Ny dansk app lader dig tjene penge på din gamle boremaskine

En dansk studerende har startet en virksomhed, der vil gøre det nemt og sikkert for private at tjene eller spare penge ved at leje ting ud til naboen. Tanken er at bruge verdens ressourcer bedre.

Du kender nok situationen: Du er flyttet i ny lejlighed og har brug for at hænge et par lamper op. Men væg og loft er af knaldhård beton, der kræver en kraftig boremaskine. Så du må ned i det lokale byggemarked og investere i sådan en.

Når billederne hænger flot på væggen, ryger boremaskinen ned i kælderen, og kommer måske aldrig op igen. Faktisk bliver hver boremaskine i gennemsnit kun brugt i 12-13 minutter i alt i løbet af hele dens levetid, ifølge forfatter og underviser på Oxford Universtitet Rachel Botsman, der har skrevet en bog om deleøkonomi.

Men en ny dansk virksomhed vil få gang i vores hengemte boremaskiner og andet udstyr, der ligger og samler støv.

”Helt grundlæggende, så er det jo bare dumt at betale 700 kroner for en boremaskine, som du kun kommer til at bruge én eller to gange. Hvorfor ikke leje den for 30 kroner af en fra din boligforening? Eller hvis du allerede har en, hvorfor så ikke leje den ud og tjene en skilling,” siger Emil Busch, studerende på Syddansk Universitet og en af hovedmændene bag virksomheden WeUse.dk.

Ny vinkel på gammel idé

Virksomheden ønsker at gøre det nemt, sikkert og trygt for folk at leje ting ud til andre i deres nabolag. Navnet er et ordspil på det engelske we use / reuse, fordi det handler om at bruge tingene flere gange i fællesskab.

”Vi lever i en tid med overforbrug, og vi har alle masser af ting stående som vi stort set aldrig bruger. Det kan være haveredskaber, køkkenudstyr, rejseudstyr og elektronik –alt fra et brætspil til en boremaskine, siger Emil Busch.

Egentlig er der ikke tale om et nyskabende koncept, da der allerede findes lignende virksomheder i f.eks. Schweiz og Holland. Flere virksomheder har også prøvet konceptet af i USA for 10 år siden, og også her var det drømmen om at dele boremaskine med naboen, der var det drivende argument. Men konceptet slog aldrig rigtig igennem i USA.

Ifølge Emil Busch er det det denne gang måden, WeUse griber det an på, som adskiller sig fra lignende virksomheder. Målet er, at konceptet spredes til 200.000 brugere på landsplan gennem samarbejder med boligforeninger. I sidste ende handler det ikke bare om at spare eller tjene lidt penge, men om at bruge klodens ressourcer mere effektivt, siger Emil Busch.

”Selvfølgelig vil vi gerne tjene penge og kunne leve af vores virksomhed, men det handler også om, at vi som samfund bliver nødt til at bevæge os væk fra den herskende ’brug og smid væk’-kultur. Vi skal bruge de ting vi har så meget som muligt og i så lang tid som muligt”.

WeUse-appen er i skrivende stund i sidste testfase, og forventes snart klar på Appstore.