Uffe Elbæk tager pessimisten og optimisten med på en rejse for at finde håb: ”Jeg ser gode ting her og der og alle vegne”

Det er egentlig kun et år siden, Uffe Elbæk udgav sin biografi med titlen Et liv. Som han selv skriver i indledningen, havde han ikke forventet at skrive en ny bog så kort tid efter sin selvbiografi – men så fik han en mail fra en gammel ven, og dét fik ham til at begynde arbejdet på en ny bog.

Da Uffe Elbæk valgte ikke at genopstille til det følgende Folketingsvalg i 2022, tikkede der en mail ind fra hans ven, Dee Hock, som bogen er dedikeret til.

Dee Hock er grundlægger af VISA-kreditkortforeningen, som Uffe Elbæk beskriver som en slags andelsbevægelse for bankerne med idéen bag at give alle kunder lynhurtig adgang til deres bankkonto. Uffe Elbæk opsøgte ham i 1990’erne for at få finansiel støtte til sit uddannelsesprojekt, Kaospiloterne, men i stedet endte Dee Hock med at blive en mangeårig inspiration for Uffe Elbæks arbejde.

”Tror du stadig på, at den omfattende, systemiske forandring, du engang drømte om, er mulig?” spurgte Dee Hock i sin mail.

Uffe Elbæk havde svært ved at svare et klart ja på dét spørgsmål. Han tvivlede. Derfor nåede han ikke at svare på mailen, før Dee Hock gik bort få måneder efter. I stedet giver Uffe Elbæk sit svar i bogformat, som bliver beskrevet som en ”logbog over et halvt års opdagelsesrejse efter håb” – og både pessimisterne og optimisterne får lov til at komme med.

To skridt frem og tre tilbage

Bogen er en lang rejse fra det svære spørgsmål til hans endelig svar, og på den rejse overtaler han både sig selv og læseren: Man kan sagtens håbe på, at verden forandrer sig – faktisk er det uforskammet ikke at håbe, som den italienske dokumentarist Graça Castanheira slår fast i begyndelsen af bogen. På turen beskriver Uffe Elbæk sit møde med en række både danske og udenlandske personligheder – fra journalister til erhvervsfolk, forskere til entreprenører – der hver især har bidraget med nye tanker indenfor deres felt eller har inspireret Uffe Elbæk.

Vi kommer forbi mange grunde til, at man kan være pessimist. Klimakrisen, krig og konflikt er gode grunde til at tro på, verden kun er blevet et værre sted at være. Men der er lige så mange grunde til ikke at tro det, fra det storstilede projekt at plante en mur af træer på tværs af Afrika, The Great Green Wall, til kooperative virksomheder og demokratiudvikling.

Bogen minder også én om, hvordan forandring egentlig sker: ”Nogle gange går udviklingen – desværre – to skridt frem og tre tilbage,” som Uffe Elbæk skriver på de sidste sider, hvorefter han nævner Ruslands angreb på Ukraine og højrenationalisme og fascisme, der blusser op i dele af verden – det, han også kalder for the dark side i en Star Wars-reference.

”Når the dark side er så stærk og velorganiseret som den er, hvordan kan jeg så stadig tro på, at en venlig revolution er mulig?” Spørger han og kommer med sit svar på næste linje: ”Fordi jeg ser gode ting ske her og der og alle vegne. Meningsfulde og kraftfulde initiativer, der ikke bare rummer de nødvendige løsninger, verden har brug for, men også livsglæde og iværksætterlyst, som er så stor en mangelvare alt for mange steder i vores samfund.”

Bogen kan læses i helhed eller brudstykker

Bogen er skrevet i essayformat. Den behøver ikke læses fra A til Z, men kan med fordel tages i hånden, hvis man vil læse om, hvordan Uffe Elbæk på mystisk vis blev modtager af en uafbrudt strøm af mails fra kampagnen for den nu tidligere amerikanske præsident Donald Trump, eller om, hvordan han besøgte Polen for to år siden, da rettigheden til fri abort blev fjernet.

Man kan også læse en samtale med forsker i miljø og klima, Maria Toft, om relationen mellem mennesker og natur, og hvis man interesserer sig mere for en forandring af erhvervslivet, kan man læse om at måle liv på alle tre bundlinjer: den grønne, den sociale og den økonomiske.

I kapitlet med titlen ’Håbet og den grønne mur’ medvirker Verdens Bedste Nyheders direktør og chefredaktør, Thomas Ravn-Pedersen, som fortæller om konstruktiv journalistik.

Uanset om man læser bogen i sin helhed eller brudstykker, er anbefalingen her fra at læse bogens sidste kapitel, Magien i min baghave. Det er en smuk og eftertænksom afslutning, hvor vi både møder en vemodig beskrivelse af efteråret og slutreplikkerne fra filmen Bladerunner i en fin forening. Og når man læser det, kan man mærke, at det slet ikke kan betale sig at være pessimist.

