Det var en bøvlet kamp, men nu har Furesø Kommunes eget solcelleselskab set dagens lys
Furesø Kommune vil være CO2-neutral i 2030. Det kan kun lade sig gøre, hvis kommunen kan producere nok grøn strøm – og det kan Furesø Kommune heldigvis nu. Med deres eget solcelleselskab bliver solens stråler nemlig til grøn strøm på kommunens tage.
De danske kommuner brager derudad med FN’s Verdensmålsarbejde.
Siden 2018 har Kommunernes Landsforening undersøgt kommunernes arbejde med FN’s Verdensmål, og i 2023 kunne Kommuners Landsforening konkludere, at 80 procent af alle danske kommuner stadig arbejder konkret med verdensmålene.
Generelt har kommunerne i højere grad integreret arbejdet med verdensmålene i eksisterende strategier i 2023, end de havde bare to år tidligere.
En af de kommuner, der arbejder målrettet med verdensmålene, er Furesø Kommune, der har etableret et solcelleselskab, som skal sikre, at alle kommunens bygninger er CO2-neutrale i 2030.
Det har ikke været uden bøvl, for kommuner må hverken etablere solcelleanlæg eller tjene penge,
men det er lykkedes alligevel – og nu reflekterer solcelleanlæg solens stråler på seks af kommunens tage. Og der er endnu flere på vej.
”Det bliver samlet så mange solceller, at al den strøm, vi har brug for i kommunale bygninger, kommer fra de her solcelleanlæg, og det er rigtig godt, at vi kan undgå at skulle købe strøm,” siger Ole Bondo Christensen, borgmester i Furesø Kommune.
Eget klimaselskab
Furesø Kommune har arbejdet aktivt med klima siden 2008, siger Ole Bondo Christensen:
”Vi har en meget aktiv klimabevægelse lokalt, så vi samarbejder godt med borgerne, der er engageret i den her sag.,” siger han.
Siden 2008 har kommunen reduceret CO2-udledningen fra den kommunale drift med 60 procent, men det er ikke nok. Kommunen vil have CO2-udledningen helt ned på 0 – og gerne også uden for kommunens egne bygninger.
Løsningen blev derfor solceller. Men der er ingen åbne vidder eller store områder i Furesø Kommune, hvor der er plads til så mange solcelleanlæg. Og hvad gør man så? Man smider dem op på tagene. Men her opstod næste problem: Kommuner må ikke selv opføre solceller på tage.
”Der er et marked for etablering af solcelleanlæg, og derfor må kommuner ikke lave anlæg på egne tage. Men man må godt lave et selskab, som kan levere strøm til den bygning, taget sidder på,” forklarer Ole Bondo Christensen.
Så det gik kommunen i gang med, og i 2023 lykkedes det endelig at få det igennem. Det har ikke været uden udfordringer – for der skulle skaffes finansiering, etableres en juridisk enhed, ansættes en direktør og laves en relation mellem selskabet og kommunen. Men det lykkedes, og de første seks solcelleanlæg har nu set dagens lys på skoler, børnehaver og svømmehaller.
”Det har været en smule bøvlet, for at sige det mildt, men vi synes, det er umagen værd,” siger Ole Bondo Christensen.
CO2-neutralitet over hele paletten
Med det nye solselskab kan solcelleanlæggene producere strøm til den bygning, de sidder på, og er der overskydende strøm, ryger den direkte ud på elnettet og bliver solgt videre til andre bygninger i kommunen.
Og det er det, der er så smart ved solcelleselskabet. Kommunen må nemlig ikke tjene penge, men med solceller på kommunale tage kan selskabet sælge grøn strøm.
For det er ikke kun kommunen som virksomhed, der skal være CO2-neutral i 2030. Det gælder også virksomheder, boligselskaber og foreninger.
”Vi har et klimaforum i kommunen, hvor vi har inviteret grønne foreninger og virksomheder. Der drøfter vi udvidelsen af solcelleanlæg – både på private tage i husstande, i boligselskaber og i virksomheder,” siger Ole Bondo Christensen.
Kommunen har yderligere ni solcelleanlæg i støbeskeen, og når de er på plads, forventer de som virksomhed at være CO2-neutral og at have en samlet CO2-besparelse på cirka 11.880 kiloton om året. Det svarer til udledningen fra cirka 1.000 personbiler årligt – og beboerne i kommunen er vilde med det.
”Vi gør noget ud af at vise, hvor meget strøm der produceres på skolen med de her anlæg, og det giver rigtig god mening for børnene og forældrene. Det viser, at det nytter, og at man kan gøre noget,” siger Ole Bondo Christensen.

”Ja, i min baghave”: I Lemvig er de vilde med deres nye vindmøller og solceller
På Sydhavnen i Thyborøn skal verdens største vindmølle rejses, og der har ikke været én eneste naboklage…