Danske elbusser har foden på speederen: Hurtigste udvikling i EU

Batteribusser er bedre for luftkvaliteten og klimaet, men også i højere og højere grad for kommunekasserne. De store danske kommuner kører hurtigt på området.

Det går hastigt frem med at gøre den offentlige bustrafik grønnere. Flere og flere danske kommuner sætter elbusser på vejene til gavn for luftkvaliteten og klimaet.

Faktisk var Danmark det land i EU, der i 2019 – hvor de seneste tal er fra – fik den største andel af elektriske busser. 78 procent af de knap 100 nye, danske bybusser, der kom på vejene i 2019, var med batterier, viser en ny opgørelse fra den europæiske organisation Transport and Environment.

”Det er rigtig flot,” siger Jeppe Juul, der er seniorrådgiver for energi og transport ved miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling. ”Det viser, at Danmark har været tidligt ude på denne her dagsorden, og vi er, så at sige, langt fremme i bussen i EU”.

Læs også: Roskilde er første danske by kun med elbusser

Det er bybusser, der bliver elektriske, fordi de ikke behøver at køre langt, før de kan blive ladet op. Det er da også større byer, som København, Frederiksberg og Roskilde, der har rykket hurtigt på elbusser. Og sidste år indgik seks ud af landets syv største kommuner – København, Aarhus, Aalborg, Odense, Vejle og Frederiksberg – en klimasamarbejdsaftale med Transportministeriet om, at alle nye bybusser skal være elektriske fra i år. Fem kommuner i københavnsområdet har netop besluttet, at to travle buslinjer bliver elektriske om et år. Også i Esbjerg kommer der 29 nye elbusser ud i gaderne til december. Men det foregår ikke kun i de store kommuner: Der er også elbusser på vej til nogle ruter på Lolland og Falster.

Billigere i drift

Elbusser er dyrere end dieselbusser – i hvert fald når man kigger på indkøbsprisen alene, hvor de ofte stadig koster op mod det dobbelte i forhold til en fossilbus. Men strøm er billigere end diesel, især efter at elprisen for busserne for nyligt blev lagt fast frem til 2030, og et elkøretøj kræver mindre vedligehold end en dieselmotor.

Læs også: Grønne busser på vej til landets største kommuner

Så hvis man kigger på hele bussens levetid og drift, ser økonomien bedre og bedre ud. Og eksempelvis er Esbjergs aftale om at få elbusser til næste vinter faktisk billigere end det eksisterende udbud med dieselbusser – Esbjerg vil spare 3,5 millioner kroner om året på buskørslen og samtidig skære 70 procent af CO2-udledning fra den kollektive trafik i kommunen.

Alligevel står vi ikke overfor en eksplosion i antallet af elbusser, men derimod en løbende stigning frem mod 2030, forklarer Jeppe Juul.

”Det kommer til at gå hurtigere og hurtigere, men hastigheden kommer an på kommunerne. De fleste kommer nok til at skifte til elbusser, efterhånden som deres udbud for busdrift skal opdateres,” siger han.

Læs også: Flere rene linjer i busdriften på Sjælland

Han understreger, at der ikke er nogen konkrete forhindringer for kommunerne for at skifte til bybusser med batterier og strøm. Teknologien er på plads til opladning og infrastruktur, selve busserne er allerede blevet hyldevarer, og elprisen er blevet fastlagt.

Og samtidig går den teknologiske udvikling hurtig i øjeblikket. Batteripriserne falder hele tiden – ifølge det internationale analyseinstitut BloombergNEF faldt prisen 18 procent om året mellem 2010 og 2018 – og busproducenterne udvikler flere og flere modellerne, så konkurrencen stiger.

”Det, der er mest spændende at følge, er udviklingen i bussernes rækkevidde. Der er ikke rigtigt elektriske busser til de lange ture endnu, men når de kommer, så vil det nok går hurtigt med at få dem på vejene, for økonomien bliver bedre, jo længere man kører,” siger Jeppe Juul.