Borgernes idéer om bæredygtighed lander snart på politikernes bord

En gruppe danske borgere er blevet udvalgt til at fortælle deres lokalpolitikere, hvordan vi bør indrette fremtidens samfund for at gøre vores forbrug mere skånsomt for miljø og klima.

Rundt omkring i fem kommuner og regioner sidder en gruppe helt almindelige danskere lige nu og diskuterer på kryds og tværs, hvordan de gerne vil have, fremtidens Danmark kommer til at se ud, og hvordan vi kan gøre samfundet mere bæredygtigt.

Og de nøjes ikke med at snakke om det. Diskussionerne ender med at blive til en række konkrete forslag og anbefalinger, som går videre til lokalpolitikerne i kommunerne og regionerne. Derefter skal kommunalbestyrelser og regionsråd arbejde videre med idéerne og gøre nogle af dem til virkelighed.

Mange slags mennesker er med

Det direkte samarbejde mellem borgere og politikere opstod ved, at regionerne Hovedstaden og Syddanmark, samt kommunerne Frederiksberg, Rudersdal og Vejle, i foråret inviterede i alt 40.000 borgere til at deltage i den såkaldte Borgersamling Bæredygtigt Forbrug.

Af dem, der takkede ja til invitationen, blev de endelige 66 deltagere fundet via lodtrækning. Valget af de konkrete personer blev baseret på, at der skulle være en bred dækning af forskellige aldersgrupper, køn, uddannelse og bopæl, så gruppen kunne afspejle befolkningen som helhed.

For at hjælpe dem med fakta og rådgivning har de fået et advisory board med 12 medlemmer, hvoraf otte kommer fra en række partier fra begge sider af Folketinget, samt et ekspertpanel med syv medlemmer.

Rent praktisk mødes deltagerne i borgersamlingen fysisk og bruger en række weekender på arbejdet. De mødtes første gang lørdag d. 24. september, og i april 2023 vil deltagerne præsentere deres anbefalinger for resten af Danmark.

Stærkere mandat til svære beslutninger

Men hvorfor er det overhovedet, at borgerne skal involveres? Ifølge borgersamlingen egen hjemmeside bliver borgerne ”medskabere af de politiske rammer for adfærd og forbrug”. Tanken er også, at de 66 borgere bliver til ambassadører for deres anbefalinger, og kan derved være med til at inspirere andre danskere til at engagere sig mere i den grønne omstilling.

Erfaringer fra andre lande viser, at borgersamlinger giver beslutningstagere et stærkere mandat til de svære beslutninger og til at træffe langsigtede beslutninger, skriver borgersamlingen.

Pengene til projektet finansieres af EU-Kommissionen. I 2021 bevilgede de 125 mio. kr. til det 8-årige såkaldte LIFE IP-projekt ”Circular Economy Beyond Waste”, som havde opstart i januar 2022. LIFE IP-puljen yder støtte til at implementere EU-lovgivning i medlemslandene på miljø- og klimaområdet.