Dr. Pjuskebusk har før skrevet om klamme og farlige dyr. Nu skriver han om de truede

Sebastian Klein ”skammer sig” lidt over, at han først nu lærer børn om truede dyr. Til gengæld har han og Forlaget Carlsen netop doneret 600.000 kroner fra sin nye bog til Verdensnaturfonden.

For nogle vil han altid være Dr. Pjuskebusk, andre kender ham som medlem af Det Dyreetiske Råd eller fra programmet Afrikas Øje. I over 20 år har forfatter og dyreekspert Sebastian Klein gjort de mindste danskere klogere på dyr og naturformidling. Især i børnebøger – og programmer. Nu lærer han børn om verdens mest truede dyr i sin nye bog, hvor hele indtjeningen går til dyrene.

”Folk har støttet op i stor stil, og de første bøger er allerede solgt. Det gør, at vi har kunne give en stor fed check som hjælp til verdens truede dyr,” fortæller en stolt Sebastian Klein, som netop har doneret 600.000 kroner til Verdensnaturfonden.

Artiklen forsætter under billedet.

Læs også: Affald kan meget mere end bare at stinke

Sebastian Klein har skrevet flere bøger om natur og dyr. Foto Ludvig Gustav
Sebastian Klein har skrevet flere bøger om natur og dyr. Foto Ludvig Gustav

Til gavn for dyr og natur

Sebastian Klein har allerede skrevet seks bøger, der på forskellig vis handler om 100 dyr - for eksempel bogen om verdens 100 klammeste dyr og verdens 100 farligste dyr. Da han kastede sig over den syvende bog i rækken, var han helt sikker på, at den selvfølgelig skulle handle om verdens mest truede dyr.

”Vi er i en naturkrise, og vi bliver nødt til at gøre opmærksom på det, for at få problemerne udryddet. Derfor kom jeg nærmest til at skamme mig over, at jeg ikke allerede havde skrevet om truede dyr i forvejen,” fortæller Sebastian Klein, hvis plan fra starten var, at hele overskuddet fra det første oplag på 10.000 bøger skulle gå til dyrene gennem en donation til Verdensnaturfonden.

Også forlaget Carlsen elskede ideen og har doneret deres indtjening fra bogen. Alt i alt er det blevet til 600.000 kroner.

”Det store problem for dyrene er særligt, at de mangler levesteder, fordi vi mennesker udnytter naturen og tager dyrenes levesteder for at tjene penge. Derfor vil donationen gå til at købe nogle af de levesteder fri, så dyrene får dem for sig selv”.

Artiklen forsætter under billedet.

I over 20 år Sebastian Klein gjort de mindste danskere klogere på dyr og naturformidling. Foto: Ludvig Gustav
I over 20 år Sebastian Klein gjort de mindste danskere klogere på dyr og naturformidling. Foto: Ludvig Gustav

Lærer børn om ansvar for kloden

Det er ikke kun hos de truede dyr, at bogen bringer glæde. Også børn og børnefamilier har taget så godt imod bogen, at hele første oplag på 10.000 eksemplarer blev solgt på under et år.

”Lige så vigtigt som donationen, lige så vigtigt var det at bidrage til børns bevidsthed om verden og at lære børn om ansvar i forhold til naturen og truede dyr,” fortæller Sebastian Klein.

Bogen gennemgår i børnehøjde nogle af de mest truede dyr i verden. Den tager blandt andet børnene på en rejse til Australien, hvor træfældninger truer koalaen, til Afrika, hvor ulovlig jagt på dværgflodhesten er en trussel for dens overlevelse, og hele vejen forbi nogle af de dyr i Danmark, som også er i fare. Bogen lærer børn om projekter rundt om i verden, som skal hjælpe dyrene og giver råd til, hvordan man selv kan beskytte dyrene og bevare deres levesteder.

”Jeg synes, man skal fortælle børnene sandheden. Og truede dyr og biodiversitet er en alvorlig sandhed. Men det er vigtigt, at børn får et begreb om, hvad det er, der truer dyrene, hvilket ofte er os mennesker. Det er ikke for at tale om skyld, men tværtimod for at vise børnene de muligheder, vi har for at ændre verden”.

Læs også: Dansk madspilds-app er blevet en bæredygtig verdensstjerne