6. The King of Condoms

Med bilen proppet af læssevis af postkasserøde kondompakker begiver Kondomkongen sig ud i Nairobis gader som en enmandshær i kampen mod aids. Hans farvestrålende uniform bliver matchet af hans spraglede personlighed.
Kondomkongen vil gøre Kenya aids-fri. Men han er ikke altid populær blandt konservative og religiøse kenyanere, som mener, at kondomer er skyld i sex uden for ægtesengen.

Alligevel er han ikke til at stoppe. Med humor, bramfrihed og kondomer som våben bryder han fordomme og gør kenyanere i alle samfundslag, fra slummen til forretningsdistriktet, klogere på sikker sex.

Tag noter undervejs

Mens I ser filmen, skal I tage noter. I kan enten tage noter med tekst, billeder eller som lydoptagelser.

I skal notere:

  • Mindst tre ting, I undrer jer over eller finder tankevækkende.
  • Mindst tre temaer fra filmen.

Hent notatarket til filmen her.

Arbejde efter filmen

  1. Hvad er filmens temaer?
  2. Hvor ser I temaerne beskrevet?
  3. Hvordan passer filmen til temaet Opgør med Fremtiden?
  4. Hvorfor uddeler Kondomkongen gratis kondomer og laver seksualundervisning?
  5. Hvordan benytter Kondomkongen humor i sit arbejde?
  6. Hvilke udfordringer møder Kondomkongen, når han uddeler kondomer og spreder sin viden på gaden?
  7. Hvilke Verdensmål kan I genkende i filmen?
  8. Hvad er holdningen til seksualundervisning i Kenya?
  9. Hvordan oplever I, at holdningen til seksualundervisning er i Danmark?
  10. Undersøg, om der tidligere har været fordomme forbundet med hiv/aids i Danmark.
  11. Hvad kan ligge til grund for de forskelle, I ser?
  12. Hvad tror I, der skal til, før kondomer og seksualundervisning bliver accepteret i Kenya?
  13. Hvad motiverer filmens handling?

Skab et produkt

Med udgangspunkt i jeres samtale om filmen skal I producere en filmplakat til filmen The King of Condoms. Filmplakater er en måde at markedsføre film på og skabe opmærksomhed hos publikum. En filmplakat sammenfatter ofte filmens tematik, handling og genre og den er derfor ofte med til at skabe vores forventninger til filmen. Fx fortæller en filmplakat, hvor der er eksplosioner og våben, at der er tale om en actionfilm, og det giver en forventning om en film med masser af spænding og action. Derudover indeholder filmplakater ofte billedmateriale og formelle oplysninger omkring filmen såsom titel, producenter, instruktør, medvirkende og årstallet for udgivelse.

Når I skal producere jeres filmplakat, er der derfor nogle formkrav, som skal hjælpe jer med at holde jer inden for genren filmplakater.

Plakaten skal vise:

  1. Filmens titel
  2. Filmens producenter
  3. Filmens instruktør
  4. De medvirkende i filmen
  5. Årstal for udgivelsen
  6. Sammenhæng mellem plakatens layout og filmens temaer

Når I skal producere jeres filmplakat, skal I huske at tænke over, hvem der er filmens målgruppe. Husk også, at formålet med plakaten er at få folk til at se filmen.

I kan med fordel søge inspiration ved at kigge på andre filmplakater.

I kan lave jeres filmplakat som et fysisk produkt med f.x tegning eller collage. I kan også anvende et digitalt værktøj som fx. Prezi Design eller Easily.