De blå blink bliver grønne: Danmarks første el-ambulance er rykket ud

Tirsdag den 28. februar rullede en el-ambulance ud hos Falck i Sydhavnen - og den skal bane vejen for flere af sin slags.

Tirsdag den 28. februar rullede en ambulance ud fra Falck i Sydhavnen, men det var ikke en helt almindelig ambulance. Det er nemlig Danmarks første el-ambulance - af modellen Mercedes Benz e-Vito Tourer L3 - der dels skal hjælpe tilskadekomne, men samtidig også samle nye erfaringer i forhold til omstillingen til el.

I en pressemeddelelse skriver Falck, at ”man godt i gang med den grønne omstilling af patient- og sygetransport, og nu er turen kommet til omstillingen af ambulancer, hvor kravene er langt højere.”

Den nye el-ambulance ruller ud i et samarbejde mellem Falck og Region Hovedstaden, dels for at fremme den grønne omstilling, men som nævnt også for at samle erfaringer om den nye teknologi, før Falck forventer, at el-ambulancer indgår som en naturlighed i den almindelige ambulancedrift om tre til fire år.

“Det er en stor milepæl i vores grønne omstilling. Vores medarbejdere har leveret et svært, men fantastisk arbejde op til lanceringen af el-ambulancen, hvor der ned til mindste detalje er blevet optimeret på vægten og den tilgængelige plads, så vi har fået skabt en operationel og skalerbar el-ambulance. Vores største direkte emissioner stammer fra vores brændstofforbrug, og derfor er det afgørende, at vi fremmer udbredelsen af ambulancer på el og andre vedvarende energikilder,“ siger Jakob Riis, som er administrerende direktør i Falck.

”Jeg er rigtigt glad for, at Falck går foran med denne første el-ambulance i Region Hovedstaden. Vi har jo et mål om, at alle transportaktiviteter skal være fossilfri i 2050 – det vil sige transport af medarbejdere, patienter, varer og tjenesteydelser. Og at vi nu afprøver muligheden for eldrevne ambulancer, er endnu et skridt på vejen mod en fossilfri fremtid for transporten i Region Hovedstaden”, siger Lars Gaardhøj (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Man kan ikke se forskel på el-ambulancen og en almindelig ambulance, medmindre man kigger grundigt efter. El-udgaven er en smule mindre, skriver Falck:

”Det skyldes, at el-ambulancer er tungere end almindelige dieselambulancer. Ved at reducere størrelsen en anelse opnår el-ambulancen en højere hastighed og skal ikke oplades så ofte som en større ambulance.”