Der er nu åbent for nomineringer til Verdensmålsprisen: ”Den gør det mere håndgribeligt, at vi gør en forskel”

Verdensmålsprisen fejrer dem, der får jord under neglene og svedige pander for Verdensmålene.

En fond, der har hjulpet tusindvis af børn i skole i Nepal, Kenya og Danmark, en mands utrættelige indsats mod madspild, et event på ti dage, hvor folk samles for at fjerne plastik fra havet og en danselærer, der skaber et trygt rum til at tale om svære emner. Det kan lyde som om de intet har tilfælles, men det er faktisk eksempler på personer og organisationer, der har vundet en Verdensmålspris.

For hvis det skal lykkes at nå Verdensmålene inden 2030, skal alle med ombord, og der er brug for handling nu.Derfor hjælper det, at nogle går forrest og viser vejen. Med Verdensmålsprisen hylder 2030-Panelet dem, der gør netop det. Siden 2019 har man en gang om året kunne nominere en person eller en virksomhed i tre kategorier: Inkluderingsprisen, Forandringsprisen og Ildsjælsprisen.

“Med nomineringen og prisen følte vi os anerkendt, set og hørt: KlimaZirkus skal ikke længere kæmpe for, at Verdensmålene er betydningsfulde, og måden, vi underviser om Verdensmålene på, giver mening,” siger Søren Peter Dalby Andersen, der var den første vinder af Ildsjælsprisen i 2019.

“Jeg fik talerstolen, men prisen er et stempel på, at det vi har gjort i fællesskab, er vigtigt, og det er rart og fedt. Det giver jo en legitimitet over den undervisning, vi har lavet”.

Søren Peter Dalby Andersen er fra organisationen KlimaZirkus, der har til formål at hjælpe fremtidige generationer med faglig viden og motivation til at arbejde med klima. De har også en række læringsrum kaldet Studie 17. Her får unge mulighed for at engagere sig i de 17 Verdensmål, der kræver innovative og bæredygtige løsninger. Elever bliver inviteret ind til kortere eller længerevarende workshops, hvor naturvidenskab, teknologi, kunst og forundring kombineres.

“En tømrer kan se det hus, han har bygget, stå færdigt. En forfatter kan holde sin bog i hånden. Men for en lærer er den forandring, vi skaber, mere flyvsk. Eleverne ser vi sjældent igen, når de først er taget ud i verden. Med Verdensmålsprisen blev det mere håndgribeligt, at vi faktisk gør en forskel,” fortæller Søren Peter Dalby Andersen.

Nomineringen er lukket

Tak for jeres nomineringer

Det smukke ved Verdensmålene

I år kan du igen nominere en person, som har gjort en forskel for andre og Verdensmålene enten lokalt, på landsplan eller internationalt.

Inkluderingsprisen bliver overrakt til den, der bedst har nået og inkluderet en gruppe mennesker, der er i størst risiko for ikke at nå Verdensmålene. Forandringsprisen er til den med den mest nytænkende og effektfulde idé, der har det største systemforandrende potentiale. Og Ildsjælsprisen bliver givet til den, der med sit personlige engagement har inspireret andre til at være med for Verdensmålene.

“Det med at blive nomineret var faktisk det mest overraskende. Når jeg går i min egen verden, så tænker jeg sjældent på, at jeg gør den store indsats. Det var fedt at finde ud af, at der var nogle, der kunne se, at det hårde arbejde, vi laver, faktisk er forandringsbærende” siger Søren Peter Dalby Andersen.

Han fortæller, at det, han synes, der er smukt ved Verdensmålene, er, at vi i fællesskab er blevet enige om de 17 Verdensmål på tværs af hele verden. Det er et godt redskab til at få folk til at samarbejde, der måske ellers ikke ville have mødtes på midten, og et godt dialogredskab. Det er også en god tragt til undervisning og til at dykke ned i, hvor man selv kan gøre en forskel, selvom man måske bare er en skoleelev.

“I undervisningen skal børnene ikke tage hånd om de 17 Verdensmål eller et undermål, men i stedet arbejde med det, der passer bedst til den enkelte elev, så det bliver deres mål og ikke verdens mål, hvor kan de gøre en forskel tæt på dem selv”.

Hvis du kender en som Søren Peter Dalby Andersen, der også gør en forskel, når det gælder Verdensmålene, så kan du nominere vedkommende frem til den 8. maj her: https://www.verdensmaal.org/verdensmaalsprisen.

Den 18. maj offentliggøres de nominerede til Verdensmålsprisen, og dem vil du kunne stemme på frem til 13. juni. Vinderne afsløres den 18. juni under Folkemødet 2022 i Verdensmålenes Telt.

En mands kamp mod madspild slår igennem Læs også
Udgivet

En mands kamp mod madspild slår igennem

Miljøforkæmperen Matt Homewood vandt Verdensmålsprisen 2021 i kategorien Ildsjæl. Han har i…