Grønne busser på vej til landets største kommuner

Seks af de største kommuner, der tilsammen driver omkring en fjerdedel af bustrafikken i Danmark, trykker på speederen for grønnere kollektiv trafik.

Fra næste år vil der komme flere og flere grønne busser på vejene rundt i Danmark. Transportministeriet har netop indgået en klimasamarbejdsaftale med seks af de syv største kommuner herhjemme – København, Aarhus, Aalborg, Odense, Vejle og Frederiksberg – om, at alle nye bybusser senest fra næste år skal nulemissionsbusser. Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

””De seks kommuner står i dag for cirka en fjerdedel af den samlede kollektive buskørsel. Derfor er det også helt naturligt, at de skal være drivkraften i omstillingen af den kollektive trafik. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi har indgået en række ambitiøse aftaler, som skal være begyndelsen på et gearskifte af den grønne omstilling i kommunerne,” siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Læs også: Byerne trækker i arbejdstøjet for bæredygtighed

Flere af kommunerne har endnu strammere tidsplaner og også andre ambitioner end grønne busser fra 2021. Eksempelvis skal nye bybusser i København, Frederiksberg og Aarhus allerede være nulemission fra i år i stedet for næste år, og der er forskellige planer om udrulning af ladestandere, udskiftning af ældre dieselbusser til batteribusser og omstilling af kommunale personbiler til elbiler.

Læs også: Roskilde er første danske by kun med elbusser

Samtidig vil kommunerne undersøge muligheden for at lave fællesindkøb af grønne specialiserede køretøjer som renovationsbiler og fejebiler. Det kan være administrativt tungt og dyrt for enkelte kommuner at købe et mindre antal nulemissionsspecialkøretøjer, så det er nemmere, hvis man kan gøre det i fællesskab gennem fælleskommunale indkøbsstrategier.

”Allerede fra i år skal alle nye kommunale personbiler og nye bybusser være grønne. Med den nye klimasamarbejdsaftale sender landets store kommuner et samlet signal om, at vi nu accelererer den grønne omstilling, og jeg håber, andre kommuner følger trop,” siger borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S).

Læs også: 48 nye elbusser i København og Frederiksberg