Den var væk i 20 år, men på Orø kan man nu høre lyden af liderlig tudse igen

I 20 år har Holbæk Kommune kæmpet en brav kamp for at få den grønbrogede tudse tilbage til Orø. Det har til tider syntes håbløst, men med hjælp fra Zoologisk Have København og en omfattende vandhulsindsats, fløjter den grønbrogede tudse nu efter hunner igen.

Udgivet den 18 maj, 2025 – Af Frederikke Hinsby

På Orø fløjter den grønbrogede tudse lystigt igen efter hunner, men hvis man spoler tiden tilbage til 2008, var historien en helt anden.

Dengang kunne man ikke høre hantudsens fløjtende kvæk, som den bruger til at charmere hunner til dens vandhul.

Holbæk Kommune tog derfor en beslutning: De grønbrogede tudser skulle tilbage til Orø. De begyndte derfor at genetablere vandhuller for at give de bedste hjemlige forhold til den fløjtende tudse. Men efter flere års indsats, var der stadig ingen tudser.

Vi spoler nu tiden frem til 2022. Tudserne er væk, så Holbæk Kommune ringer til Zoologisk Have i København, som i mange år har avlet og passet de grønbrogede tudser for netop at kunne imødekomme de udfordringer, kommunen står overfor.

Københavns zoologiske have får fluks fragtet 100 etårige padder og tusindvis af haletudse æg til Orø, og nu 17 år efter, har indsatsen båret frugt, og man kan endelig høre tudserne fløjte igen. Det glæder Karen Thestrup Clausen, forperson i Udvalget for Klima, Miljø og Natur i Holbæk Kommune.

”Vi har alle en forpligtelse, og kommuner har en særlig forpligtelse, til at være med til at sikre de arter, der er ved at uddø,” siger hun.

En krævende tudse

Tilbage i 2008 var ynglevandhullerne på Orø groet til. Kommunen havde ikke haft fokus på biodiversitet, og derfor havde planten tagrør overtaget tudsernes vandhuller. Der var ganske vist en smule vand mellem det lange græs, men det er altså ikke her, man får en grønbroget tudse til at yngle, siger biolog Peter W. Henriksen, der har været rådgiver på projektet helt fra start.

”En tommelfingerregel er, at en grønbroget hantudse skal kunne sidde i kanten af sit vandhul og spejde ud over stort set hele vandoverfladen,” siger han.

Generelt er den grønbrogede tudse lidt af en diva, når det kommer til leve- og ynglesteder. Den yngler i vandhuller, men når den ikke yngler, hvilket er størstedelen af året, lever den i sin sommerresidens på land og graver sig ned om vinteren.

Den er utrolig glad for klitter og strandbredder, men også huskældre, haveanlæg og drivhuse. Kravet er, at der skal være meget sol og ingen eller meget små træer, og så skal den kunne gemme sig fra sultne dyr.

”De kan rigtig godt lide menneskeboliger – brændestabler, krat, drivhuse. De kan faktisk virkelig godt lide uorden. Jeg plejer at sige: Lad os få noget uorden i landskabet. Sådan en trimmet steril have, den er intet værd,” siger Peter W. Henriksen.

Der er altså mange forhold, der skal være i orden, for at tudsen har det godt. En ting er, at den kan yngle i området, men kan den også leve og overleve?

Da Zoologisk Have i 2022 satte en masse haletudser ud, var der derfor ingen garanti for, at de rent faktisk blev til fuldvoksne tudser – heller ikke selvom Holbæk Kommune havde lavet vandhuller.

Begejstringen var derfor stor, da Peter W. Henriksen for nyligt er ude på sin sædvanlige tur for at tjekke til de udsatte tudser, og han kan høre noget, han ikke har hørt i 20 år:

Den grønbrogede hantudses fløjten efter hunner.

”De havde klaret sig. De havde fundet egnede levesteder på land i al den tid. I virkeligheden er grønbrogede tudser ikke vanddyr. De lever altså på land og skal finde egnede steder,” siger han.

Lokal hjælp

Som en del af tudseprojektet på Orø har Holbæk Kommune fået hjælp af lokale. Kommunen ejer ikke jord på Orø, og derfor har det været nødvendigt at placere vandhuller på privat jord.

”Lokale har lagt jord til og har kunnet hente sten, som man har kunne lægge rundt i vandhullet og skabe de der steder, hvor tudserne kan kravle op og sidde og sole sig. Så på den måde er lokale også med og engageret i det,” siger Karen Thestrup Clausen.

Det er nemlig ikke helt ligegyldigt, hvor man placerer et tudsevandhul. Er vandhullerne placeret for tæt på kysten, er der risiko for, at de bliver oversvømmet, enten af stigende vandstande eller stormflod, og så bliver vandet for salt til tudserne.

”Det kan ikke nytte noget, at vi kun laver vandhuller på strandengene. Det skal helst være lidt længere inde, hvor man er sikker på, at de kan leve fremover,” siger Karen Thestrup Clausen.

Stærk, uafhængig tudse

På Orø trasker Peter W. Henriksen stadig rundt i de sene aftentimer for at holde øje med tudserne.
Projektet er nemlig langt fra slut. For selvom det går fremad for den lille grønne hoppefyr, er der stadig arbejde at gøre.

Tudserne er nemlig stadig afhængige af menneskelig hjælp, i form af flere vandhuller og haletudser.

Det er dog målet, at tudserne skal kunne klare sig selv. Landskabet skal altså være så tudsevenligt, at endnu flere tudser kan vokse sig store og yngle, så der ikke længere er behov for at sætte flere haletudser ud.

Og nu da hantudserne allerede er i gang med at tiltrække hunner med deres fløjten, går der forhåbentlig ikke længe, før et kor af grønbrogede tudser indtager Orø.

”Vi skal have bestanden op. Hvis den først er tilstrækkelig stor, så skal de nok klare det uden vores hjælp og uden, at vi skal ud og skabe vandhuller,” siger Karen Thestrup Clausen.