AI og data skal gøre slusen smartere i Horsens – og det kan stoppe vandmasserne

Horsens forsøger at klimasikre sig med data og kunstig intelligens, og det vil give færre oversvømmelser, mener klimakoordinator.

De har prøvet det før.

Vandet, der skyller ind over byen og oversvømmer havn, bygninger, veje og parker.

Horsens by er truet af oversvømmelser. For når en stormflod rammer, kommer vandet ikke bare fra byens fjord. Der følger ofte nedbør med, der kan få Horsens åer og søer til at løbe over.

Men nu forsøger Horsens at klimasikre sig mod oversvømmelser ved hjælp af data og kunstig intelligens.

Kommunen har i samarbejde med organisationen GovTechMidtjylland i Aarhus, Danmarks Tekniske Universitet og DMI installeret 15 online sensorer langs hele vandløbet fra havnen, ind gennem byen, op til Bygholm Park og i Bygholm Sø, der ligger i udkanten af byen.

De sensorer overvåger vandstandene i realtid og sender data direkte til kommunen – og det data vil snart blive brugt til at gøre slusen selvkørende gennem kunstig intelligens.

Sensorerne skal hjælpe kommunen med at styre slusen i Bygholm Sø præcist og reagere i tide, når vandet presses ind i byen under en stormflod, og det samtidig regner. På den måde ved kommunens beredskab, hvor meget og hvornår slusen skal lukkes under en stormflod – og hvornår den kan åbnes igen, så der ikke sker yderligere skade.

Og den hjælp vil føre til færre kritiske oversvømmelser, mener Jacob Peter Jacobsen, der er biolog og klimakoordinator i Horsens Kommune.

”Vi kan ikke gøre noget ved de stormfloder, der kommer, fordi vi stadig ikke har barrierer ved kysten, der kan holde stormfloden ude af byen. Men vi kan hindre, at oversvømmelserne forværres af vandet fra Bygholm Sø,” siger han og fortsætter:

”Så det er første skridt mod klimasikring af Horsens by.”

Sluse på AI-autopilot

I Danmark er klimaforandringer lig med flere stormfloder. Stormfloder, der i dag regnes for en 20 års-hændelse, bliver med stor sandsynlighed noget, der kan ske hvert eller hvert andet år. Derfor er der brug for at klimasikre, så byer som for eksempel Horsens ikke bliver oversvømmet.

Bygholm Sø munder ud i Bygholm Å, der slanger sig gennem Horsens by. Det er slusen ved søen, der er med til at bestemme, hvor meget vand der er i åen, og derfor også om den løber over sine bredder.

Før sensorerne blev installeret, åbnede og lukkede slusen i Bygholm Sø sig automatisk, så den døgnet rundt overholdt det samme vandstandsniveau i søen. Men selv under en stormflod fortsatte slusen med at lukke vand ud af Bygholm Sø til Bygholm Å, fordi den var programmeret til at fastholde en bestemt vandstand. Analyser har vist, at det har forværret oversvømmelserne i Horsens midtby med 10-15 centimeter – og det er tit et spørgsmål om centimeter, før det går galt.

Ifølge Jacob Peter Jacobsen har styringen af slusen derfor ikke været optimal, fordi der sagtens kan være mere vand i søen end det vandstandsniveau, som slusen er kodet til at overholde – og udnytter man det, ville det kunne hindre, at oversvømmelser i Horsens midtby bliver forværret.

I dag hjælper sensorerne beredskabet med at styre slusen langt mere effektivt. Men har det overhovedet haft en effekt endnu?

”I løbet af det års tid, vi har haft sensorerne, har vi ikke haft nogle katastrofer, som de har kunnet afværge,” siger Jacob Peter Jacobsen.

Men når stormfloden eller skybruddet rammer, så er Jacob Peter Jacobsen helt sikker på, at sensorerne vil bevise, hvorfor de netop er en god idé.

”Vi kan hindre, at regnvand når ned og forværrer oversvømmelser under for eksempel en stormflod,” fastslår Jacob Peter Jacobsen.

Lige nu er det beredskabet selv, der på baggrund af sensorernes målinger styrer slusen, men snart vil slusestyringen blive endnu smartere.

Horsens Kommune har i 2024 givet midler til at omkode slusen med kunstig intelligens, så slusen selv kan reagere på vandstandsmålingerne fra sensorerne og lukke automatisk, når vandstanden bliver kritisk forskellige steder i byen.

”Det bliver dejligt at kunne sidde roligt under en stormflod og se den kunstige intelligens klare styringen af slusen for os,” siger Jacob Peter Jacobsen.

Kunstig intelligens finder nu kræftknuden i nordjyske kvinders bryster, og det letter hospitalernes ressourcemangel Læs også
Udgivet

Kunstig intelligens finder nu kræftknuden i nordjyske kvinders bryster, og det letter hospitalernes ressourcemangel

I Region Nordjylland er kunstig intelligens nu med til at opspore brystkræft, og det frigør en…

Horsens kører med på den grønne busbølge Læs også
Udgivet

Horsens kører med på den grønne busbølge

Den grønne omstilling tager fart i den offentlige trafik i Danmark. I 2023 bliver alle bybusser i…

Skærer gassen: Landets største sammenhængende fjernvarmeprojekt er færdigt Læs også
Udgivet

Skærer gassen: Landets største sammenhængende fjernvarmeprojekt er færdigt

Det tog syv år, men nu løber der grøn varme ud til 10.000 boliger i Horsens. Det har skåret opvarmning…