Nogle unge vil råbe højt, andre vil skabe konkrete løsninger. I Makerzone er der plads til begge dele
Hvis Ungdommens Folkemøde skal give unge lyst til at engagere sig i demokratiet, skal de rumme alle typer - også dem, der ikke drømmer om at stå på en talerstol.
Himlen over Valbyparken er strålende blå og næsten helt skyfri. Parkens store græsplæne ud mod vandet ligner en festivalplads fyldt med tipitelte, scener, madboder og toiletvogne. Større og mindre flokke af unge mennesker strømmer ind - nogle for sig selv, andre ledsaget af lærere, der igen og igen tæller, om de nu også har hele flokken samlet.
Her på Ungdommens Folkemøde kan 30.000 unge besøgende møde organisationer, aktører og politiske organisationer for at lære mere om store emner og tunge tanker. På hovedscenen er der aktiviteter som politisk poetry slam, koncerter og drag banko om rettigheder. Og fra ’ølkassen’, folkemødets talerstol, holder politiske ledere som Pelle Dragsted og Alex Vanopslagh, organisationer som Red Barnet og Danske Studerende og forskere som Rane Willerselv og Bengt Holst oplæg om politisk engagement, aktivisme og forskning.
Under et af tipiteltene på pladsen er der dog langt mere roligt. Her står Victoria blandt en masse lampeskærme af træ i forskellige former og størrelser, som hun og andre unge fra Roskilde Tekniske Skole har lavet. I samarbejde med organisationen Verdens Skove vil de skabe opmærksomhed på bæredygtigt brug af træ til møbler. På folkemødet kan andre unge kigge forbi, høre om projektet og også selv prøve kræfter med at lave en bæredygtig skærm.
”Jeg synes jo, det er megafedt, det vi har lavet. Og så er det fedt at kunne dele denne glæde med andre. Folk har været meget nysgerrige. Det giver en særlig oplevelse at kunne komme og faktisk røre ved tingene,” fortæller Victoria Hammerich.
Området, hvor eleverne holder til, hedder MakerZone og skiller sig ud fra resten af Ungdommens Folkemøde. Her er der ingen podier og scener til politiske taler, ophedede debatter eller flashy performances, men i og omkring teltene er der langborde og bænke, hvor de unge kan sidde og snakke med hinanden. Symaskiner, genbrugsmaterialer, laser-cuttere og interaktiv kunst inviterer til kreativitet.
I MakerZone møder de store tanker konkret håndværk. Sådan kan man engagere unge, der gerne vil deltage i demokratiet på andre måder end kun at stå forrest ved talerstolen, mener Ellen Jakobsson, som er projektleder på Verdensmål i Hænderne, et projekt, der underviser unge om bæredygtighed og globale udfordringer, og som holder til i MakerZone under folkemødet.
”Vi har brug for dem, der tænker og taler og har det her klassiske, politiske engagement. Men vi har også brug for at høre fra dem, der arbejder med de praktiske løsninger til verdens udfordringer. Og i MakerZone skaber vi eksempler på, hvordan man forvandler meget teoretisk viden til noget, man faktisk kan få i sine hænder.”
Håb i handling
MakerZone er fyldt med pladser, hvor praktisk håndværk kobles til samtaler om løsninger på verdens problemer.
Hos Caritas kan man sy genanvendelige menstruationsbind imens man bliver klogere på udfordringer med menstruationshygiejne i Uganda. Mellemfolkeligt Samvirkes frivillige på pladsen står i røde overalls ved et fælleskunstværk, der bliver større og større for hver besøgende, der laver og tilføjer et lille protestskilt med klimaopråb. Samtidig formidler de om hvordan kreativ aktivisme kan sætte problemer som en ødelæggende olierørledning i Tanzania og Uganda i fokus.
Og hos SOS Børnebyerne kan man lave plastikaffald om til nøgleringe, karabinhager og lampeskærme, imens man får inspiration til kampen for lokal forandring fra unge kenyanere, der er lige så optagede af spørgsmål om klima og mental sundhed, som unge er herhjemme.
Ved at koble problemer i verden til meget håndgribelige løsninger, er det ikke kun nemmere at engagere flere typer unge, det kan også give dem en oplevelse af allerede at skabe forandring her og nu. Det mener Charlotte Henriques, som er ansvarlig for børne- og ungeengagement hos SOS Børnebyerne i Danmark.
“Der er håb i handling. At handle kan give de unge en følelse af, at de kan gøre noget for at ændre verden, og at det hele ikke er håbløst.”
Men skal der være plads til, at flere unge skal føle, at de kan deltage og lære om handling og aktivisme, er det utroligt vigtigt, at man ikke har en ”one-size-fits-all”-tilgang, uddyber Ellen Jakobsson:
”Vi skal anerkende, at unge ikke er én homogen gruppe af mennesker, men består af mange forskellige grupper, som har det samme aldersspænd.”
Hvis man som ung altså ikke er til de store debatter og diskussioner eller oplæg, hvor man bare sidder og lytter, så er MakerZone en anden måde at blive engageret på, mener Victoria Hammerich:
”Det gør det helt klart sjovere mere tiltalende til unge, som mig selv. Det bliver mere en hyggelig samtale, hvor man ikke skal tale for meget politik, hvis man ikke er til den slags ting.”