Tvivl, håb og handling udkom fredag den 1. september, og op til udgivelsen stillede Verdens Bedste Nyheder Uffe Elbæk en række spørgsmål om hans nye bog.

Hvem, håber du, læser bogen?

”Jeg håber, det er en ung generation, der har lyst til at gå på opdagelse i den. Den er selvfølgelig skrevet til alle, der er ikke aldersklausul på – jeg vil blive glad for alle, der læser den – men hvis der er en målgruppe, jeg virkelig vil være glad for, så er det unge.”

”Det er jo nærmest en umulig målgruppe, fordi unge stort set ikke læser bøger – så på den måde er det måske mission impossible – men det er min mission, og at den dermed også er med til at sætte tanker i gang om, hvilket samfund, de gerne vil leve i og handle på det, og at de ikke mindst vil diskutere det med kammerater og kolleger.”

Selvom håbet og tvivlen om håb er gennemgående i din bog, kommer du forbi mange emner. Hvad er det vigtigste, som du håber, læseren tager med videre fra din bog?

”Det er jeg altid meget forsigtig med at svare på, for bogen må jo møde læseren på sine egne præmisser. Der sker jo altid noget særligt, når en læser går i gang med at læse en bog.”

”Men – der er ingen tvivl om, at jeg tror, mange står med de samme følelser og de samme udfordringer, om der overhovedet er lys for enden af tunnelen. Bogen er jo en logbog over en flere måneders opdagelsesrejse efter håbet. Jeg var i tvivl, da jeg startede, og det var vigtigt for mig, at jeg ikke på forhånd vidste, hvor jeg endte henne, da jeg gik i gang med det her undersøgelsesprojekt. Det kunne jo være, det endte med, at jeg konkluderede, at det, vi står overfor, er for svært, og at der ikke er en udvej. Det er heldigvis ikke der, jeg ender. Jeg ender med at sige, at der er et realistisk håb – ikke et reklameagtigt håb, men et realistisk håb. Jeg ved godt, at verden ikke bliver som den, jeg blev født ind i – måske kommer vi ikke til at opleve fire årstider længere, der er ting, som er grundlæggende forandret, men det betyder jo ikke, at vi ikke godt kan skabe meningsfulde samfund og rammer for meningsfulde liv.”

Hvad tror du er vigtigt, når det kommer til ikke bare at have håb, men at bevare det?

”Jeg tror, det er vigtigt, vi arbejder sammen, og at dem, som vil sikre, at vi har et bæredygtigt samfund for børn, børnebørn og oldebørn, at vi vil tage opgaven på os og bygger noget nyt op, der er bedre, end det, vi har. Det var det, vores bedsteforældre eller oldeforældre gjorde, de genopfandt samfundet og startede ting, som ikke eksisterede før. Det er den samme skaberkraft, vi skal føle i os selv, men også fællesskabets skaberkraft. Vi skal gøre tingene sammen.”

”Hvem var det, der skabte det samfund, vi kender i dag? Det var ikke en erhvervsmand eller en branche, det var almindelige mennesker, som gik sammen i meningsfulde fællesskaber og løste problemerne der, hvor de boede.”

”Vi skal dyrke livskraften, både i naturen, og ikke mindst i os selv og mellem os – så vi ikke læner os tilbage og er dovne, men tager ansvar på os og gør noget sammen. Det er også dét, jeg to gange i bogen citerer Anita Roddick (stifter af The Body Shop, red.) for: ’Do something. Do anything. Just do something.’”

Du starter bogen med at fortælle om din ven Dee Hock, som stillede dig et godt spørgsmål i en mail, men som desværre nåde at gå bort, inden du fik svaret ham. Har det været en følelsesmæssig hård proces at skrive bogen?

”Nej, det var det ikke – men jeg fik selvfølgelig vildt dårlig samvittighed, da jeg modtog nyheden om, at Dee Hock var død. Det er selvfølgelig også derfor, bogen ikke bare er dedikeret til ham, men at det også er mit svar til ham.”

”Da han spurgte mig, om jeg stadig troede på en omfattende, systematisk forandring, havde jeg svært ved at sige rent ja. Men hvis jeg svarede nej, hvad havde jeg så brugt hele mit liv på? Jeg var virkelig i dilemma. Det var også derfor, jeg ikke fik ham svaret. Da han dør, besluttede jeg mig for, at jeg blev nødt til at svare ham – både fordi vi havde den relation, men det var lige så meget et indre behov for at svare ham, så jeg kunne mærke, hvor jeg stod i dag. Det var både et svar til ham og et svar til mig selv.”

Kommer der flere bøger fra din side?

”Det gør der. Da jeg stoppede på Christiansborg, vidste jeg, at der var to pligtbøger, jeg skulle skrive. Sidste år udgav jeg min store selvbiografi – og på en måde er det her den politisk overbygning af selvbiografien, selvom man kan læse dem uafhængigt af hinanden – og den anden begynder jeg processen med næste forår. Men det er så tidligt i processen, så jeg endnu ikke kan fortælle, hvad tematikken er.”