Coop vil plante en skov hvert år de næste ti år

De nye skove skal fylde det samme som 1.400 fodboldbaner og bringe Coop tættere på et positivt klimaregnskab.

Hvert eneste år frem til 2030 vil Coop-koncernen, der driver supermarkedskæder som Irma, SuperBrugsen og fakta, plante en ny skov. De ti såkaldte ”folkeskove” skal plantes rundt landet og bliver offentlige, så danskerne kan få glæde af dem.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse. Folkeskovene bliver derfor også en del af Coops arbejde mod at få et positivt klimaregnskab i 2030. Beplantningen af den første skov starter til maj i år. Tilsammen skal de ti skove fylde 1.000 hektar, eller omtrent det samme som 1.400 fodboldbaner.

Læs også: Skoler planter skove selv, for eleverne er vilde med naturløsninger i undervisningen

Klimaaktivisme i øjenhøjde

”Vi ser Coops Folkeskove som klimaaktivisme i øjenhøjde. Ud fra en tanke om hvor langt vi kan komme, hvis vi i fællesskab hjælper hinanden med at trække de til tider lidt højtravende klimaambitioner helt ned på jorden, og i bogstavelig forstand får dem til spire nedefra og op”, siger adm. direktør for Coop, Peter Høgsted.

Det er Coops håb, at lokalområderne omkring skovene og Coops medlemmer vil engagere sig i arbejdet med skovene. Der skal eksempelvis oprettes lokale skovråd i lokalområderne, der skal arbejde for, at skovene bliver brugt af danskerne.

Skovene vil blive drevet af Hedeselskabet, ligesom Danmarks Naturfredningsforening er samarbejdspartnere i projektet.

Læs også: Danmarks Naturfredningsforening samler ind til en million træer