Marie overvandt sin angst ved at pølse vaser ud af ler

Streetart og fællessang

I smukke keramiklokaler i en gammel tobaksfabrik mødes nogle af de ikke-aktive unge til dagens aktivitet. Her bliver de mødt af en professionel keramiker, som viser dem, hvordan man ruller lerpølser til en vase og giver den en smuk blank overflade med glasur.

Gennem 10 uger mødes de tre gange om ugen til keramik, fællessang, streetart og andre typer af kulturaktiviteter.

Der er både plads til snak og stilhed. Der er ingen forventninger til fremmøde, udseendet på vasen eller det færdige produkt. Her skal de bare være – og øve sig i at være ude blandt andre mennesker, for det er noget af det, der kan være svært, når man lider af angst, fortæller psykolog og ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet, Ida Flagstad Hejlesen. Hun har gennem seks måneder fulgt 6 hold og snakket med 22 unge fra forløbet omkring deres oplevelser.

”Der er flere af dem, der fortæller, at de har fået mindre angst ved at deltage i forløbet. Social angst kan blandt andet være en af grundene til, at de er sygemeldte fra uddannelse og beskæftigelse, og det bliver værre af isolation. Forløb bidrager til, at de kommer ud og møder nye mennesker,” siger hun.

Ida Flagstad Hejlesen slår dog fast at Kulturvitaminer ikke er en mirakelkur eller en behandlingsform, men mere skal ses som et godt supplement til andet behandling.

”Det vigtigste er selvfølgelig, at de får den rette behandling i psykiatrien. Forløbet kan ikke stå alene. Kulturvitaminer skal mere ses som, at når de får en diagnose og oplever at være udenfor almindelige sociale fællesskaber, så kan det her forløb give noget,” siger hun.

Et kærligt puf

Da Marie Nørby Lysgaard var sygemeldt, blev hun tilbudt forskellige jobrettede tilbud i kommunen, men hun var ikke klar. Halvandet års isolation og begrænset social kontakt havde slået hende tilbage.

Hun har dog altid været kreativ og syslet med projekter, men da hun blev sygemeldt, forsvandt overskuddet til alt – også det kreative. De første gange i Kulturvitaminer var derfor en ordentlig mundfuld. Faktisk regnede hun ikke med at gennemføre hele forløbet.

”Jeg synes, det virkede meget uoverskueligt, at det var så lang tid og tre gange om ugen,” siger hun.

Men hun fortsatte, gennemførte og fik overskuddet til det kreative igen. En af grundene var kulturkoordinatorerne, som kærligt og forsigtigt puffede til hendes grænser.

”De tog mig i hånden. De gjorde det hele tiden klart, at det vigtigste var, at jeg bare kom i det omfang, jeg kunne – om det så var fem minutter, og jeg sad ovre i et hjørne. Jeg skulle virkelig bare gøre det i mit eget tempo og få det ud af det, jeg kunne.”

Og det er også Ida Flagstad Hejlesens opfattelse, når hun fortæller, hvordan kulturkoordinatorerne og kulturguiderne har en kæmpe indflydelse på de unges oplevelse af tilbuddet:

”De unge kommer til det her forløb, og føler, at der er nogen, der ser deres ressourcer. Der er nogen, der er glade for, at de dukker op. Der er nogen, der ser dem som mennesker og møder dem på samme måde som alle andre,” siger hun.

Kultur skaber fællesskaber

Med hjælp fra kulturkoordinatorerne gik der ikke længe, før Marie Nørby Lysgaard begyndte at føle sig tilpas på sit hold.

Hun begyndte stille og roligt at snakke med nogle af de andre på holdet, og pludselig følte hun et ansvar for at dukke op – for dem og for fællesskabet.

”Jeg mærkede en lyst til at tage af sted, som jeg bare ikke havde mærket i vildt lang tid,” siger hun.

Og netop fællesskabet er en vigtig faktor for, hvorfor forløbet er en succes, fortæller Ida Flagstad Hejlesen. Mange af de unge kommer nemlig fra en sygemelding. Nogle føler, de er gået i stå med livet, mens deres jævnaldrende fræser frem.

”Andre jævnaldrende flytter sig, udvikler sig, og det gør de ikke. De står stille. De går igennem lange behandlingsforløb i psykiatrien. De har meget komplekse udfordringer. Så kommer de til Kulturvitaminer og føler, at de får et fællesskab med ligesindede. Det betyder ekstremt meget for dem,” siger Ida Flagstad Hejlesen.

Og her er fællesskaber omkring kultur særlige, mener hun. Forskning viser lignende resultater ved andre typer fællesskaber, men det særlige ved kultur er, at de unge er sammen om noget, som naturligt skaber samtaler.

”Noget af det, de selv siger i forhold til kulturen, er, at det giver nogle succesoplevelser. De siger, at det er dejligt, at det ikke er alt for fysisk, fordi nogle af dem har kroniske smerter. Kultur kan de fleste faktisk være med på. De skal ikke have nogle forudsætninger for at deltage,” siger Ida Flagstad Hejlesen.

Og forløbet er en succes. Det er nemlig ikke kun Marie Nørby Lysgaard, der er kommet i arbejde. Seks måneder efter forløbets afslutning har Ida Flagstad Hejlesen snakket med 11 af de unge igen, og over halvdelen er i dag i arbejde eller uddannelse.