Trygheden er rekordhøj: Danskernes bekymring for kriminalitet er den laveste i 50 år

Rekordfå frygter at blive udsat for kriminalitet i Danmark, men hos unge kvinder er bekymringen vokset.

Danskerne føler sig historisk trygge. I de nyeste tal fra 2021 var ni procent ’ofte’ eller ’næsten hele tiden’ bekymrede for personligt at blive udsat for kriminalitet, og 13 procent af danskerne var ’meget’ bekymrede for vold og anden kriminalitet i samfundet. Det er den laveste andel i omkring 50 år.

Det billede taler statistikkerne også ind i. Antallet af anmeldte overtrædelser af straffeloven faldt med 11 procent fra 2020 til 2021, og kriminaliteten er faldet støt de seneste ti år kun afbrudt i en stigning mellem 2015-2016.

”Trygheden er på et historisk højt niveau,” siger Erik Christensen, der er formand for Det Kriminalpræventive Råd, i en pressemeddelelse.

Der er stadig specifikke steder, hvor danskerne føler sig utrygge, som eksempelvis på S-togstationer, stier og i udsatte boligområder.

”Det skal vi som samfund tage seriøst og sætte målrettet ind over for, men det er afgørende, at samfundsdebatten tager afsæt i realiteterne,” siger Erik Christensen.

Unge kvinder føler sig mere usikre

Selvom trygheden generelt er stigende, viser offerundersøgelsen, at kvinder langt oftere bekymrer sig om at blive udsat for kriminalitet end mænd.

Tilbage i 2015 var 28 procent af kvinder mellem 18 og 29 år utrygge ved at færdes ude efter mørkets frembrud. I2021 var tallet vokset til 38 procent. I samme periode er kvinders frygt for seksuelle overgreb steget fra 8 til 19 procent.

”Forholdsvis mange unge kvinder er utrygge efter mørkets frembrud, og der kan derfor være god grund til lokalt at lave målrettede indsatser som eksempelvis bedre lys på stier og i parker,” siger Ingrid Soldal Eriksen, der er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.