Bibliotekerne tager Verdensmålene til sig

De danske biblioteker skal lære sig selv at engagere deres millioner af besøgende med i den bæredygtige omstilling.

Hvert år slår 38 millioner besøgende et smut forbi de danske biblioteker, og de er derfor den kulturinstitution, der når bredest ud. Samtidig er de tæt forankret i lokalsamfundene.

Derfor mener Danmarks Biblioteksforening, at det er oplagt, at de danske biblioteker skal være med at inddrage og engagere borgerne i arbejdet med Verdensmålene. Sammen med organisationen Chora 2030 har de nu startet et pilotprojekt, hvor 20 biblioteker skal udvikle og afprøve en model til at engagere lokale borgere i målene.

Læs også: SDU går all in på Verdensmålene

”Vi ved, at der er rigtig mange mennesker, der gerne vil arbejde med at skabe en bedre verden,” siger formanden for Danmarks Biblioteksforening Steen Bording Andersen (A), som også er kulturudvalgsformand i Aarhus.

”Bibliotekerne er som landets mest besøgte kulturinstitution helt oplagte som facilitatorer for borgernes arbejde med Verdensmål, også fordi mange biblioteker allerede i dag arbejder med Verdensmål. Derfor er vi også glade for, at der nu kommer turbo på at komme i gang med arbejdet, for det er vores ambition at omsætte Verdensmålene til hverdagsmål”.

Læs også: Fra FN til Sønderjylland: Hvordan gør skolebørn, virksomheder og kommuner Verdensmålene konkrete i Danmark?

Det skal ske ved, at bibliotekerne både selv bidrager til mere bæredygtige løsninger og ansporer de lokale borgere til at engagere sig.

Modellen skal danne grundlag for en verdensmålscertificering for biblioteker, som bagefter kan give landets biblioteker en fælles ramme for arbejdet med Verdensmålene. Chora 2030 har tidligere udviklet en verdensmålscertificering for skoler, der aktivt vil arbejde med bæredygtig omstilling.

Læs også: Når eleverne går mere og mere op i bæredygtighed, må skolerne komme dem i møde