Verdensmålsprisen 2025: Vi er tæt på deadline, men alle kan gøre en forskel
Der er kun fem år tilbage til at indfri Verdensmålene – og vi har travlt. Heldigvis er mange danskere med til at trække verden i den rigtige retning. Igen i år bliver én af dem hædret med Verdensmålsprisen
For 10 år siden blev ”verdens vigtigste plan” vedtaget ved en stor ceremoni i FN’s hovedkvarter i New York.
Og selv om der er langt fra New York og flotte skåltaler til Danmark og helt almindeligt hverdagsliv, så er der alligevel er meget direkte sammenhæng mellem de 17 Verdensmål og rigtig mange danskere.
Verdensmålene er nemlig så ambitiøs en plan, at alle må bidrage til at indfri den. Og det er der heldigvis rigtig mange danskere, der gør.
Igen i år hædrer folketingets 2030-panel og 2030-Netværket én af de danskere, der hjælper med at trække verden i den rigtige retning.
Det behøver ikke at være banebrydende opfindelser eller store, forkromede projekter, der fortjener Verdensmålsprisen. Ofte er det som bekendt hverdagens helte, der får det hele til at løbe rundt. Gennem årene har vinderne da også været meget forskellige: Lige fra folkeskoleklasser med fokus på at udbrede viden om Verdensmålene til eventarrangører, som vil fjerne plast fra havet.
Sidste år vandt journalist, forfatter og foredragsholder Signe Wenneberg for hendes omfattende formidling af hverdagsråd til den grønne omstilling. Selv om Wenneberg er et navn, som mange kender, var prisen stadig en vigtig anerkendelse:
”Det er meget uventet, jeg er meget glad for det, og jeg tager det som et kæmpe skulderklap,” lød det fra Signe Wenneberg umiddelbart efter, guldkuverten med hendes navn var blevet revet åben.
”For os, der arbejder frivilligt og arbejder som ildsjæle, betyder dét, at der er nogen, der ser, hvad vi laver, virkelig meget. Det gør, at man har lyst til at blive ved.”
Signe Wenneberg driver dagligt Den Lille Grønne Avis på Instagram, hvor hun i dag har over 170.000 følgere. Her deler hun indhold om både bygningskulturarv, madkultur, klimakrise, natur og miljø, hverdagsaktivisme, Verdensmål og meget andet.
Men for at vinde en pris, skal man først indstilles. Du kan indstille en kandidat til Verdensmålsprisen lige her.
Marianne Bigum, folketingspolitiker for SF, er formand for Folketingets 2030-Netværk, som arbejder for Verdensmålene i Danmark. Ifølge hende er der mange bud på, hvem man kan tilmelde:
“Det kunne for eksempel være ildsjælen, som fik samlet naboerne omkring et lokalt naturprojekt, eller verdensmålsforkæmperen, som fik skabt fællesskab og gjort Verdensmålene relevante for en gruppe mennesker, som måske ikke i forvejen arbejder med dem”.
Så hvis du kender nogen, der fortjener anerkendelse for det arbejde, de laver, så tøv ikke med at indstille dem. Indstillingerne lukker først d. 6. oktober.
Den endelige vinder bliver afsløret til et arrangement d. 5. november på Christiansborg.
I år er det 7. gang, at Verdensmålsprisen bliver uddelt. Formålet med prisen er at sætte fokus på de initiativer og personer, som fremmer de 17 Verdensmål.