Livets ulidelige ulighed er blevet mindre politisk
Uligheden mellem lande og mennesker medfører meget mere end bare misundelse. Når rige og fattige kommer for langt fra hinanden, giver det problemer for alle, og det kan føre til politiske jordskælv. Derfor skal verden gøres mindre ulige, og det skal især ske ved at give alle uddannelse og mulighed for anstændige jobs, mener FN.
Hvis du er en af dem, der bor i et nogenlunde normalt hus eller lejlighed, så kan du enten vælge at glæde dig over, at du ikke bor i en slumlejlighed uden toilet og rindende vand, eller også kan du ærgre dig over, at du ikke bor i et palads med guldvandhaner, som nogle af verdens rigeste gør. Uligheden i verden er enorm. Men alle verdens lande er nu blevet enige om, at den store lighed ikke bare er et politisk spørgsmål, men et fælles problem, der skal løses. Det tiende Verdensmål handler nemlig om at nedbringe verdens ulighed.
Det er et emne, der er mange meninger om. For hvorfor er ulighed overhovedet et problem? Som mennesker er vi alle unikke og er født med forskellige evner, fordele og ulemper i livet. Og vi træffer forskellige valg. Derfor mener nogle, at det er meget naturligt, og faktisk mest retfærdigt, at ikke alle ender med helt samme indkomst eller levestandard.
Til gengæld er der mere bred enighed om, at uligheden bliver et problem, når den bliver ekstrem. Når meget få mennesker ender med at sidde på en stor del af verdens rigdom, mens utallige millioner af andre mennesker knapt kan få brød på bordet eller tøj på kroppen, og når mange lider af mangel på uddannelse og rettigheder. Og når fattige ikke kan forbedre deres situation, selvom de knokler løs hele livet.
Det kan være meget vanskeligt at arbejde sig selv ud af fattigdom. For selvom mange fattige mennesker arbejder hårdt, er det i sidste ende, hvor du er født, der betyder mest for dine chancer for at få succes i livet. Og ikke mindst, hvem der er dine forældre. Derfor er adgangen til uddannelse og anstændige jobs, der giver en rimelig løn i forhold til indsatsen, en afgørende forudsætning for at verdens fattigdom kan bringes ned. Udviklingshjælp til lande og individuelle personer kan gavne, men gør det ikke alene.
Ulighed er bad business og en politisk bombe
I 2015 kom der en opsigtsvækkende rapport fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og den Internationale Valutafond (IMF). Rapporten ’In it Together’ konkluderede, at mindre ulighed vil være til gavn for alle, både for rige og fattige.
Samtidig fremgik det af rapporten, at verden ikke behøver vælge mellem økonomisk vækst eller at bekæmpe ulighed. De to ting kan gå hånd i hånd. Faktisk konkluderer rapporten, at uligheden direkte hæmmer den økonomiske vækst, fordi mennesker i fattigdom ikke kan udfolde deres potentiale og derved heller ikke kan gavne økonomien. Fattige, syge og dårligt uddannede mennesker er hverken effektive medarbejdere eller gode forbrugere.
Det kan skabe en ond cirkel, hvor ulighed hæmmer den økonomiske vækst, og mangel på økonomisk vækst fastholder folk i fattigdom. Dermed er den stadigt voksende ulighed i verden ikke ’bare’ et filosofisk spørgsmål om, hvad der er retfærdigt og ønskeligt. Det bliver også et spørgsmål om, hvad der er økonomisk til gavn for samfundet.
Fattigdommen i verden har generelt været faldende igennem flere årtier, men alligevel er uligheden stigende. Og den stiger ikke mindst i de rigeste lande. Det viser rapporten World Social Report 2020 fra FN’s Afdeling for Økonomiske of Sociale Affærer (DESA).
Den udvikling er potentielt farlig. Ifølge FN’s generalsekretær António Guterres er uligheden og frustrationerne over en dårlig jobsituation også en væsentlig del af årsagen til politisk uro og massedemonstrationer i mange lande. Det har vi blandt andet set ved Occupy-bevægelsen i USA og De Gule Veste i Frankrig. Og kigger vi længere tilbage i historien, er der flere eksempler på revolutioner og opstande, der er startet med protester over prisen på brød og brændstof.
