Materiale - FN's Menneskerettighedserklæring

Find øvelserne og kilderne til forløbet her.

Lær

Eleverne læser FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder (1948) samt Den Franske Menneskerettighedserklæring (1789). Hvis man vil nå det hele på 90 minutter, bør dette være lektie til timen. Det vil være en fordel, hvis eleverne har en baggrundsviden om idéen om menneskerettigheder i forbindelse med den franske revolution samt en viden om FN.

Kilder

Gør

Eleverne arbejder i par eller små grupper med følgende arbejdsspørgsmål til FN’s menneskerettigheder:

  1. Hvem er afsenderen på denne erklæring?
  2. Hvem kan tænkes at være modtageren? Hvorfor?
  3. Indledningen til erklæringen fungerer som en opremsning af grunde til, at erklæringen bliver lavet.
    - Kan man se, at erklæringen kommer som en reaktion på 2. verdenskrig? Find citater i teksten og forklar
    - Kan man se, at idéen om menneskerettighederne kommer fra den franske menneskerettighedserklæring fra 1789? Find citater i teksten og forklar!
  4. Hvilken artikel i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder er i dine øjne den vigtigste? Underbyg din påstand med argumenter.
  5. Hvilke lande har tilsluttet sig FN’s menneskerettighedserklæring?
  6. Hvad betyder det, at det er en ”hensigtserklæring”?
  7. Hvad sker der, hvis et land ikke overholder menneskerettighederne?
  8. Er menneskerettighederne vigtige i dag? Hvorfor/hvorfor ikke?

Del

Eleverne deler deres besvarelser i matrix-grupper.

  1. Eleverne læser nu delmålene for mål 16 på Fred, retfærdighed og stærke institutioner | Verdensmål, og klassen diskuterer, hvordan mål 16 spiller sammen med menneskerettighedserklæringen. Er der nogen overlap mellem mål 16 og menneskerettighederne, og hvad er forskellene?
  2. Hver gruppe vælger et delmål og et land, som de vil bruge som udgangspunkt for at undersøge delmålet nærmere. Grupperne finder information om indikatorerne for det pågældende verdensmål og land.
  3. Grupperne fremlægger:
    - Hvad går delmålet ud på, og hvordan relaterer det til menneskerettighederne
    - Hvilke problemer eksisterer i gruppens valgte land i forbindelse med delmålet?
    - Hvordan kan man arbejde med at opfylde delmålet i det pågældende land? Her må eleverne gerne komme med kreative idéer