Fremtidens byer er bygget i TRÆ: I Aarhus viser de vejen for bæredygtigt byggeri
Danmarks højeste træbyggeri er nu blevet indviet, og ifølge arkitekterne bag projektet har byggeriet vist sig at være en succes – ikke kun klimamæssigt, men også økonomisk.
På den industrialiserede Sydhavn i Aarhus er der vokset et TRÆ op. Det er navnet på det 78 meter høje højhus, som i foråret blev erklæret færdig i smilets by. Som navnet måske antyder, er den nye bygning lavet af nogle lidt anderledes materialer, end man normalt ser på højhuse.
Bygningen er primært lavet af træ, men gemmer også på for eksempel vindmøllevinger og gamle vinduer fra byggebranchen, som ellers ofte ender som skrald. Og det er et meget bevist valg fra arkitekternes side.
”Uanset om det er en billig trapezplade i aluminium, en kasseret vindmøllevinge eller plastflasker, så rummer de en skjult værdi. Vores opgave har været at fremkalde den værdi gennem design og arkitektur – og samtidig vise, at affald ikke er noget, vi skal gemme væk, men noget, vi kan bruge aktivt til at løse ressourcekrisen,” forklarer Anders Lendager i en pressemeddelelse. Han er Creative Director i arkitektfirmaet Lendager, der står bag bygningen.
Hos arkitektfirmaet Lendager har de nemlig et særligt fokus på at nytænke den danske byggebranche. Noget som branchen rent klimamæssigt godt kan bruge.

I Danmark elsker vi nemlig at bygge nyt. Og udover, at det avler et ret stort forbrug af både materialer og energi, så resulterer det desværre også i, at mange bygninger rives ned.
Ifølge Dansk Statistik blev der færdiggjort 37.345 boliger alene i 2023. Det er 102 nye boliger om dagen. Samtidig viser forskning fra Aarhus Universitet, at der årligt bliver revet 1.200 enfamiliehuse ned.
Derudover er byggebranchen notorisk dårlige til affaldssortering. Det er nemlig kun fire procent af deres affald, som bliver genanvendt – og det er problematisk, når de står for 40 procent af al Danmarks skraldproduktion. Arkitektfirmaet Lendager vil med deres nye bygning TRÆ vise, at man kan gøre det på en anden måde.
”Vi har forsøgt at tage affaldsproblematikken på os og demonstrere, at selv de mest komplekse restmaterialer kan få nyt liv i byggeriet,” siger Anders Lendager.
Bæredygtighed kan betale sig
TRÆ-bygningen i Aarhus er Danmarks højeste træbyggeri, og er hurtigt blevet en genbrugsdarling i byggebranchen. Da den blev indviet tilbage i maj, var det, ifølge Lendager, også et slutresultat, som var endnu bedre end forventet – især på den økonomiske front:
”Det er interessant, at et projekt, der i høj grad handlede om at sætte en ny standard i forhold til cirkulært byggeri og bæredygtighed, faktisk også er blevet en økonomisk vinder. Bygherrerne troede, de måtte give afkald på noget af deres afkast, men efterspørgslen blev så stor, at de kunne hæve huslejen med 25 procent. Det vidner om et marked, der gerne vil identificere sig med, hvad vi laver – mere end vi selv vidste,” siger Anders Lendager i pressemeddelelsen.

Og selvom bygningen ved dens blotte eksistens allerede fungerer som inspiration til branchen, er den langt fra færdig. For tre af bygningens 20 etager er allerede reserveret til såkaldte ’LivingLabs’. Her skal det nemlig være muligt at arbejde på nye innovative og bæredygtige løsninger indenfor byggebranchen, forklarer Anders Lendager:
”Living Lab giver os mulighed for at undersøge materialernes muligheder i praksis. Det handler ikke kun om performance, men også om æstetik og adfærd. Vi tror på, at det kan vise en ny type materialebevidsthed og danne grundlag for dialog og videreudvikling. For os i Lendager har TRÆ i allerstørste grad handlet om at give noget tilbage til byggebranchen.”

I Sydhavn udvikler de fremtidens byggematerialer: Halm og hamp skal sætte damp på den grønne omstilling
Klimakrisen betyder, at vi skal væk fra cement, stål og stenuld. Nu skal danske tømrere lære at…