Ni kommuner har droppet giften

Lejre, Høje-Taastrup og Glostrup kommuner er blandt de seneste kommuner, der har valgt sprøjtegifte fra.

Sprøjtegifte holder såkaldte skadedyr og ukrudt i ave, men ender i vores grundvand og leder til insektdød, skriver Dansk Naturfredningsforening.

Derfor er Maria Reumert, der er præsident i Dansk Naturfredningsforening, virkelig glad for, at Roskilde, Ballerup, Lejre, Høje-Taastrup og Glostrup kommuner nu har tilsluttet sig projektet Giftfri Have og således forpligter sig til at drive de kommunale arealer uden brug af sprøjtegifte.

”Det er et stærkt signal til landets øvrige kommuner og til kommunens borgere om at lægge sprøjtegift på hylden, til gavn for vores grundvand, vores biodiversitet og os selv,” siger hun i en pressemeddelelse.

Læs også: Furesø er første giftfri kommune

Borgmester i Lejre Kommune Carsten Rasmussen fortæller, at de allerede i mange år ikke har brugt gift på deres arealer, og at de vil inspirere borgerne til at droppe round-up-flasken.

”Det bliver stadig mere tydeligt, at grundvandet er truet af forurening. Derfor giver det mening at gå med i en landsdækkende kampagne. Forhåbentlig kan vi på den måde få endnu flere med – både private haveejere, virksomheder og foreninger,” udtaler borgmesteren.

De fem kommuner tilslutter sig Furesø, Aalborg, Albertslund og Vordingborg kommuner, der allerede er med i Giftfri Have.

Læs også: Grundvandet skal gennemtjekkes for sprøjtemidler