Carina arbejder med fremtidens bæredygtige omsorg: Derfor skal SOSU-elever vide noget om bæredygtighed
Sansehave, affaldsindsamling og en Re-Love-It shop. Lyder det som aktiviteter på en hipster-festival? Nej, det er bare nogle af Carina Sørensens seneste påhit.
En helt særlig besked mødte eleverne på SOSU Syd, da de den 22. april troppede op til skoledag i den smukke, gamle bygning i Aabenraa:
Al ordinær undervisning aflyses.
Årsagen til det ryddede skema var hverken it-nedbrud eller akut omgangssyge blandt personalet. Nej, i stedet skulle dagen stå på workshops i anledning af den internationale ”Jordens Dag”, hvor der verden over er særligt fokus på miljø og bæredygtighed.
Blandt dagens i alt 14 workshops på skolen var der en hækleworkshop med garnrester, workshops med plantekasser, reparationer og sågar en ”prepper-workshop”, hvor det Sønderjyske Beredskab gav eleverne et lynkursus i at tage vare på sig selv under krisesituationer som for eksempel ved massive strømnedbrud.
Den ansvarshavende bag dagens mange aktiviteter hedder Carina Sørensen, og hun har rollen som skolens bæredygtighedskoordinator.
”Jordens Dag er blevet en af vores aller-vigtigste årlige begivenheder her på skolen”, fortæller hun.
Carina Sørensen er nu én blandt tre nominerede til Verdensmålsprisen 2025, og det er hun netop for sit store engagementet i at brede viden om Verdensmålene og bæredygtighed ud til skolens elever.
”Det er helt vildt med sådan en nominering. Og det er slet ikke noget, jeg nogensinde havde regnet med. Jeg er meget, meget rørt, og jeg synes, det er en kæmpe anerkendelse”, siger Carina Sørensen om nomineringen.
Butiksbestyrer, mm.
Carina Sørensen står midt imellem tøjstativer og skohylder i et fint ”butiks-lokale”, som skolen har indrettet. Her kan både elever og skolens personale helt gratis lave en stand med tøj, de gerne vil sælge videre. Der er prøverum og skilte med hver stand-ejers mobilepay-oplysninger, og det hele fungerer tillidsbaseret.
”Vi kalder det for vores ”Re-Love-It shop”. Man genelsker andres tøj, ting og sager. Uanset om man er elev, underviser, administrativ medarbejder eller skolens direktør, så kan man komme herned og sælge sit tøj videre”, forklarer Carina Sørensen.
Hun har udviklet på konceptet af den lille, hyggelige ”tøjbutik”.
”Det er et tiltag i forhold til at støtte lidt op omkring bæredygtigheden, og alt det vi ved med tekstilproduktion, som jo er en ret stor CO2-synder. Igennem den her butik, får eleverne både noget viden om det og hvordan, vi kan blive ved med at elske hinandens ting”, siger hun.
Strategi og sansehave
Men lad os lige træde ét skridt tilbage. Hvorfor er miljø, klima og bæredygtighed overhovedet relevant at forholde sig til som SOSU-elev? Det har Carina Sørensen et meget klart svar på.
”Det er vigtigt og relevant at skolens elever kan bringe bæredygtighed og Verdensmålene med ud på deres kommende arbejdspladser”, forklarer hun.Derfor er SOSU Syd også blevet en af UNESCOS Verdensmålsskoler, og Carina har insisteret på bæredygtighed i alle skolens strategiske ambitioner på personalemøder, i fagsaloner og i det daglige arbejde med at udvikle undervisningsforløb med fokus på Verdensmål. Og så er der selvfølgelig de mange aktiviteter på skolen, der foruden den nye Re-Love-It shop også tæller for eksempel en kommende sansehave, konkurrencer i affaldsindsamling og egenproducerede podcasts om både Verdensmålene og bæredygtighed indenfor SOSU Syds fagretninger, velfærd, omsorg og pædagogik.
Et stort bæredygtighedsbrød
Men hvordan tager eleverne så imod det store fokus på bæredygtighed?
”Når man er på en erhvervsskole, så er man ikke på selve skolen i særlig lang tid. Størstedelen af tiden er man ude på arbejdspladserne. Derfor har det været vigtigt at vise eleverne, hvad der egentlig er realiserbart – og især den slags løsninger, vi kan indføre her og nu på skolen eller andre steder i hverdagen”, forklarer Carina Sørensen.Og selv om Verdensmål og bæredygtighed sagtens kan gøres til noget stort og kompliceret, så har Carina og SOSU Syd med de mange konkrete tiltag fundet en metode til at gøre emnet forståeligt – og noget, man kan handle på.
”For nogen kan det være svært til at starte med. Hvad er det der bæredygtighed for noget? Det er måske blevet slået op som et ret stort brød. Eleverne har måske tidligere gentagne gange stødt på ordene verdensmål, verdensmål, verdensmål, men hvad er det egentlig for noget?” siger hun og fortsætter:
”Når vi så begynder at bryde det lidt ned for eleverne, så får de en forståelse for, at det jo egentlig ikke er raketvidenskab. Igennem lidt grundlæggende undervisning og videndeling om verdensmål og bæredygtighed når eleverne frem til at hvis de selv kan gøre en lille forskel, kan vi alle gøre en lille forskel. Og det er dér, hvor det batter”.
 Læs også
 Læs ogsåUnge aktivister bytter bannere ud med jakkesæt – nu er de nomineret til Verdensmålsprisen
Flere unge klimaaktivister arbejder nu målrettet på at komme i bestyrelseslokaler og andre beslutningsrum…

 Læs også
 Læs også Læs også
 Læs også