Gæsteblog: Får vi endelig de klimaresultater, verden tørster efter?

USA glimrer ved sit fravær

Der er også én alvorlig grund til, at i år er et særligt år for klimaforhandlingerne. USA har igen forladt Parisaftalen.

USA har historisk spillet en afgørende rolle i klimadiplomatiet, både som en af verdens største udledere og som vigtig donor i klimafinansieringen. I Bonn glimrede USA ved sit fravær, og tomrummet er til at føle på. Uden USA ved bordet mangler der ikke kun enormt mange penge, men også politisk tyngde til at få lande som Kina, Indien og olieproducerende stater til at rykke sig i forhandlingerne.

Det skaber et vakuum, hvor verdens lande i stigende grad kigger på EU efter lederskab. Det lægger et ekstra pres på Danmark, når vi overtager formandskabet. Men med det pres kommer der også tilsvarende større muligheder for indflydelse. EU kan komme stærkt ud af forhandlingerne i år, hvis vi har mod til at træde i karakter og lande aftaler, som viser verden, at vi er klar på at indgå kompromisser for at sikre den grønne omstilling.

Brasiliens formandskab

Det sikrer også en del håb, at Brasilien i år har formandskabet for COP. Hvor de tidligere værtslande har været defineret af deres stærke olieinteresser, gør det sig ikke i samme grad gældende for Brasilien, selvom de også har en enorm olieproduktion.

Som kommende værtsland har de ansvaret for at facilitere processen, lede de tekniske forberedelser og sammenfatte den tekst, som verdens ledere i sidste ende skal forhandle om. Det giver dem ikke bare ansvar, men også reel magt: Formandskabet har i høj grad indflydelse på, hvilke emner der får fokus, hvilke forslag der bliver fremhævet, og ofte også hvilke lande, der lægges et ekstra politisk pres på.

Allerede i Bonn spiller Brasilien en central rolle i at lægge fundamentet for COP30. Det er her, de første udkast og strukturer bliver lagt, og hvor processen skal bygges op, så der kan opnås reelle fremskridt til november. Den måde, Brasilien leder forberedelserne på, har derfor stor betydning for, hvad der bliver muligt at beslutte til november. Verden ser både håbefuldt og bekymret mod Brasilien. Under præsident Lula har landets regering selv udtrykt både høje ambitioner og samarbejdsvillighed. Men vi har også set små tegn på, at de går forsigtigt til værks og ikke altid optræder helt neutralt i deres procesledelse. Manglende neutralitet kan svække tilliden hos verdens forhandlere og risikerer derfor også at bremse for resultater.

Kompromiser er nødvendige i internationale forhandlinger, men kvaliteten af dem afhænger af, hvordan rammen for forhandlingerne sættes. Derfor følger vi nøje, hvordan Brasilien griber opgaven an. Der er både høje forventninger og stor bevågenhed omkring deres rolle. Det internationale samfund håber på et formandskab, der kan samle parterne, sætte en tydelig retning og skabe mere tillid mellem nord og syd. Resultatet af COP30 afhænger i høj grad af, hvordan Brasilien løfter det ansvar.

Får vi endelig resultater at se?

På resultatfronten er der også rigeligt at nå i år. Det er på COP30 i år, at Parisaftalen for alvor skal stå sin prøve. For første gang siden aftalen blev vedtaget i 2015 skal alle lande levere opdaterede nationale klimamål og lægge en konkret plan for, hvordan de vil nå dem. Det er lovende, at denne milepæl sker under et formandskab uden stærke olieinteresser. Men desværre er vi stadig langt fra den samlede indsats, der kræves for at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader.

Samtidig skal verdens lande blive enige om, hvordan vi hjælper dem, der allerede mærker konsekvenserne af klimaforandringerne. For klimaforhandlingerne handler ikke kun om fremtiden, men også om nutiden: oversvømmelser, tørke og hedebølger, der allerede ødelægger livsgrundlag i mange af verdens lande.

Begge dele kræver finansiering. Og netop pengene er ofte det, der får forhandlingerne til at gå i stå. Sidste år blev man enige om et nyt klimafinansieringsmål på 300 milliarder dollars årligt til udviklingslandene fra 2035 fra industrialiserede lande. Det lyder måske af meget, men en FN-ekspertgruppe har vurderet, at det kun dækker under en fjerdedel af det reelle behov. Man aftalte derfor også, at der samlet set skal mobiliseres 1.300 milliarder dollars, og i Bonn startede diskussionen om, hvor de penge skal komme fra.

Det følger vi spændt med som ungdomsdelegater. Klimafinansiering er et område, hvor vi ofte er uenige med vores eget land. Danmark ønsker i høj grad at mobilisere private midler og fremhæver behovet for nye løsninger. Vi mener, at det risikerer at blive en sovepude, der skubber ansvaret væk fra staterne for at rejse de midler, der faktisk er brug for. Klimafinansiering skal være solidarisk, retfærdig og forudsigelig, og det kræver offentlige midler. Markedet kan supplere, men det kan ikke erstatte staternes ansvar.

Håb og frustrationer - og hvorfor vi bliver ved.

Vi mærker håbet her i Bonn. Når unge fra hele verden samles og deler erfaringer. Når der opstår nye alliancer. Når vi får lov til at sidde med ved bordet, hvor beslutningerne bliver taget. Men vi mærker også frustrationen. Det går for langsomt. De politiske diskussioner halter langt bagefter den virkelighed, vi lever i.

Alligevel bliver vi ved. For klimaforhandlingerne er ikke perfekte – men de er det bedste værktøj, vi har. Hvis vi vil skabe forandring, må vi engagere os dér, hvor beslutningerne bliver taget. Derfor er vi her.