vi ser derfor også frem til at samarbejde med dem om dette meningsfulde initiativ, der skal hjælpe med at indfri Verdensmålene”.

Verdensmål tager over efter ESG

ISO og FN har valgt at gå sammen om at udvikle standarden på baggrund af et dansk forslag om en international SDG-ledelsesstandard, der skal gøre det lettere for virksomheder og organisationer at arbejde meningsfuldt og systematisk med Verdensmålene og give et fælles grundlag for dokumentation og certificering. Og da det er Danmark, der har taget initiativ til standarden og skal lede arbejdet, giver det samtidig danske virksomheder og organisationer en unik mulighed for indflydelse, skriver Dansk Standard.

Det er langt fra noget nyt, at erhvervslivet prøver at forholde sig til flere værdier end blot at tjene så mange penge som muligt. Allerede før Verdensmålene blev vedtaget i 2015 var det store buzzword forkortelsen ESG – Environmental, Social, Governance – der er et forsøg på at måle virksomheder på deres påvirkning på miljøet og samfundet, i stedet for kun at fokusere på bundlinjen.

Men det har altid været meget vanskeligt at give virksomheder en helt klar karakter for, hvor gode de for eksempel var til at fremme inklusion i samfundet. Og de mest klimaskadelige virksomheder, som olie og mineselskaber, er ofte samtidig dem, der er mest flittige til at skrive ESG-rapporter, hvor de regner tingene sammen på kreative måder, der får dem til at fremstå mere grønne, end de er. Det har udhulet konceptet, og der er i dag faldende investering i kapitalfonde, der fokuserer på ESG-virksomheder, skriver CNN Business, der ligefrem mener, at ESG-konceptet er på vej i graven.

Stop for elastik i metermål

Der er dog stadig efterspørgsel efter overblik og klarhed. Manglen på gennemsigtighed har en fået vild underskov af certificeringsordninger til at vokse frem. Der findes i dag mere end 400 forskellige private ordninger indenfor bæredygtighed, skriver Dansk Standard.

De nye Verdensmålsstandarder vil måske kunne hjælpe med at gøre det mere konkret, hvad det egentlig vil sige at arbejde med Verdensmålene, så det ikke bare bliver ”elastik i metermål”:

”Vi oplever, at mange virksomheder efterspørger en fælles metodik til at arbejde målrettet med verdensmålene samt mulighed for at få en certificering. Det får de nu med en fælles FN/ISO-standard, hvilket gør det nemmere for virksomheder og organisationer at dokumentere, at de gør en reel forskel. Og det øger troværdigheden, fordi deres indsats bliver verificeret af en akkrediteret tredjepart, siger Jens Heiede,” adm. direktør i Dansk Standard.

Han mener, at standarden også bliver et effektivt redskab for virksomheder, der både opererer inden for EU under direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering, CSRD, og på det globale marked, samt ønsker at ’gå fra compliance og rapportering til transparens og handling’.

ISO/FN-standarden, der skal hjælpe virksomheder og investorer på deres vej mod at blive mere bæredygtige, kommer til at integrere Verdensmålene i beslutningsprocesserne, så virksomheder kan håndtere både positive og negative påvirkninger på mennesker og planeten, samtidig med at de har profitten for øje - og ikke mindst bedre kan dokumentere og sammenligne det, de gør.