Danmarks ulighed stiger også
Herhjemme i Danmark er den økonomiske ulighed generelt meget mindre, end når man kigger ud i verden. Vi er ikke blandt de allermest lige, når man kigger på de lande, vi ofte sammenligner os med, men vi er ikke langt bagefter. OECD’s nyeste tal er fra 2018, hvor vi kommer ind på en 7.-plads. Foran os ligger Norge, Belgien og Island, og de tre mindst ulige OECD-lande er Slovakiet, Tjekkiet og Slovenien. I bunden ligger Mexico, Chile og Costa Rica som nummer sjok.
Der er mange forskellige måder at måle ulighed på. OECD bruger gini-koefficienten, men herhjemme foreslår Danmarks Statistik, at vi bør måle ulighed ved at sammenligne udviklingen i gennemsnitsindkomsten efter skat for de fattigste 40 procent af samfundet med gennemsnitsindkomsten hos de rigeste 10 procent. Det fremgår af rapporten Vores Mål, der handler om, hvordan vi kan omsætte Verdensmålene til danske forhold.
Sammenligningen mellem de 10 procent i toppen og de 40 procent i bunden kaldes Palma-koefficienten, og den er steget svagt herhjemme mellem 2015 og 2018, som er de nyeste tilgængelige tal. Stigende Palma betyder, at uligheden er steget. I 2015 tjente en dansker i de øverste 10 procent i gennemsnit 4,17 gange så meget som en dansker i de nederste 40 procent. I 2018 var forskellen vokset til at være 4,21 gange så stor.
I kroner og øre betyder det, at mellem den disponible, årlige indkomst for de nederste 40 procent danskere med omkring 9.000 kroner per person, til i alt cirka 161.000 kroner. På samme tid fik de rigeste 10 procent i omegnen af 140.000 kroner mere, til i alt mere end 690.000 kroner om året.
Lighed skaber sammenhængskraft
Danmark er godt nok et ganske lige land, og den sociale mobilitet – altså hvor svært det er for en fattig person at arbejde sig op fra bunden – er relativt god. Men uligheden er der, og når skellet mellem rig og fattig bliver større, sætter det aftryk på uddannelse og sundhed, indkomst og arbejdsliv samt geografisk og social mobilitet.
Det er også vigtigt for danskernes opfattelse af, hvorfor og hvordan samfundet hænger sammen: I en stor analyse af sammenhængskraft i Danmark fra 2018 peger de adspurgte danskere på ’begrænset økonomisk ulighed’ som den næstvigtigste faktor til at skabe sammenhængskraft, foran bl.a. ’tillid til andre’, at ’alle taler dansk’ og ’bekæmpelse af katastrofer’. Det vigtigste for danskernes sammenhængskraft var, ifølge undersøgelsen, at vi har ’lige rettigheder og pligter’.
Det er især bemærkelsesværdigt, fordi undersøgelsen er lavet i et samarbejde mellem det store konsulenthus Deloitte og den privatfinansierede tænketank Kraka, der har pengestærke sværvægtere som Dansk Industri og Mærsk som nogle af bidragsyderne. Det er altså ikke verdens fattigste, der her taler for at nedbringe uligheden. Det er nogle af de rigeste.
Hvor stor en grad af ulighed, vi kan acceptere som samfund, afhænger af politisk overbevisning. Det samme gælder for, hvor meget – og hvad – vi i så fald skal gøre ved det. Men hvad en person mener om den sag, afhænger ikke længere så meget af, hvor stort hus, han eller hun bor i. Der er på tværs af partier og indkomstgrupper en stigende erkendelse af, at ulighed er et fælles problem, der kalder på en løsning.
Og uanset ens egen holdning til graden af ulighed i samfundet, så er det klart, at uligheden ikke er et naturfænomen, selvom mennesker aldrig har været helt lige, og sikkert aldrig bliver det. Den ekstreme ulighed i verden i dag er i høj grad et resultat af den politik, verdens lande fører og har ført de sidste mange år. Den er politisk bestemt, og den kan ændres, hvis vi vil. Verdensmål 10 er netop et signal om, at verdens lande ønsker at ændre kurs og gøre ulighederne mindre ekstreme.
Video: Kampen mod ulighed
