Dansk algoritme skal mindske vandspild

18 milliarder liter vand fosser hvert år ud af de danske vandværker, men det problem skal en ny opfindelse hjælpe med at løse ved brug af kunstig intelligens.  

Når et vandrør sprænger og vandet fosser ud i jorden, har vandværkerne dårlige chancer for at opdage det. Ifølge Dansk Vand- og Spildevandsforening går otte procent af alt udpumpet vand fra vandværkerne i Danmark tabt hvert år. Det svarer til, at cirka 18 milliarder liter drikkevand forsvinder mellem vandværk og husstand. Det er det samme som 28.800 olympiske bassiner.

Det er svært for vandværkerne at opdage vandspildet, fordi halvdelen af Danmarks vandforsyninger ikke har nogen daglig overvågning af, hvor meget af det vand, de pumper ud, der rent faktisk ender i vores vandhaner. Men det skal være slut nu. En ung gruppe iværksættere fra Københavns Universitet har opfundet et nyt overvågningssystem, som ved hjælp af kunstig intelligens og maskinlæring advarer vandværket, hvis den udpumpede mængde vand pludselig eksploderer på grund af lækage, skriver Københavns Universitet.

”Vores intelligente vandmåler har analyseret store mængder vanddata fra tidligere år, og på den måde ved systemet, hvor meget vand der normalt bliver brugt på f.eks. en tirsdag i januar. Afviger den mængde vand, som vandværket pumper ud fra normalen, får de besked om, at der er noget galt og kan tage hånd om problemet,” forklarer Mathias Stephensen, medstifter af virksomheden Sense Analytics og økonomistuderende på Københavns Universitet.

Spildevand giver strøm til danske husstande Læs også
Udgivet

Spildevand giver strøm til danske husstande

I Kolding genererer de klimaneutral strøm til at dække 150 husstandes forbrug med spildevand. Spildevandsturbinen…

Vandmåler fanger uventet vandspild

Problemet med den manglende overvågning af vandspild blev for nylig tydeligt hos en sjællandsk vandforsyning, hvor 82 millioner liter rent drikkevand var fosset ud i jorden. Vandforsyningen opdagede først lækagen et år efter, fordi vandregnskabet ikke stemte. Det skal den nye vandmåler være med til at lave om på. Ved hjælp af kunstig intelligens advarer en alarm vandværket, hvis den udpumpede mængde vand afviger fra normalen. Det nye system kommer til at køre over en webplatform og er langt billigere end andre løsninger på markedet.

”Mængden af vand, som værket pumper ud, bliver overvåget, og hvis vi mener, at der er opstået et læk, så sender vi en advarsel til dem,” forklarer Mathias Stephensen.

Selvom det er store tal, så er Danmark er faktisk det land på verdensplan, der har det mindste vandspild. Derfor vil Sense Analytics sammen med vandforsyningerne videreudvikle løsninger for kunder i udlandet, hvor potentialet for at mindske vandspild er endnu større end i Danmark.

Grundvandet skal gennemtjekkes for sprøjtemidler Læs også
Udgivet

Grundvandet skal gennemtjekkes for sprøjtemidler

Det danske grundvand skal undersøges for næsten 10 gange så mange pesticidstoffer end før.