Kommende regnbuefamilier mødes med anerkendelse og forståelse

To jordemødre fra Rigshospitalet har skabt et særligt tilbud til LGBTQ+-familier, der skal skabe bedre og tryggere rammer for dem og deres kommende børn.

Det kan være en stor omvæltning at blive gravid med et barn, og der kan være flere årsager til, at du er nervøs i mødet med sundhedsvæsenet under din graviditet.

Men hvis du er LGBTQ+-person eller en flerforældrefamilie, så har du større chance for at være usikker og utryg i mødet med sundhedsvæsenet i frygt for diskrimination.

Det vil to jordemødre fra Rigshospitalet gerne ændre på, så de har taget initiativ til at oprette et nyt tilbud til LGBTQ+-personer og flerfamilieforældre.

Jordemødrene hedder Iben Moxoll og Nikoline Molano. De er selv LGBTQ+-personer, og fra egne erfaringer ved de, hvor vigtigt det er at blive mødt med forståelse og en faglighed, der rummer hele ens identitet.

”Mange LGBTQ+-personer og flerforældrefamilier ved ikke, om det menneske, de møder, ser dem, som de er,” siger Nikoline Molano og tilføjer:

”Vi håber, at vi kan udviske den barriere ved at lave det her tilbud.”

Patienterne som jordmødrene møder kan for eksempel være et lesbisk par, der får et barn sammen, en gravid transmand, eller en familie med to fædre og én gravid mor. Det kan se ud på mange forskellige måder.

Men selvom antallet af regnbuefamilier stiger, og  lesbiske ægtepar nærmest føder lige så mange børn som heteroseksuelle ægtepar, så møder flere regnbuefamilier et sundhedsvæsen, der stort set kun henvender sig til en familie med én mor og én far.

”I dag findes der ikke særligt meget informationsmateriale til den her målgruppe. Det meste materiale, som vi tilbyder, henvender sig kun til ciskønnede, heteroseksuelle par,” siger Iben Moxoll.

Et trygt forløb

Indtil videre gælder tilbuddet kun på Rigshospitalet. Det foregår således, at hvis du er gravid og LGBTQ+-person eller en del af en flerforældrefamilie, og du er tilknyttet Rigshospitalet under dit jordemoderforløb, så vil du blive tilbudt et forløb hos enten Iben Moxoll eller Nikoline Molano.

Selve konsultationerne er sådan set ikke anderledes end for andre gravide. Forskellen er bare, at de to jordemødre har en grundlæggende viden om, hvad det vil sige at være LGBTQ+-person eller flerforældrefamilie.

"Uden at tale på folks vegne, så synes jeg, at vi kan se, at folk sænker skuldrene. De har ikke en bekymring for, om de for eksempel skal til at forklare, at personen ved siden af dem er deres partner og ikke deres søster,” siger Iben Moxoll.

Flere undersøgelser viser faktisk, at særligt LGBTQ+-personer har mange negative erfaringer med sundhedsvæsenet.

Derudover føler mange LGBTQ+-personer og flerforældrefamilier, at de skal klæde de fagprofessionelle i sundhedsvæsenet på i forhold til lovgivningen om regnbuefamilier samt deres families konstellation og behov. De oplever et sundhedsvæsen, der mangler indsigt i deres familiekonstellation.

”Vi vil gerne tydeliggøre, at LGBTQ+-personer og flerfamilieforældre er fuldkommen velkomne, og at vi anerkender dem som del af vores målgruppe i jordemoderkonsultationer,” siger Nikoline Molano.

Indtil videre har Rigshospitalets Fødeafdeling kun delt nyheden på deres Instagram, men hensigten er, at budskabet skal spredes endnu mere ud.

”Vi skal lave nogle flyers og plakater, vi kan hænge op på Riget, og så håber vi, at der er organisationer som arbejder med målgruppen, der vil hjælpe os med at sprede budskabet,” siger Nikoline Molano.

Et kønt skifte: Transkønnede forsvandt fra systemet, nu kan de se deres data igen Læs også
Udgivet

Et kønt skifte: Transkønnede forsvandt fra systemet, nu kan de se deres data igen

Skifter man juridisk køn, kan man godt forberede sig på at blive slettet fra den digitale verdens…

LGBT+-rettigheder i Danmark bliver bedre og bedre, men trivslen halter Læs også
Udgivet

LGBT+-rettigheder i Danmark bliver bedre og bedre, men trivslen halter

Danmark springer syv pladser op ad ranglisten og indtager en andenplads i Europa for LGBT+-personers rettigheder.…

Før spurgte jordemødrene ikke. I dag stiller de simple spørgsmål, og det opsporer langt flere tilfælde af partnervold mod gravide Læs også
Udgivet

Før spurgte jordemødrene ikke. I dag stiller de simple spørgsmål, og det opsporer langt flere tilfælde af partnervold mod gravide

Partnervold kan eskalere, når en baby er på vej. Tidligere opdagede jordemødrene kun volden ved…