Hvis vi elsker Verdensmålene i Danmark, hvorfor skærer vi så i udviklingsbistanden?

På den ene side bakker mange danske politikere op om Verdensmålene. På den anden side har de flere gange skåret i udviklingsbistanden, der ellers netop har til formål at støtte verdens udvikling ved at nedbringe fattigdom. Men der er stadig stor brug for finansiering for at nå Verdensmålene, siger ekspert, og her spiller udviklingsbistanden en central rolle.

Da Verdensmålene blev vedtaget af FN’s Generalforsamling i 2015, var den daværende danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), helt fremme i front. Det var ham, der stod på FN’s talerstol og officielt vedtog de nye mål, da alle verdens lande havde skrevet under på aftalen.

Lars Løkke understregede afgørelsens historiske betydning med det traditionelle slag i bordet med en lille træhammer, og i sin tale sagde han:

”Verdens lande anerkender med de nye mål, at man bliver nødt til at håndtere flere problemstillinger på én og samme tid. Det gælder f.eks. fattigdom, klimaforandringer og konflikter. Udfordringerne er tæt forbundne og har konsekvenser for os alle, hvis ikke de løses”.

Men kun fire dage efter, at Løkke svingede hammeren i FN for at vedtage nye mål om verdens udvikling, var det hans eget parti, der svingede sparekniven over den danske udviklingsbistand ved at sætte bistanden ned fra 0,86 pct. af bruttonationalindkomsten til 0,7 pct.

Fire år senere skiftede regeringsmagten tilbage til Socialdemokratiet, der i sin tid var en forkæmper for at holde udviklingsbistanden høj. Men de satte ikke bistanden op igen.

Flygtningekrisen har fjernet fokus på udviklingsbistanden

I 2018 kom derimod Socialdemokraternes nye udlændingepolitik, der lagde op til, at udviklingsbistanden i højere grad skal fokuseres på de områder, hvor flygtninge kommer fra, bl.a. skrøbelige stater og de såkaldte nærområder. Samtidig kunne bistanden nu også bruges som pressionsmiddel ved at true med at tage bistanden fra de lande, der ikke vil tage mod hjemsendte flygtninge.

Udviklingsbistanden skulle med andre ord reformeres. Dermed fortsatte Socialdemokratiet en udvikling, der startede i begyndelsen af dette årtusind. En udvikling fra et helt overskyggende fokus på at få folk ud af fattigdom til i lige så høj grad at ville fremme Danmarks nationale og internationale interesser, to ting, der ikke automatisk altid går hånd i hånd.

Det siger professor Anne Mette Kjær, der er formand for Udviklingspolitisk Råd og i 25 år har forsket i udviklingspolitik, forvaltning og bureaukrati, især med fokus på Afrika.

”Det var vigtigt for Socialdemokraterne at vise, at man godt kunne stemme på dem, uden at der kom horder af flygtninge ind i landet. Opfattelsen af, hvad der skal til for at danne en regering har haft stor indflydelse på dette skifte i Socialdemokratiet, akkurat ligesom Anders Fogh Rasmussen-regeringen i 2001 opfattede det som en valgmæssig fordel at skære på bistanden og bruge den på sygehuse for at vinde valget” siger hun om drivkraften bag det, hun kalder et paradigmeskifte i dansk udviklingspolitik.

Bistanden er blevet skåret ned og udhulet

For nylig udgav hun en forskningsartikel, hvor hun analyserede Danmarks udviklingsbistand siden 1990erne. I artiklen analyserer hun forandringer siden 1990erne og konstaterer blandt andet, at bistanden er blevet skåret med 30 procent siden toppunktet i 2000, hvor Danmark ydede 1,06 procent af BNI til udviklingsbistand.

Samtidig viste forskningsartiklen, at meget af bistanden er blevet omlagt, så den i 00erne i højere grad blev brugt til sikkerhedsformål som fx terrorbekæmpelse, og efterhånden også til formål som migrationsforebyggelse og klimatiltag. Hvis man fraregner pengene til disse indsatser, er det nu, ifølge Oxfam IBIS, kun cirka 0,56 procent af Danmarks BNI, som vi bruger på det oprindelige formål, der var at hjælpe med at nedbringe verdens fattigdom.

Men er det en reel udhuling af udviklingsbistanden, at en del af bistanden nu går til fredsskabelse, terrorbekæmpelse og klimatilpasning? Eller kan de ting ikke ofte gå hånd i hånd med fattigdomsbekæmpelse?

”De forskellige indsatser kan sagtens gå hånd i hånd, men vi har ikke en debat om balancerne i vores bistand. Jeg savner en bistandsfagligt informeret debat om, hvordan vi bedst opfylder det, der står i Lov om Internationalt Udviklingssamarbejde: At vi først og fremmest vil nedbringe fattigdom og fremme bæredygtig udvikling, at vi vil arbejde for demokrati og menneskerettigheder og dernæst også styrke danske interesser,” siger Anne Mette Kjær.

Hun fortæller, at Danmark tidligere gav meget af bistanden bilateralt og direkte til fattige men nogenlunde stabile lande, som vi havde lange partnerskaber med over mange år. I dag gives meget af hjælpen som akutte indsatser for at hjælpe i konfliktlande. Men her er der ofte ingen stabil regeringspartner at samarbejde med for at sikre, at hjælpen når frem og nytter på længere sigt.

