Maden er på menuen: Her er laboratoriet for madpolitisk dannelse

Madpolitisk dannelse

Madlands madsystemskoler kan ses som et forsøg på at genopfinde folkeoplysningen med maden som udgangspunkt. Der er ingen lange forelæsninger og ingen facitliste. I stedet er her et rum for samtaler og undren, hvor deltagerne selv er med til at forme aftenen.

“Vi vil skabe rum, hvor man kan undersøge sit eget ansvar og sine handlemuligheder i madsystemet,” siger Marie Sainabou Jeng, der er stifter af Madland.

Madland kalder skolerne et laboratorium for madpolitisk dannelse. Her mødes folk på tværs af alder og forskellige baggrunde. Fælles for dem er ønsket om at forstå, hvordan det, vi spiser, hænger sammen med alt det, vi normalt ikke ser på madindpakningen: klima, arbejdsforhold, natur og økonomi.

Mad er noget helt lavpraktisk, vi forholder os til hver dag – og samtidig noget dybt politisk og kulturelt. Det kan være et regulært minefelt at bevæge sig ud i mærkningsordninger, kostråd, klimaaftryk og etik. Netop derfor bruger Johan Flyvbjerg aftenen på at prøve at gøre de komplekse systemer mere håndgribelige.

En del af hans mission er nemlig at gøre alt det komplicerede lidt mere spiseligt. Og det er faktisk vigtigt at forstå, hvordan det hele hænger sammen, siger Johan Flyvbjerg:

“Det er vanvittigt komplekst at navigere i, og de færreste har det totale overblik. Det er en jungle – uanset om vi taler fisk, kød eller grønt.”

Det handler altså ikke kun om at spise mere bæredygtigt, men om at forstå de strukturer og valg, der former vores måltider – og vores fremtid.

Snakken om middagsbordet er vigtig

Johan Flyvbjerg er godt i gang med at forklare publikum, hvordan det blå madsystem – alt det, der foregår i og omkring havet – påvirkes af vores forbrug og produktion. Han viser billeder, grafer og kort, men hele tiden med ét mål: at gøre det lettere for folk at forstå sammenhængene.

“Jeg vil ikke fortælle folk, hvad de skal spise,” siger han, da jeg taler med ham efter aftenens oplæg. “Jeg vil bare give dem viden nok til at træffe deres egne valg.”

For Johan Flyvbjerg handler det nemlig mest om at oplyse. Om at tage kompleks og teknisk viden og gøre det til noget, man kan tage en snak om ved middagsbordet uden at ende i konflikt.

“Jeg håber, at de, der hører mine oplæg, tager samtalen med venner og familie, så det spreder sig som ringe i vandet,” siger han.

Undervejs i oplægget stiller publikum spørgsmål. En rækker hånden i vejret og spørger, hvordan man vælger den mest bæredygtige fisk, når man står nede ved køledisken i supermarkedet.

Johan Flyvbjerg nikker og anerkender, at det er svært at vide som forbruger. Men han anbefaler at spise fisk, der er i sæson, og som er fanget med skånsomme metoder, som line, garn, ruser eller net.

“Her er det også værd at vide, at jeg taler med udgangspunkt i, hvad der er bedst for den vilde natur, for biodiversitet og for et mindre forurenet havmiljø - og altså ikke primært fra et klimaperspektiv,” pointerer Johan Flyvbjerg.

Laksemaden og sult i Gambia

Og så var der det der med, hvordan en laksemad i Danmark hænger sammen med, at folk sulter i Gambia. Det er nemlig et ret effektivt billede, for at forstå forsyningskæden, siger Johan Flyvbjerg.

I Gambia fanger man mange helt små fisk - det kan være fisk som brisling eller hvilling. Fisk, vi i Danmark kalder for skidtfisk, fordi de historisk set er blevet fanget for at blive brugt til fiskemel eller fiskeolie, og det gør vi faktisk stadig.

De fisk bliver sejlet til foderfabrikker, blandt andet i Danmark. Her bliver fiskene til foderpiller, som bruges i norske havbrug, hvor man opdrætter laks. Derefter bliver laksen så opdrættet, slagtet, pakket og ender til sidst i en dansk køledisk – og på vores laksemad.

Man fanger også skidtfisk andre steder i verden, også herhjemme, forskellen er bare – og her er koblingen til sult – at i Gambia, der spiser de fiskene, siger Johan Flyvbjerg.

“I Gambia spiser man de små fisk, ligesom vi spiser sild eller makrel. De er en direkte fødekilde. Vi bruger dem som fodermiddel til andre fisk.”

Det er et enkelt billede, men det åbner for en dybere samtale om globale fødekæder og madretfærdighed.

Er burfisk de nye buræg?

Da Johan Flyvbjerg er færdig med sit oplæg, opfordres publikum til at sætte sig i små grupper. Her taler de om vaner, normer, og hvorfor nogle råvarer er sværere at ændre forhold til end andre.

Nogle sammenligner det med buræg. Måske kan der opstå samme modstand mod opdrættet fisk, som der gjorde mod burhøns, siger en.

En af deltagerne er Alvilda Møller Kopp, der læser Ernæring og Sundhed på Københavns Professionshøjskole. Det er første gang, at hun er med til en madsystemskole, men det bliver ikke den sidste, siger hun.

“Det er opløftende at opleve, at folk søger mere viden end den, vi får gennem uddannelsessystemet.”

I en anden gruppe bliver kostrådenes anbefaling om fisk to gange om ugen ivrigt diskuteret. Hvilke fisk bør man spise – og hvorfor netop dem? Her er der bred enighed om, at opdrættet fisk ikke er noget, de har lyst til at lægge i kurven efter i aften.

“Nu har vi fået udvidet vores horisont, så nu er det tid til at handle på det,” siger Emilie Larsen, der arbejder som kok på Rabarbergaarden.

Hun har været udlært i to år og fortæller, at bæredygtighed heldigvis fylder mere på kokkeuddannelsen end tidligere, men at hun savnede noget mere håndgribeligt viden.

“Ofte ved man jo ikke, hvad der er vigtigt at vide, før man ved det.”

For hende er det en vigtig del af hendes faglighed at kunne stå inde for råvarerne og vide noget, om den mad, hun serverer. Og hun tror på, at restauranterne også kan være med til at rykke branchen i en mere bæredygtig retning.

“Én vild fisk ad gangen,” siger hun begejstret, inden hun smutter ud i novembermørket.

Da de sidste publikummer er gået, spørger jeg Johan Flyvbjerg, hvad der egentlig giver ham håb?

“Det giver mig håb, at der er folk, der lytter, og som kærer sig om det her emne. Det er ikke lige meget, og de har ikke givet op. Det giver mig håb for, at det ikke er for sent at ændre vores måde at bruge havet på – men det kræver handling, og vi er oppe imod nogle stærke kræfter.”