Motorvejen delte Fyns natur i to, men nu kan vilde dyr igen krydse øen

Den største af fem faunapassager under den fynske motorvej er nu færdig. Det skal sikre, at rådyrene igen kan færdes frit, styrke bestanden og forhindre indavl.

En ny faunapassage står nu færdig på den vestlige strækning af den fynske motorvej ved Ejby, som giver rådyr mulighed for at krydse den trafikerede vej. Passagen er bygget under motorvejen, og er den største af sin slags på Fyn, med fire meter i højden og 14,2 meter i bredden.

”Motorvejen på Vestfyn har reelt delt Fyn over i to dele siden 1970’erne,” siger Kasper Anias Møller, der arbejder med natur og miljø hos Vejdirektoratet.

Dengang, der ikke var så meget trafik, kunne dyrene passere vejen om natten, men i dag kører 75.000 bilister dagligt på strækningen. Det gør det umuligt for dyrene at komme over vejen.

”De prøver ikke engang at krydse vejen, fordi der er så meget lys og støj. De vender om inden de når så langt,” siger han.

Formålet med faunapassagen er at styrke rådyrenes levevilkår på Fyn. For når de har et større område at bevæge sig på, bliver bestanden stærkere, da der vil være mindre indavl.

Passage ved Gremmeløkke Å

Den nye faunapassage er placeret ved Gremmeløkke Å ved Ejby, og det er ikke tilfældigt. ”Det er utrolig vigtigt at placere passagerne rigtigt, så dyrene kan finde dem,” siger Kasper Anias Møller.

Dyrene har nemlig naturlige ledelinjer, som de bruger til at finde rundt, og åer i landskabet er netop en ledelinje for rådyr.

”Inden passagen blev anlagt, var der allerede stier fra rådyr, der fulgte åen, men ingen krydsede vejen,” forklarer han.

Derfor løber Gremmeløkke Å igennem passagen med stier til dyrene på hver side. Åen blev ellers lukket af, da motorvejen blev bygget tilbage i 1970’erne, men nu er åen igen åben.

Forberedelserne til faunapassagen blev udført sidste år. Blandt andet blev motorvejsstykket over den kommende faunapassage bygget om til en bro, hvilket var en forudsætning for arbejdet med at fjerne jorden under motorvejen. Foto: Vejdirektoratet
Forberedelserne til faunapassagen blev udført sidste år. Blandt andet blev motorvejsstykket over den kommende faunapassage bygget om til en bro, hvilket var en forudsætning for arbejdet med at fjerne jorden under motorvejen. Foto: Vejdirektoratet
Vejdirektoratet har regnet ud, at gravemaskinen skal køre frem og tilbage 8000 gange for at få fjernet jorden under motorvejen, i udgravningen til faunapassagen. Foto: Vejdirektoratet
Vejdirektoratet har regnet ud, at gravemaskinen skal køre frem og tilbage 8000 gange for at få fjernet jorden under motorvejen, i udgravningen til faunapassagen. Foto: Vejdirektoratet

Dyrene finder vejen

Den nye faunapassage ved Ejby er langt fra den første passage til dyr, der er blevet bygget på Fyn. Tilbage i 2006 blev der bygget en bro til hasselmusen over Svendborgmotorvejen, som skabte en del medieopmærksomhed, fordi musene ikke rigtigt brugte broen dengang.

”Men i dag bruger hasselmusene broen, så faunabroen har en effekt,” siger Kasper Anias Møller.
Broen blev nemlig beplantet med træer og buske, som gjorde, at dyrene begyndte at bruge passagen, for hasselmus kravler kun i træer og krat, forklarer han.

Og det tager tid, før dyrene finder faunapassagerne, så vi skal væbne os med tålmodighed. Desuden kan mennesker ikke bare gå derned og se, om der er spor eller andre tegn på dyrene. Områderne skal være helt uden mennesker, for ellers kommer dyrene ikke. Derfor bliver de overvåget med vildt-kameraer, der holder øje med, hvor mange dyr, der faktisk passerer de store motorveje.

Flere faunapassager på vej

Det har i alt kostet 21 millioner kroner at skabe passager under den vestfynske motorvej. Den store nye ved Ejby har kostet 11 millioner, og de fire mindre beløb sig i alt til 10 millioner kroner.

Men langs den fynske motorvej er Vejdirektoratet også i gang med at anlægge en ny højhastighedstogbane fra Odense til Middelfart - den samme strækning som de nye faunapassager.

På den nye højhastighedsbane kommer togene til at køre 200 kilometer i timen, og det er anslået, at der skal passere fem tog i timen, hver vej, i dagtimerne. Derfor er der også brug for passager til dyrene under de nye skinner.

”Det er planlagt, at vi anlægger faunapassager under den kommende højhastighedsbane, så rådyrene fortsat kan bevæge sig,” siger Kasper Anias Møller.

Der kommer også en vigtig passage ved Odense under den kommende højhastighedsbane.

”Det er afgørende, at vi også får en passage til dyrene ved Odense på tværs af et stort infrastrukturområde,” siger Kasper Anias Møller. ”Det er essentielt for at opnå en sammenhæng mellem Nord- og Sydfyn, som er hele pointen med passagerne”.

Der er blevet fjernet 2000 kubikmeter jord, for at få passage under motorvejen, og nu er åben under broen igen blevet åbent. Foto: Vejdirektoratet
Der er blevet fjernet 2000 kubikmeter jord, for at få passage under motorvejen, og nu er åben under broen igen blevet åbent. Foto: Vejdirektoratet