”Det er mere usikkert, om bistanden virker i lande, der er meget ustabile. For eksempel er der efter sigende i dag Taliban-koranskoler i nogle af de skolebygninger, Danmark har været med til at bygge i Afghanistan,” konstaterer hun. ”Selvfølgelig skal vi også være der, hvor det er sværest, men med hvilken vægt?” spørger hun.

Verdensmålene er så brede, at de risikerer at miste fokus

Der er ellers ikke tale om, at Verdensmålene er blevet glemt af de danske politikere generelt. I Danmark har vi et tværpolitisk netværk af politikere i Folketinget, 2030-Netværket, der presser på for, at Danmark skal gøre sin del af arbejdet med at gøre Verdensmålene til virkelighed herhjemme.

Det er det største politiske netværk i Folketinget, og næsten alle partier deltager. Sidste år var panelets arbejde en af de vigtige grunde til, at folketinget vedtog en officiel handlingsplan for, hvordan vi i Danmark arbejder for at hjælpe Verdensmålene på vej. Som del af handlingsplanen blev det ligefrem besluttet, at alle nye danske love skal vurderes på, hvilken effekt de vil have på målene.

Men trods begejstringen for Verdensmålenes store menukort af bæredygtige udviklingsmuligheder, er der alligevel ikke politisk appetit for at skrue op for udviklingsbistanden. Og nedskæringerne vil måske fortsætte. I 2022 er vi på vej mod et valg, hvor bistanden endnu engang er i sigtekornet. Det nye parti Danmarksdemokraterne har varslet, at de ønsker at sætte bistanden ned yderligere for at finansiere mere barsel til danske forældre.

Så hvordan kan det være, at danske politikere på den ene side kan holde tale i FN om hvor vigtigt det er at sikre verdens udvikling, og på den anden side skære ned for Danmarks bidrag til netop fattigdomsbekæmpelse, der er Verdensmål nummer ét?

”Jeg tror, at siden Verdensmålene er så brede, kan de fleste se sig selv i et eller flere af målene, og næsten alt kan pakkes ind i dem. Det ser vi også i det danske erhvervsliv, der i høj grad har taget Verdensmålene til sig. For eksempel, hvis man leverer vand eller reducerer noget CO2, så er det i overensstemmelse med nogle af Verdensmålene, og så kan man måske godt glemme, at det første og måske vigtigste Verdensmål er at reducere fattigdommen,” siger hun.

Hun understreger, at det er ”enormt godt”, at Verdensmålene blev vedtaget, men at det kan være svært at holde fokus.

”Sagt lidt metaforisk, så er Verdensmålenes ’menukort’ måske så stort, at man glemmer, at det skal blive til et samlet måltid. Målene bliver til en stor liste over alle de gode ting, man bør gøre, men risikoen er, at man helt overordnet ikke får gjort nok,” siger hun.

Stadig brug for bistand i en verden, der fokuserer mere og mere på bæredygtighed

Anne Mette Kjær understreger, at der stadig er brug for udviklingsbistanden fra Danmark og andre lande. For hvis Verdensmålene skal blive til noget, skal de finansieres, og her er det ikke nok med erhvervslivet og private investorer.

”Det kræver også udviklingsbistand. Historisk set er det vækst, der har bidraget til fattigdomsreduktion, men bistanden kan udfylde nogle gaps – at skabe udvikling de steder, hvor der ikke er økonomisk vækst, og hvor private virksomheder ikke bliver tiltrukket,” siger hun.

Som eksempel nævner Anne Mette Kjær projekter inden for landbrug, hvor det længe har handlet om at øge produktiviteten men nu også handler om at beskytte produktiviteten mod skader fra klimaforandringer.

”Det er ekstremt vigtigt at producere mere mad, når vi samtidig har befolkningstilvækst i verden,” siger hun.

Ønsker mere debat om fremtidens bistand

”Når man kritiserer udviklingen i dansk udviklingsbistand, kan man hurtigt blive beskyldt for at være en konservativ der gerne vil skrue tiden tilbage til 90’erne”. Men i stedet for en skyttegravskrig om for og imod bistand handler det snarere om at stille nogle spørgsmål om, hvad god bistand er,” siger Anne Mette Kjær.

Hun understreger, at indsatsen mod fattigdom langt fra er slut, selvom verdens fattigdom er faldet meget i de seneste årtier. Omkring 490 mio. mennesker i Afrika lever stadig under 1,9 dollars om dagen, så der er helt sikkert stadig et behov, understreger hun.

”Der er mange spørgsmål: Skal vi overhovedet give bilateral bistand, og hvordan skal vi koordinere det? Den bilaterale bistand har måske udspillet sin rolle, for det kan blive svært for modtagerlandet at koordinere mange individuelle donorsamarbejder med mange små lande som Danmark”.

”Omvendt har de store globale FN-fonde også deres egne problemer, f.eks. med stort bureaukrati. Skal vi bevare den viden, vi har opbygget, om, hvordan man laver effektiv, langsigtet bistand? Eller smider vi babyen ud med badevandet? Den slags diskussioner har vi simpelthen for få af,” slutter Anne Mette Kjær.