Fra en sprød behåret bøsserøv til det kongelige teater: LGBT+ Danmark fejrer 75 år og hylder queer-personer i scenekunsten
Teater skal provokere og skabe samtaler på tværs af samfundet. Alligevel har meget queer-scenekunst foregået udenfor de store scener. Men en tirsdag i november fyldte queer-personer fra scenekunsten skuespilhusets foyer og åbnede samtalen.
Aftenen i den højloftede foyer i skuespilhuset begyndte på klassisk vis med ballet. En ung balletdanser trådte op på den lille scene i et klassisk sort balletskørt med tyl, og dansede den berømte solo Den Døende Svane.
Men alligevel var det ikke helt så klassisk. For Den Døende Svane bliver traditionelt danset af en kvindelig balletdanser på tå, men denne aften blev den fortolket af Sebastian Haynes, en mandlig danser fra det kongelige teater.
I anledningen af LGBT+ Danmarks 75-års jubilæum er aftenen dedikeret til at tale om queer-personer i scenekunst, både historisk, i nutiden og fremtiden.
”Jeg synes det er forfriskende, at LGBT+ Danmark og det Kongelige Teater nu starter samtalen om queer-personer i scenekunsten,” siger Jørgen Callesen, da vi sidder på scenekanten efter arrangementet. Han er medgrundlægger af queer-kunstorganisationen Warehouse9, der siden 2007 har arbejdet professionelt med queer-kunst på Vesterbro.
”For queer-scenekunsten har i høj grad foregået udenfor de store fine institutioner,” tilføjer han.
Og den pointe står tydeligt frem i aftenens første oplæg, hvor Jørgen Callesen i samarbejde med Storm Møller Madsen, der har et ph.d.-forskningsprojekt ved Københavns Universitet om performancekunst af trans-kunstnere, starter med historiske nedslag om queer-scenekunsten i Danmark.
Fra Bøssernes Befrielsesfront i 1970’erne til Kvindehuset i 1990’erne og den militante lesbiske gruppe PUT, der ikke vil tåles, men have de samme rettigheder som heteroseksuelle par.
Særligt detaljeret blev scenen Julebag, fra en gammel kabaret fra Bøssehuset, genfortalt i den fine teaterfoyer. I scenen, som er et imiteret tv-køkken, indgik både banan og pølse, men også en ”sprød behåret bøsserøv”, som Jørgen Callesen selv udtrykte det.
Og der er en lang tradition for politiske aktioner og happenings, som ifølge Jørgen Callesen og Storm Møller Madsen også er scenekunst, selvom det har foregået ude i samfundet og ikke på de store teaterscener.
”I mange år har meget queer scenekunst været tæt forbundet med aktivisme, men de aktioner og udtryk har sjældent været anerkendt eller klassificeret som scenekunst,” siger Jørgen Callesen.
Fra fortid til fremtid
Som aftenen skred frem, og de historiske nedslag havde ført os frem i tiden, blev de stillesiddende samtaler afbrudt af en oplæsning fra den prisbelønnede teaterforestilling Arven.
For når vi taler om homoseksualitet, er det svært ikke at tale om HIV/AIDS epidemien i 80’erne, som foruden at være en verdensomspændende dødelig virus også betød, at homoseksuelle blev stigmatiserede som syge, beskidte og forkerte.
Det kapitel blev på fineste vis italesat af to unge skuespillere, Kristoffer Eriknauer og Emil Blak Olsen, der begge spiller med i maratonstykket Arven, som varer 8 timer og tyve minutter, og fortæller historien om aids-epidemien i 80’ernes New York.
Efter klapsalverne bevægede samtalen sig fra fortiden over i nutiden og håbet for fremtiden.
Scenen blev fyldt af unge skuespillere, en manuskriptforfatter og en balletdanser. De fortalte om deres queer-forbilleder som børn, blandt andet den kendte, cerutrygende børnevært Vera, der i starten af 00’erne tonede frem på skærmen med tydelig blå øjenskygge, lyserøde kinder og farvede curler under et pink hårbånd, men spillet af en mand.
Det er tydeligt, at for den unge generation i scenekunsten er repræsentation et vigtigt element.
”Vi bruger scenekunsten til at skubbe til, udfordre og begribe magten, kærligheden og døden. Det har man altid gjort, og det er en måde at starte samtaler,” siger Jørgen Callesen. Derfor er det væsentligt, det også har en plads hos de store institutioner, mener han.
Og det er også håbet for den nye generation. De vil fortælle nye historier på de store scener, og bryde med de faste kønsroller, som stadig er en stor del af de kunstneriske institutioner.
Jørgen Callesen fortæller, at nye historier er en vigtig del for queerpersoner i scenekunsten i fremtiden fordi meget af den scenekunst og LGBT+ kultur, der finder vej til for eksempel det kongelige teater, kommer fra USA.
”Vores danske historie er også vigtig, og skal også dokumenteres gennem scenekunsten,” siger Jørgen Callesen, der har været en del af queer-miljøet i København i mere end 30 år.
I lyset af de seneste års stramninger af love for queerpersoner, i blandt andet Polen, Ungarn og Uganda, er det vigtigt også at give scenen til queerpersoner, forklarer han.
”Verden er voldsom, og vi er nødt til at rykke sammen i bussen,” siger Jørgen Callesen. ”Men at vi står i det her hus, er et nybrud, og den nye generation giver mig håb for fremtiden.”