Hver anden dansker tænker på miljøprofilen, når de handler

Miljøprofilen på et produkt har indflydelse på knap hver anden danskers valg, når de handler dagligvarer. Det viser en undersøgelse fra 2017, som Epinion har lavet for Miljø- og Fødevarestyrelsen.

Forbrugerne kigger blandt andet efter miljømærkninger som for eksempel det grønne Svanemærke eller det røde Ø-mærke. Det er især, når der skal købes dagligvareprodukter som kød, mejeriprodukter, rengøringsmidler og shampoo, at danskerne holder øje med de forskellige mærkningsordninger.

Og det stopper ikke her. Også efterspørgslen på miljømærkede alternativer er nemlig stor. I Miljø- og Fødevarestyrelsens undersøgelse svarede 7 ud af 10, at de gerne ville have endnu flere miljørigtige valgmuligheder på hylderne.

Når det kommer til at købe brugt, er danskerne også med på den grønne bølge. Den Blå Avis, der er en portal for køb og salg af genbrugsvarer, undersøgte ligeledes i 2017 hvor mange af danskerne der i løbet af det seneste år havde købt noget brugt. Her svarede 56 procent ja. Det skriver TV2.dk

Når danskerne køber mere genbrug på Den Blå Avis skyldes det, at genbrug ikke længere er forbundet med fattigdom men derimod ofte kan betragtes som trendy.

De ting, der oftest bliver søgt efter på Den Blå Avis er sofaer, iPhones og spisebord. Der er altså ingen beklædningsdele at finde i Den Blå Avis’ top 20 over mest populære søgeord.

I Miljø- og Fødevarestyrelsens undersøgelse er tøj også et af de steder, hvor danskerne handler mindst bæredygtigt. Det er dog også et af de områder, hvor udvalget af produkter med miljømærkning er mindst.