Dansk influencer inspirerer unge til bæredygtighed med genbrugsguld og sytråd

Næsten 50.000 følger med, når influencer Maria Møller sætter fokus på Verdensmålene gennem en ny kampagne på Instagram.

Maria Møllers Instagram - @mariamollerdk – har over 49.000 følgere og er fuld af strik, perler, genbrugsfund og farverige kjoler, som hun selv har syet. Hun er en influencer på 23 år, der inspirerer andre unge til at finde og skabe guld, hvor andre ville smide ud. Det kan være alt fra en gammel herreskjorte, der bliver syet om og får nyt liv, til en sofa fundet i storskrald og placeret midt i hendes stue.

Det var derfor stort og noget anderledes fra, hvad hun plejer at sysle sammen, da hun blev kontaktet af EU til at formidle en kampagne videre via sin Instagram. Hun blev valgt for at inspirere til at gøre verden til et mere retfærdigt og grønt sted. Et oplagt valg, fordi hun er vant til at samle unge om grønne initiativer. Kampagnen, der går under hashtagget ”#2030isnow” opfordrer folk til at gøre noget nu, hvis vi skal nå de 17 Verdensmål inden 2030. Hun har valgt at fokusere på de Verdensmål, der ligger hendes hjerte nær.

Genbrug, genbrug, genbrug

”Jeg sagde ja til samarbejdet med EU, fordi jeg var beæret over, at de mente, at jeg kunne gøre en forskel. Helt konkret handle det om de 17 Verdensmål, men det kan være svært at huske dem alle sammen. Derfor har EU inddelt dem i fem grupper. Mennesker, planeten, fred, samarbejde og velstand. Det var svært at vælge en gruppe ud af de fem at fokusere på, men det skulle jeg”.

Maria Møller valgte temaet ’velstand’, der handler om de Verdensmål - 8, 9, 10 og 11 - der især drejer sig om at mindske ulighed og at bruge verdens ressourcer mere bæredygtigt. Blandt andet ved at genbruge.

”Her kan jeg kombinere bæredygtighed og iværksætteri. Jeg har altid synes, at iværksætteri er spændende. Jeg startede selv en virksomhed som 21-årig. Det er ikke kun herhjemme, hvor der er seje bæredygtige virksomheder, der inddrager genbrug, men også i udviklingslande. Jeg har set mange fede virksomheder på mine rejser. Det lå lige til højrebenet, og det ville jeg gerne fortælle andre om,” fortæller hun.

Med kampagnen har Maria Møller blandt andet sat fokus på en virksomhed på Madagaskar som hun besøgte i 2018. Virksomheden producerer forskellige produkter ud af affald. De kreative hjerner samarbejder med det lokale hospital, fordi hospitalet har mange engangsmaterialer. Det er alt fra gummislanger til kanyler, som virksomheden renser, gør sikre og genbruger til blandt andet at lave små farvestrålende biler og cykler, der kan bruges til at pynte på en kedelig hylde.

Det gik over alle forventninger

Maria Møller mener, at unges voksende interesse for kreative hobbyer har været stigende de seneste år. Før var det især ældre, der strikkede og syede, men nu vil de unge også være med. Det var Corona, som for alvor skubbede det ud over rampen, fordi alle var hjemme og skulle finde på noget anderledes at tage sig til.

Gennem skærmen tager Maria Møller sine følgere i hånden og hjælper dem med at blive kreative og genbruge og genanvende. Blandt andet ved at lægge nemme syopskrifter på sin hjemmeside og vejledende videoer på Instagram.

Så selvom Maria Møller er vant til at formidle bæredygtige alternativer, er det noget anderledes at formidle en Verdensmålskampagne for EU.

”Jeg var faktisk lidt nervøs over, hvordan mine følgere ville tage imod kampagnen. Det gik over alle mine forventninger. Jeg har fået så mange positive tilbagemeldinger, og mine følgere har budt ind med alle mulige seje virksomheder. Der var 100 kommentarer,” fortæller hun.

Inspiration til en mere bæredygtig verden

Det løser selvfølgelig ikke alle problemer at lave sådan en kampagne. Men det kan rykke at gøre folk opmærksomme på det store ressourceforbrug der er i tekstilindustrien. I bogen ”Vores tøj – Verdens ressourcer” af Markus L.F. Hatting og Esben H. Licht fremgår det, at danskere i gennemsnit køber 13 kg tekstil om året, dvs. både tøj, gardiner, tæpper osv.

Hvis tekstilforbruget per dansker falder med bare 3 kg ved, at vi køber mere genbrug og mindre nyt - eller fiksede de ødelagte gardiner i stedet for at smide dem ud og købe nye - ville vi sammen kunne spare verden for ca. 748 milliarder liter vand og lidt over en million tons CO2-udledning.

”Jeg går meget op i at genbruge, men lever ikke 100% bæredygtigt. Men jeg nyder at inspirere folk med fund fra storskrald eller genbrugsbutikker og vise, hvordan jeg bruger det i mit eget hjem,” fortæller Maria Møller.

Hun håber derfor, at hun udover at inspirere til genbrug, nu med sin EU-kampagnen, også kan bidrage til, at folk bliver mere bevidste om Verdensmålene og bliver inspireret til at vælge produkter fra bæredygtige virksomheder.