Seksualundervisning får en kærlig hånd efter lang tids slaphed

I mere end 50 år har seksualundervisning i folkeskolen været obligatorisk, men eleverne har lært alt for lidt. I år er der for første gang bevilliget 15 millioner kroner til at styrke undervisningen.

En rødmende klasselærer står med en banan i den ene hånd og et kondom i det andet, mens eleverne griner fjoget til hinanden. Læren går hurtigt over forskellige sexsygdomme og ende monologen med, at de unge mennesker skal huske kondom, når de har sex. Det ringer til frikvarter, og eleverne ved ikke meget mere om deres egen krop, end da timen begyndte. Sådan er virkeligheden i mange danske folkeskoler.

I over 50 år har Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab (SSF) været obligatorisk i den danske folkeskole fra 0.-9. klasse. Seksualundervisningen er dog stadig utilstrækkelig og holder ikke, hvad den lover. Det viser en evaluering udviklet i 2019 af Undervisningsministeriet.

På baggrund af evalueringen har partierne bag finansloven afsat 15 millioner kroner over de næste tre år til at styrke undervisningen. Styrelsen for undervisning og kvalitet (STUK) i Undervisningsministeriet står for udbuddet. De skriver på deres hjemmeside:

”Midlerne bliver udmøntet i årene 2021 til 2023, og skal gå til én samlet national indsats, der skal hjælpe skoler med blandt andet kompetenceudviklingsforløb og udvikling af netværk for lærere og ressourcepersoner. Derudover skal indsatsen understøtte lokal forankring på skoler og kommuner for at styrke undervisningen i sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab”.

Seksualundervisning er 50 år bagud

Lene Stavngaard, der er national chef i Sex og Samfund, forklarer hvorfor så lidt har rykket sig på flere årtier:

”Det har set rigtig godt ud på papiret i mange år, og hvis det var blevet gennemført, ville vi have en seksualundervisning i verdensklasse i dag. Problemet er, at det ikke er blevet implementeret. For det handler ikke kun om kondomer på bananer eller sexsygdomme. Det handler om at blive livsduelige mennesker i sociale sammenhænge,” siger hun og uddyber:

”De største barriere er, at lærerne ikke føler sig ordentligt klædt på. De skal undervise i det, men er ikke blevet undervist i det selv. Det er såkaldt timeløst fag, hvilket betyder, at det skal integreres i de andre fag i skolen, uden at der bliver sat selvstændige timer af til det. Så bliver det pludseligt alles ansvar. Når noget bliver alles ansvar, så er det ingens ansvar”.

Der er ingen systematik

I 2019 udgav forsknings- og rådgivningsvirksomheden Als Research for Undervisningsministeriet en evaluering af undervisningen i SSF. Blot 36 % af folkeskoleeleverne i 7. klasse svarer, at de i skolen har ”lært om forskellige former for seksualitet”, og kun 45 % svarer, at de har ”lært om betydningen af forskellighed i krop, køn og seksualitet”. Evalueringen viste også, at der er manglende kendskab til krav og indhold blandt lærere, manglende prioritering og uklar organisering og ansvarsfordeling på skolerne.

Ifølge Lene Stavngaard er det selve systematikken af seksualundervisning, der i dag rammer ved siden af.

”Skolerne skal tage ansvar for systematikken, så 0.A ikke bare hører om krop og grænser i deres første skoleår og aldrig får seksualundervisning igen. Der bør være en tovholder, der sørger for, at de forskellige klasser og klassetrin ikke bare punktberører de vigtige emner, men at de får hele paletten af seksualundervisning med alt, hvad den indeholder,” siger hun.

Forebyggende mod nutidens problematikker

Mange husker, da Sofie Linde gik på scenen til Zulu Comedy Galla 2020 og udtalte, at en ”stor tv-kanon” havde hevet fat i hendes arm og sagt ”Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig”. Talen startede en bølge af ”metoo”-fortællinger fra kvinder i mediebranchen og andre brancher.

De stadig flere og flere samfundsdebatter, der handler om krop og seksualitet, har gjort, at der er stigende interesse for bedre seksualundervisning, mener Lene Stavngaard, der synes, at udviklingen er positiv.

”Seksualundervisningen er for alvor er kommet på dagsordenen. De alvorlige problemstillinger, der kommet frem de seneste år, viser, at vi har underprioriteret seksualundervisning i alt for lang tid. Det er ikke svaret på alt, men det kan lede til bedre trivsel, glæde, gode sociale relationer og forebygge mange af de alvorlige problematikker i samfundet,” siger hun.

Hun mener, at det er vigtigt at bringe de store samfundsdebatter ind i klasselokalet.

”Vi har i de seneste fire års tid set problematikker belyst som ”metoo”, seksuelle krænkelser, digitale krænkelser og konsekvenser ved at falde ude for normerne. Samtidig har vi set fremskridt som den nye samtykkelov. Seksualundervisning kan gøre debatterne lettere at forstå” forklarer hun.

Gode erfaringer fra Finland

Det kan skabe fremskridt på samfundsplan at udvikle seksualundervisningen. Finland gjorde seksualundervisning obligatorisk samme år som Danmark i 1970.

I 1994 droppede Finland den obligatoriske seksualundervisning, og det kunne mærkes. I slutningen af 1990’erne oplevede Finland en 50% stigning i teenage-aborter, en stigning i antallet af piger, der begyndte at have sex allerede som 14-15-årige og et fald i brugen af prævention. I 2006 fik den finske grundskole så det obligatoriske fag ”sundhed”. Det betyder, at på nogle klassetrin har eleverne nu hvert år minimum 20 timers undervisning i blandt andet seksualundervisning, og lærerne modtager særlig uddannelse inden for faget. Efter tre år havde udviklingen vendt. Færre teenagepiger debuterede tidligt, blev gravide og fik aborter og brugen af prævention steg igen. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Lene Stavngaard har et opråb til politikerne:

”I hele Sex og Samfunds levetid, har vi ville have seksualundervisning på dagsorden. Nu ønsker børn og unge det selv og kræver det. De er utilfredse over ikke at få det, de er blevet lovet, når nu det er obligatorisk. Det er sidste salgsdato for, at der skal gøres noget. Vi må ikke flytte fokus igen. Det er især politikere, der skal prioritere det her. Der skal mere efteruddannelse, systematik, timefastsættelse, og så det skal ind på læreruddannelsen,” afslutter hun.